Karen Thisted bagtalt på TV2 News

Karen Thisted fik ved en fejl, et kig ind bag mail-forhænget, der gjorde hende vred, for der var grimt og møgbeskidt bag det forhæng

FOR DET MESTE er man lykkelig skånet for at vide, hvad andre i virkeligheden mener om ens person, selv om man godt ved, at der nok bliver sagt en del bag ens ryg.

Jeg tænker med alderen ikke længere så meget over det.

Men forleden fik jeg et ubehageligt kig ind bag forhænget, da to yngre, kvindelige journalister på TV2 News, som jeg anså for rimelig gode kolleger, ved en fejltagelse havde sendt en mail af sted, der bestemt ikke var egnet for andres øjne end deres egne.

COMPUTEREN HAR ændret verden på så mange væsentlige områder, men når rutinen har indfundet sig i omgangen med det mærkelige, ofte uforståelige væsen, så er det en livsfarlig leg.

Det findes der langt mere alvorlige eksempler på end det, jeg oplevede.

Men når det alligevel virkede ubehageligt på mig, skyldtes det, at jeg pludselig på min egen skærm hjemme i mit køkken i Nyhavn blev konfronteret med mig selv, sådan som de to kolleger opfatter mig.

Det var et kig på en virkelighed om mig, som var deres virkelighed – og ikke min.

JEG VAR BLEVET opfordret til at deltage i et debatpanel en lang række søndage formiddage, og via mail havde der foregået en række forhandlinger om datoer flere måneder frem og den slags praktiske ting. Og nu var alt endelig faldet på plads.

Et hold var sammensat, der velvilligt uden honorar ville stå tidligt op søndag formiddag i en længere periode og levere deres hjerteblod i en pressediskussion om ugen, der gik.

Mit uskyldige ja til dette foretagende førte med sig, at jeg fandt ud af, at de to journalister ikke regnede mig for en skid –for at sige det mildt.

OG HER KOMMER DET forkerte tryk på computeren ind. Den ene havde sendt et oplæg til den kommende søndag til godkendelse hos den anden, og den var samtidig med cc til alle os fire deltagere.

Under den officielle mail havde studieværten lige skrevet i hast i et malende sprog, som jeg i visse tilfælde vil skåne læserne for, at hun i grunden ikke syntes, jeg skulle være med i panelet, for jeg havde ikke ansvar for en skid.

Nu kunne jeg lige stå tidligt op et par søndage for høfligheds skyld, og så skulle jeg skiftes ud. I stedet ville hun hellere have chefredaktøren for Se og Hør eller Ekstra Bladet.

Og så trykkede hun på knappen og sendte hele molevitten ud til os alle sammen!

Det var det kig ind bag forhænget, der gjorde mig vred, for der var grimt og møgbeskidt bag det forhæng.

JEG TRYKKEDE SÅ SELV på knappen og gjorde dem opmærksomme på, at alle vi deltagere havde fået et kig ind i deres verden, og at jeg sagde frivilligt fra.

Der kom rødkindede, flove mail-undskyldninger.

Og efter at jeg havde lyttet til en lang forklaring på min telefonsvarer, gad jeg ikke bruge mere tid på det.