Pas på sexfælderne på Facebook

It-ekspert Brian Dixen råder folk til at blive mere varsomme med, hvem man omgås på Facebook.

Har du haft dårlige oplevelser via din profil på Facebook, så hører vi gerne fra dig. Skriv til os på emailadressen rira@eb.dk. (Foto: Colourbox)
Har du haft dårlige oplevelser via din profil på Facebook, så hører vi gerne fra dig. Skriv til os på emailadressen rira@eb.dk. (Foto: Colourbox)

Den populære internet side Facebook rummer mange skjulte farer. Bruger man hjemmesiden forkert, risikerer man nemlig at ens private oplysninger ryger i de forkerte hænder. Og det kan udnyttes til både tyveri af identitet og indbo.

Tænk dig om
It-ekspert Brian Dixen råder folk til at bruge Facebook med omtanke.
– For mange brugeres vedkommende står deres Facebook profil pivåben. De har måske i blinde accepteret anmodninger om at blive Facebook og har måske også tilknyttet folk, de ikke aner hvem er. Men folk skal blive mere varsomme med, hvem man omgås på Facebook. Man inviterer jo heller ikke alle og enhver ind i ens dagligstue, konstaterer han.

Sextruet over Facebook
Eksemplerne på Facebook fælder er mange. For eksempel har Ekstra Bladet tidligere fortalt, hvordan Lena Christensen fra Gilleleje blev misbrugt via sin profil på Facebook. En dag opdagede én af hendes venner nemlig, at hendes profilbillede var at finde på datingsiden dating.dk. Det var imidlertid en falsk profil, og billedet var blevet stjålet fra Facebook.

I et andet, groft tilfælde er flere piger blevet truet og krænket med seksuelle tilnærmelser via Facebook. Det viste sig at være en 23-årig mand fra Rudersdal, som havde opsøgt pigerne på nettet og også udnyttet deres identitet til at oprette e-mailkonti og profiler på online datingsider. Henrik Suhr fra Nordsjællands politi advarer mod at lægge oplysninger ud som adresse og telefonnummer samt private billeder.

– Vi har haft et par uheldige sager med identitetstyveri, men det er heldigvis ikke blevet et udbredt problem, uddyber Henrik Suhr.

Undgå billeder af boligen
Hos Østjyllands politi er man endnu ikke stødt på kriminalitet, der direkte kan linkes til Facebook, men kriminalassistent Jacob Kronborg vil ikke afvise, at den slags forekommer.

– Folk, der har haft indbrud, glemmer måske at oplyse, at de har skrevet om deres ferie på Facebook. Så derfor kender vi endnu ikke omfanget af problemet. Men vi vil da stadig advare mod at lægge private oplysninger ud på nettet. Især billede af privatboligens designermøbler, da det er tyvenes foretrukne tyvegods, tilføjer Jacob Kronborg.

Har du haft dårlige oplevelser via din profil på Facebook, så hører vi gerne fra dig. Det behøver ikke at være indbrud, men kan også være at dine oplysninger er blevet udnyttet på anden vis, at du har modtaget trusler fra fremmede, eller at din computer er blevet inficeret med virus på grund af et link på Facebook.

Skriv til os på emailadressen rira@eb.dk og fortæl os din historie. Skriv også , hvordan vi kan komme i kontakt med dig. Så kan det nemlig være, at vi vil bruge din historie til en artikel i avisen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere