DR lokker børn i swingerklub

En uskyldig pakkeleg bliver forvandlet til en tour de force ud i eksperimenterende sex for juleglade børn

Stærke sager. Billedet er ikke fra den swingerklub, der refereres til i artiklen. (Foto:Mauritius)
Stærke sager. Billedet er ikke fra den swingerklub, der refereres til i artiklen. (Foto:Mauritius)

Hvad har swingersex og en pakkeleg for børn og barnlige sjæle på DR's hjemmeside til fælles?

Ikke meget, ville de fleste nok mene.

Men så er det fordi, de fleste ikke har deltaget i DR's virtuelle pakkeleg på den statsfinansierede kanals hjemmeside.

Her kan man på klassisk pakkelegs-vis slå seksere og dermed nappe pakker fra de andre deltagere. Når klokken ringer, kan man hænge sin(e) pakke(r) på sit virtuelle juletræ, og herefter følger muligheden for at quizze og vinde flere raflebægere.

Og det er her, swingersex kommer ind i billedet.

Velkommen til kinky sex-land
Et af spørgsmålene i quizzen lyder nemlig:

- Hvad hedder den swingerklub, som DR besøgte?

Kan man ikke denne sex-trivia på fingerspidserne, kan man klikke på linket til indslaget, hvor DR besøger en swingerklub.

Og vupti, så er den ellers uskyldige pakkeleg forandret til en dannelsesrejse gennem partnerbytte- og gruppesex-land.

Problemstillingen er rejst gennem min sag, hvor en bekymret læser bestemt ikke mener, at det er DR's opgave at at guide børn gennem en swingerklub.

Er det ok, at DR gennem deres pakkekalender linker til et indslag fra en swingerklub?