Engell: Er Villy ved at miste grebet?

SF mister tilslutning i meningsmålingerne, og Søvndal må berolige sit bagland: Der bliver intet samarbejde med Dansk Folkeparti. Men hvad nu hvis DF kommer til at sidde på de afgørende mandater?

Hans Engell. (Foto: Claus Lunde)
Hans Engell. (Foto: Claus Lunde)

DET ER IKKE helt så sjovt at være Villy Søvndal, som det har været.

Det giftige slagsmål om pointsystemet ved familiesammenføringer, det, som flere gruppemedlemmer oplever som Villys siksak-kurs, samt uro på den organisatoriske bagsmæk begynder at slide på SF.

I ugens løb var Villy nødt til at berolige sine folk med meldingen om, at der ’aldrig, aldrig, aldrig’ bliver tale om et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti.

Den besked tabte dog hurtigt kursværdi, da den socialdemokratiske sværvægter Henrik Sass Larsen – formentlig finansminister efter et regeringsskifte – kunne justere meldingen med den konstatering, at en ny S-SF-R-regering vil være klar til at forhandle med alle partier – også Dansk Folkeparti.

I VIRKELIGHEDENS verden får det ikke den store betydning. Bliver der efter valget rødt flertal i Folketinget, vil en ny S-SF-R-regering meget hurtigt gå i nærkontakt med de borgerlig-liberale partier. Og de kommer ikke til at mangle samtalepartnere.

Liberal Alliance har allerede lagt den slagplan, at kommer regeringsskiftet, vil de søge indflydelse. Nøjagtig samme plan har Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. Og Venstre og de konservative vil med nye partiledere hurtigt søge til truget.

Det er utænkeligt, at både landbruget og industrien ikke vil presse de to partier til at indgå aftale med en ny regering f.eks. på det økonomiske, beskæftigelsesmæssige og udenrigspolitiske område.

Der skal eksempelvis udformes en ny, langsigtet energiaftale, og her kan de borgerlige ikke holde sig ude. Så DF vil ikke være de eneste, der melder sig til samarbejde med en ny regering.

HVORFOR HAR Villy så så travlt med at lægge luft til Pia Kjærsgaard? Svaret er, at han føler sig presset fra baglandet. Mange frygter, at S og SF har flyttet sig så langt til højre i udlændingepolitikken, at Villy er nødt til at garantere, at et sådan samarbejde ikke bliver aktuelt.

Forløbet viser, hvor svært det er for SF at håndtere det krydspres, som partiet udsættes for fra S, R, EL og sine egne vælgere. Meningsmålingerne har været vigende, ikke katastrofalt, men de er et signal om, at SF’s vælgermæssige himmelflugt er stoppet.

Villy er stadig landets mest populære politiker. Men han kan trods alt ikke gå på vandet.

UGENS FORLØB viste noget andet centralt: Nok står S og SF ubrydeligt sammen, men Villy må finde sig i at blive korrekset, hvis han udtaler sig for firkantet i forhold til den socialdemokratiske strategi.

For et år siden ville Henrik Sass ikke have sat Villy på plads på den måde, det skete med meldingen om, at S er klar til at forhandle med alle partier – det vigtigste er, at blokpolitikken bliver brudt op. Det var faktisk det stik modsatte af Villys melding, som han efterfølgende måtte bløde op.

OG HVAD ER så sandheden: At de to partier fortsat kører fint sammen, men at Socialdemokraterne begynder at få stadig mere selvsikkerhed i takt med, at målingerne peger stadig mere entydigt på et regeringsskifte.

S og SF har fremlagt fælles udspil på alle centrale politikområder – integration, førtidspension, folkeskole – og de to partier vil inden for de kommende par måneder spille ud med en ny økonomisk plan, der skal justere Fair Forandring og være oppositionens modsvar til VK-regeringens 2020-plan. Der kommer også vækst- og erhvervspolitiske udspil fra S og SF.

De radikale får lov at køre deres eget løb. På enkeltområder kan man køre sammen, men S og SF gør sig ingen større anstrengelser for at hale de radikale om bord. Skifter flertallet, bliver det først og fremmest de radikales problem, om de kan kvalificere sig til at få tre minister-poster.

TILBAGE ER et stort problem: Hvad nu hvis valget går bedre for V og K og især LA end forventet, så det borgerlige flertal er intakt? Holder VKO-flertallet, er linjen helt utvetydig – så fortsætter Løkke og Lene. Men den model synes helt usandsynlig. LA’s mandater skal som minimum med.

Det vil udløse krav fra DF om regeringsdeltagelse, hvilket V og K allerede har afvist. Alternativet kan blive, at Pia Kjærsgaard vender skytset den anden vej – og gør klar til et regeringsskifte uden SF’s deltagelse. Altså en socialdemokratisk mindretalsregering med Helle i spidsen.

Dette er SF’s rædselsscenarie – for hvad gør partiet i den situation? Det kan godt være, Villys problemer med baglandet i øjeblikket er store, men det bliver for intet at regne, hvis han pludselig står over for djævlens alternativ – skal han lade Helle køre alene, eller skal han holde hende fast på, at de har en ubrydelig aftale om en S/SF-regering.

Lige her og nu har Villy ikke noget, der minder om et svar på det spørgsmål, og han vil helst slet ikke tænke på det.