Mette Frederiksen – Socialdemokraternes kvieøjede næstformand for folketingsgruppen – er udstyret med en volumenknap, der kun har tre indstillinger:
'Meget højt', 'Øredøvende' og 'Tinnitus'.
Konsekvensen er, at ligegyldigt hvilket emne konen beskæftiger sig med, så får tilhørerne indtrykket af, at nogen er faldet i dammen og lige nu er ved at drukne.
For nogle år siden hørte jeg Frederiksen holde båltale en sankthansaften på Amager Strand. Jeg er har diplom på at have bestået den store livredderprøve, og jeg var såmænd lige på nippet til at kaste mig i vandet...
Forrykt
Her er et pluk af, hvad hun har skreget blot det seneste års tid:
'Manden har et vanvittigt menneskesyn.' 'Jeg er simpel hen så forarget.' 'Det er noget svineri.' 'Det er forrykt.' 'Det er jo fuldstændig vanvittigt.' 'Det er absurd og pinligt.' 'Det er modbydeligt.' 'Nu må regeringen holde op med det svineri.' 'Det er et vanvittigt menneskesyn.' 'Det her rammer katastrofalt skævt.'
Nu er der jo ikke noget galt i at kunne holde fast i et synspunkt, men de her udtalelser handler om vidt forskellige emner som ungdomsuddannelser, spindoktorer, stigende ulighed, tvangsfjernelse af børn, ældrepleje, fattige familier og indvandreres sprogundervisning.
Uanset hvad sagen handler om, entrer Frederiksen den nærmeste ølkasse og begynder at råbe. Meget højt eller højere.
Til venstrebenet
På Socialdemokraternes kongres kunne man synes, at oppositionens største parti havde nok at gribe i. Finanskrisen er over os, og arbejdsløsheden stiger, mens regeringen støtter bankerne. Danmark rasler bagud i velfærd i forhold til andre lande, adskillige ministre har kvajet sig godt og grundigt, og VKO har skabt et hidtil uset regeltyranni og væltet forbud ned over befolkningen.
Den skulle ligge lige til venstrebenet, og hvordan håndterede Frederiksen så denne gyldne chance? Hun brugte størstedelen af sin og Socialdemokraternes tid på at få opbakning til yderligere et forbud.
Et forbud, der i meningsløshed slår alt, som VKO har evnet at finde på.
Salg af børn
Kommer Socialdemokraterne i regering efter næste valg, vil de kriminalisere mennesker, der går til prostituerede. Menneskehandel, tvang og trafficking er i forvejen ulovligt, men det kan Frederiksen ikke nøjes med.
Hvis to voksne mennesker indgår en frivillig aftale om at hygge sig med hinanden, og der er betaling involveret, så skal staten straffe begivenheden.
Som endnu et eksempel på, at Frederiksens udtalelser kommer direkte fra hendes panikcenter uden at passere hæmmende tankevirksomhed undervejs, erklærede hun:
– Jeg bryder mig heller ikke om salg af organer eller salg af børn, og jeg mener grundlæggende, at det er forkert, at man kan købe sig til andre mennesker. Og det er det, man gør, når man går til en prostitueret.
Jeg bryder mig ikke om drab, så derfor skal pelargonier forbydes...
Seksualmoral
Mens politi og retsvæsen er overbebyrdede med at stoppe bandekrigen og bekæmpe anden form for kriminalitet, skal de nu også bruge kræfter på hr. Pedersen, der har betalt for lidt kropsvarme.
Erfaringerne fra vore nabolande fortæller, at et forbud ikke gavner de prostituerede. Men Frederiksen fik vist, at hun har en høj seksualmoral. Så fortræffelig er den, at vi andre også skal rette os efter den.
Mette Frederiksen brillerede forleden ved at samle ind til ASF-Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets juleindsamling, men det er ikke grund til at snyde hende for en velfortjent torsk – der kommer alligevel en ny kandidat i morgen.
De er også nomineret: