'Træt af syge, afstumpede handlinger'

Hvad blev der af politimanden og andefamilien?

Julie Badura.
Julie Badura.

NÅR jeg når denne tid på ugen, hvor nærværende klumme skal skrives, opdaterer jeg mig gerne lige først på de højaktuelle emner i medierne.

Denne efterårsmorgen lyder nyhedsoverskrifterne nogenlunde således: To uopklarede kvindemord. En familiefar anklages for incest. Minkavlere, der fortsat vanrøgter deres dyr. HA-rocker er forsøgt likvideret klos op ad institution fyldt med legende børn. Jeg væmmes.

DENGANG jeg var barn, var jeg ganske sikker på, at verden var et solbeskinnet og godt sted, der udelukkende var fuld af gode mennesker, rene hjerter og kærlighed i overflod.

De onde var sådan nogle fantasislyngler, der kun eksisterede på tegnefilm og i Anders And-bladene. Desværre ser virkeligheden bare helt anderledes ud.

Jeg er vred, gal og fortvivlet. Jeg er rent ud sagt pissetræt af syge mennesker og deres afstumpede handlinger! Og jeg er træt af, at de får lov til at fylde så meget i nyhedsbilledet.

Nyhedsmedierne har først og fremmest et ansvar for at gengive den sandfærdige virkelighed –sådan som den rent faktisk ser ud. De aktuelle historier skal formidles.

MEN medierne har også et ansvar for at huske at fortælle den gode historie, solstrålehistorien, den sjove historie.

Jeg er bange for, at jo flere grufulde historier, vi både læser og hører om – jo mere almindelige, og ligefrem normale, begynder vi at mene, at de frygtelige gerninger er.

Jeg vil ikke nå til et punkt, hvor jeg føler, at menneskers rædselsfulde handlinger er hverdagskost.

OG det bekymrer mig faktisk, at jeg efterhånden har lært at lukke både ører og øjne, når de grumme historier rammer nyhedsindslagene.

Jeg vil ikke se virkeligheden i øjnene. Hvis jeg nu bare skifter kanal, så føles det næsten, som om jeg er barn igen.

HVIS jeg kunne, blev jeg i min fantasiverden. For hvordan skal jeg ellers kunne forklare min lille søn, når han bliver stor og begynder at stille spørgsmål, hvorfor virkeligheden ser sådan ud?

Hvis jeg kunne, pakkede jeg ham ind i vat og skånede ham for samfundets skyggesider. Eller allerhelst pakkede jeg hans lille kuffert og tog ham med til et sted, der kun eksisterer i mine drømme. Et sted, hvor ondskabsfulde gerninger ikke findes. Et sted, hvor der aldrig vil kunne ske ham noget.

TÆNK hvis vores samfund var som på plakaten, hvor politimanden stopper trafikken for at hjælpe den lille andefamilie over gaden. Forestil dig et samfund, hvor politiet ikke havde andet end vildledte ænder på deres 'to do'-liste. Utopi?

Det kan da godt være. Men giv mig dog lov til at drømme. Og håbe for næste generation.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere