Høvdinge nok til 110 mio. danskere

Ledelseslaget har fået gær og er svulmet op ud fra et synspunkt om, at beslutningsprocessen er vigtigere end produktet

Flemming Jensen.
Flemming Jensen.

INDEN VI går til valgurnerne, må vi lige tænke os om. Vi ku’ begynde sådan her:

Oppe i Nuuk sidder der en hyggelig mand, der hedder Søren Vestergaard Mikkelsen. Jeg er blevet bedt om at skrive et forord til hans bog ’Øjeblikke fra et liv på tålt ophold’ om hans 33 fornøjelige år i Grønland. Fin læsning – og jeg kan ikke nære mig for at referere en lille historie:

På et tidspunkt i starten af 1970’erne ønskede man at få foretaget en vurdering af Grønlandsflys samlede organisation og henvendte sig i den forbindelse til det anerkendte, amerikanske konsulentfirma McKinsey, som bl.a. havde specialiseret sig i at rådgive nationale flyselskaber verden over. På det tidspunkt var Grønlandsfly i besiddelse af en halv snes helikoptere og to små Dash-7-fly.

EFTER måneders analyser og sammenlignende studier kom den med spænding længe ventede konklusion, som gav Grønlandsfly følgende bedømmelse: ’Grønlandsfly hører til blandt de tre bedst drevne flyselskaber i verden målt på ledelse, administration og organisation. For at få selskabets kapacitet bragt i overensstemmelse med administrationen anbefales det dog, at selskabet investerer i 837 fly mere’.

Jamen, er det ikke enestående?

Og den lille historie fra 1970’erne er umådelig relevant for den tilstundende valgkamp her i 2011. For før nogen af os kan forsvare at sætte vort kryds, må vi ha’ løst et mysterium. Mysteriet er stort – og hidtil uløst.

DER eksisterer i dagens Danmark to fakta, der ikke passer sammen. De synes faktisk at modsige hinanden.

Det er et faktum, at den del af vor omsorg for hinanden, som vi har anbragt i offentligt regi, bliver ringere og ringere: Skoler i hundredvis forfalder og skal nedlægges, sundhedsvæsenet rundbarberes, vore ældre medborgere sjofles – bliv selv ved. Despekt, despekt, despekt for det enkelte menneske. Usselt!

Men samtidig er det altså et faktum, at aldrig nogen sinde er der postet så mange penge i den offentlige sektor, og aldrig har der været så mange offentligt ansatte.

Det kan da ikke passe? Begge disse udsagn kan da ikke være rigtige?

MEN DET er de. Begge udsagn er rigeligt dokumenterede, og vi står altså med et mysterium. Som skal løses!

Vi må sende kyndige folk ned i maskinrummet og finde ud af, hvad der er galt.

Uha, det bliver søreme dyrt, tænker man så. Bare tænk på Farum Kommissionen. Der findes en billigere metode: Man kunne for eksempel spørge mig. Eller Michael Rastrup Smith. Eller tusinder af andre borgere i dette land, for det er ikke særligt svært. Det med de to modstridende fakta.

I løbet af de sidste 15 år har vi skabt et system, der langsomt har fjernet værdigheden fra det enkelte menneske og fra substansen. Topstyring, new management – kald det, hvad I vil. Ledelseslaget har fået gær og er svulmet op ud fra et synspunkt om, at beslutningsprocessen er vigtigere end produktet. Flere høvdinge, færre indianere, tak.

NÅR MAN professionaliserede en arbejdsplads, betød det, at man satte amatører til at styre den og anbragte den fagligt professionelle indsigt og viden nederst i hierarkiet.

Skar ned på alle, der havde med substansen at gøre – og ansatte flere til at administrere og kontrollere og styre og evaluere – hej, hvor det går!

Måske kan vi hernede sydpå lære af den 40 år gamle konklusion omkring Grønlandsfly. Hvordan?

Jo, vi fastholder antallet af administratorer og varmlufts-akrobater og åbner grænserne, så vi kan få befolkningstallet i Danmark op på noget, der ligner 110 millioner indbyggere. Var det noget?


0 kommentarer
Vis kommentarer