Smid den heks på bålet!

Solen brager løs og det tegner til at blive en fremragende Sankt Hans aften. Men hvilken heks fortjener at komme på bålet?

På med heksen! Men hvem skal det være?
På med heksen! Men hvem skal det være?

I aften er det atter tid til at forkulle brød på pind, give prøver på den falske sangstemme med Midsommervisen, lægge ører til halvkedelige båltaler og ikke mindst den rituelle afbrænding af en hjemmelavet heks.

Åh ja, meget lidt slår en god hedensk fest.

Lidt spas kan der dog godt komme ud af det. Heksen kan således konstrueres således, at den ligner en man virkelig har lyst til at smide på bålet. Har man en kvindelig chef, er det naturligvis en oplagt mulighed, men det er næppe en heks, man kan få hele byen til at samle sig om.

Redaktion efterlyser derfor gode bud på hekse med lidt bredere appel, og kommer selv her med et par oplagte bud.

Sidney Lee

Okay, han er ikke hunkøn, men vi er dog uhyggeligt tæt på. Hvis flammerne ellers kan trænge igennem det beskyttelseslag af bruncreme, manden render rundt med, vil det utvivlsomt sprede glæde til bålfesten, når Sidney Lee forsvinder for evigt. Så kunne man igen åbne op for sit fjernsyn uden frygt for, at den bandana-klædte konsolkonge overtager programfladen med sin enerverende 'amerikanske' accent.

Anni Fønsby

Nok en heks, der er forbundet med en vis eksplosionsfare, men ikke desto mindre et kærkomment farvel til flere historier om Anni og Erik. Ja, man kunne nærmest ønske sig, at hun tog Hr. 'Halen mellem benene' med sig. Så er vi ligesom ovre det kendispar.

Anne-Mette Rasmussen

Okay, hun er måske i virkeligheden sød nok. Men vi er nogle, der er godt trætte af alt det kendisdanseri. Så derfor er vi altså tættere på 'Vild med bål', end 'Vild med dans', når det kommer til den tidligere statsministerfrue. En symbolsk afbrænding af al kendisdans på tv.

Det var redaktionens beskedne bud på brandbare hekse. Kom med dine bud i kommentarfeltet, så kårer vi årets heks senere i dag

På en almindelig aften er der i gennemsnit 24 brande på landsplan. Sankt Hans Aften er der altid lidt flere, men antallet afhænger af vejret.

2008: Blæsende, køligt og tørt vejr - 58 brande

2007: Let til jævn vind, tørt vejr - 38 brande

2006: Solrigt og tørt vejr - 69 brande

2005: Svag vind, lunt, tørt og solskin - 43 brande

2004: Blæst og kraftige regnbyger - 29 brande

2003: Meget vådt og blæsende - 29 brande

2002: Overvejende tørt - 58 brande

2001: Overvejende tørt - 36 brande

Sådan forbereder du dit bål:

Snak med den lokale beredskabschef, hvis du vil lave et bål.

Han kan fortælle, hvilke krav der er til afstande til bygninger, stråtag, afgrøder m.v.

Brug kun rent træ - ikke malet, lakeret eller trykimprægneret træ

Undgå benzin, sprit eller lignende optænding

Sluk bålet helt, inden du forlader det