Haugaard håner showbiz-kolleger

- De vil skide en hatfuld på dem, der sulter, siger komikeren i en barsk kritik af ’frelste’ kendisser

komikeren Jacob Haugaard langer ud efter show-biz-kolleger. Polfoto
komikeren Jacob Haugaard langer ud efter show-biz-kolleger. Polfoto

- Jeg kender ikke nogen så usolidarisk som showbiz-folk!

Så direkte og uden omsvøb er komikeren Jacob Haugaard, når han i ny bog, der udkommer i dag, fyrer en politisk bredside af mod kollegerne i dansk showbiz.

Haugaard er simpelthen godt træt af de kendis-kolleger, der altid vil være i centrum for den ’gode sags skyld’, og altid er i fokus med den rette politiske korrekte attitude.

- De vil skide en hatfuld på dem, der sulter, lyder den kontante kritik fra Haugaard, der både kan være sjov, men også fyre en bredside af, der gør ondt.

Alvorlig Haugaard
Den alvorlige kritik bliver rejst i en munter-alvorlig samtalebog med makkerparret Haugaard og Finn Nørbygaard, og det er i kapitlet om den politiske udvikling før og efter Berlinmurens fald, der pludselig farer en djævel i den århusianske komiker:

Om venstrefløjen var et særligt alternativ?

- Nej for fanden, siger Haugaard.

De er altid med
- Det var jo en blanding af nogle virkelige politiske strammere som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen - folk ude på den fløj, som påstod, at Albanien var det rene paradis - og så magtens nyttige idioter i showbiz, som havde de rigtige meninger. Og jeg kender ikke nogen så usolidariske som showbiz-folk.

- De er altid med, når der er nogen, der sulter og sådan noget, men det er kun for at spille deres sange - de vil skide en hatfuld på dem, der sulter. Men der var hele rockscenen sådan en slags musikalsk overbygning på venstrefløjen…'

Bogen udkommer i dag og titlen er 'Du skal turde grine af det grimme'.

Dansk show-biz med skuespillere og rockstjerner er altid i front, når der skal kæmpes for en god sag, miljøet, sultne børn i Afrika, Aids-bekæmpelse eller verdensfreden.

Men er engagementet mest for deres egen skyld, en mulighed for at promovere sig selv?