Får bonusløn for at afsløre fejl

Der vanker en ordenlig bonusløn til de ansatte i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, hvis de kan præsentere mindst to 'gode fejl' til de årlige lønforhandlinger

Der er belønning til medarbejdere, der fortæller chefen om gode fejl. (Foto: Henning Hjorth)
Der er belønning til medarbejdere, der fortæller chefen om gode fejl. (Foto: Henning Hjorth)

Fortæl chefen om dine fejl og modtag efterfølgende - som chefen selv beskriver det - 'nærmere 5000 end 500' kroner i bonusløn.

Sådan har det fungeret for embedsmændende i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune gennem de seneste fem til seks år.

Til medarbejdernes årlige lønforhandler afgøres det, om de skal have udbetalt bonus eller ej.

Under mødet skal medarbejderen præsentere mindst to gode fejl for at kunne modtage den fulde bonusløn. En god fejl skal være et mislykkedes forsøg på at gennemføre et initiativ, og her tæller grumme regnskabsfejl altså ikke med.

Trives med ordningen
Og ordningen har indtil videre været en succes, både for chefer og medarbejdere.

- Jeg har i hvert fald ikke haft problemer med at få min fulde bonus udbetalt!, fortæller planlægningschef Mads Kamp Hansen til P4 København.

Det er den administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns kommune, Carsten Haurum, der står bag, og han er også yderst tilfreds med resultatet af ordningen.

- Der var et år, hvor fejlene simpelthen var for dårlige, så ville jeg ikke udbetale hele summen. Men næste år gik det meget bedre, og det blev også honoreret!, siger han han.

Tør ikke tage chancer
Han forklarer, at antallet af fejl faldet efter indførelsen af ordningen, fordi de ansatte føler mere ansvar. Og så tager de flere initiativer.

- Det her er en gimmick, som skal sætte fokus på den nul-fejls-kultur, der alt for længe har hersket inden for det offentlige. Den kultur gør de ansatte bange for at tage en chance, risikere noget uden at have orienteret chefen helt ned i detaljen, siger Carsten Harum.

Han vil ikke præcisere størelsen af bonuslønnen, men beskriver den som 'nærmere 5000 end 500 kroner'.

- Det er altså ikke beløb, man bliver ruineret af, men stadigvæk stort nok til at man gerne vil stræbe efter at opnå det, siger Carsten Haurum.

Kunne du tænke dig, at forhandle bonusløn udfra dine fejlslagne initiativer?