25-årig dødsdømt efter lægesjusk

Du er for tyk, sagde lægerne til ung mor, der i to år blev kastet rundt i sygehus-systemet, før de opdagede hendes kræftsvulst

Den 25-årige pædagog Joy Nielsen har en stor kræftsvulst i højre binyre. (Foto: Linda Johansen)
Den 25-årige pædagog Joy Nielsen har en stor kræftsvulst i højre binyre. (Foto: Linda Johansen)

Joy betyder glæde. Men den behandling, Joy Nielsen har fået, siden hun blev syg, er ikke noget at glæde sig over.

Den 25-årige pædagog og mor er blevet kastet fra den ene læge til den anden, siden hun for første gang opsøgte sin læge, fordi hun ikke havde fået sin menstruation i månedsvis og bl.a. var begyndt at tage på.

Selv om hun har været i hænderne på sin praktiserende læge, en diætist, en gynækolog samt et utal af læger, kirurger og sygeplejersker, tog det to år at finde ud af, at den unge kvinde havde en stor kræftsvulst i højre binyre. Og kræften nåede at brede sig til leveren og begge lunger, før hun fik en diagnose.

'Du skal tabe dig'
– Det eneste, jeg hver gang fik at vide hos lægen, var: 'Du skal tabe dig, du skal tabe dig, du skal tabe dig'. Lægen mente nemlig, at jeg havde PCO, en hormonforstyrrelse, som forværres, hvis man er overvægtig, fortæller Joy Nielsen.

– Selv om jeg fulgte en diæt og fik medicin, begyndte jeg at få en hel masse andre problemer med kvalme, sure opstød og oppustethed. Jeg var bare dårlig hele tiden. En dag føltes min mave, som om jeg blev pustet op indefra, så vi kørte til lægevagten, der fik mig indlagt på Slagelse Sygehus.

'Du har galdesten'
I Slagelse mente lægerne, at Joy havde galdesten, så de indlagde hende og lod hende faste indtil næste dag, hvor de ville operere. Men om morgenen var der truffet en ny beslutning.

– Lægen sendte mig hjem, fordi han ikke mente, der var noget galt, når jeg nu var så ung.

Men Joy fik det værre og værre. Til sidst lykkedes det hende at få trumfet en scanning igennem –denne gang på Ringsted Sygehus.

– Under scanningen blev lægen ved med at køre henne i højre side. Jeg kunne mærke på ham, at der var et eller andet galt. Så kom der en anden læge, og de stod og talte sammen og virkede helt vildt bekymrede. Til sidst sagde lægen, at han vil have mig til en CT-scanning.

'En hormonsvulst'
CT-scanningen viste, at Joy havde en svulst på 10 gange 12 cm i højre binyre. De fleste ville være ængstelige over det budskab, men Joy følte dyb lettelse.

– Jeg fik at vide, at det bare var en hormonsvulst, som skulle væk. Og jeg var virkelig positiv, for det betød, at jeg ikke havde PCO alligevel. Og nu kunne jeg endelig få gjort noget ved det.

– Min mor blev ved at spørge, om ikke jeg skulle have biopsi, men nej... Den skulle bare væk, så der var ikke grund til at tage vævsprøve.

– Man kan kalde mig naiv og autoritetstro, men jeg godtog det bare.

– Jeg har været for dårlig til at banke i bordet i det her forløb. Det skulle jeg have gjort for lang tid siden. Men jeg har aldrig været syg i mit liv før, jeg har ikke engang haft influenza. Hvorfor skulle jeg så pludselig være alvorligt syg?

'De sagde, jeg skulle dø'
Mens Joy ventede på at få svulsten fjernet, fik hun det værre. På Herlev, hvor operationen skulle foregå, besluttede de sig til at scanne igen samt tage en vævsprøve. Og 28. januar –to år efter, at Joy begyndte at få det dårligt –fik hun den barske diagnose.

– Svulsten var ondartet og havde bredt sig. Og siden sidste scanning var den vokset to centimeter, så lægerne på Herlev kunne ikke fjerne den.

– Da jeg var til samtale, sagde de, at jeg skulle dø af min kræft... Og jeg var lidt sådan: 'Hallo. Jeg er 25, selvfølgelig har jeg da ikke kræft!'

Et spinkelt håb
Joy Nielsen og hendes kæreste, Jimmy, kørte hjem til huset i Tune, hvor hun begyndte på en større oprydning.

– Jeg har accepteret, at der er en mulighed for, at jeg ikke skal være her mere. Der er bare lige nogle ting, jeg skal have ordnet først.

– Jeg har fået styr på forsikringer og sørget for, at alle cd'er og dvd'er ligger i de rigtige covere. Jeg har sorteret mit tøj og ryddet op på computeren. Det er vigtigt for mig, at jeg efterlader det ordentligt.

Joy Nielsen har et håb. 24. februar vil kirurger fra Rigshospitalet åbne hende og se, om det er muligt at fjerne svulsten. Først når hun vågner af bedøvelsen, ved hun, om den er væk.

– Hvorfor har man ikke taget den vævsprøve noget før? Jeg er 25, det ville da være det mest naturlige at undersøge for kræft, især når man finder en svulst. Jeg er bare så frustreret over det her forløb og den ventetid, der har været... Men nu håber jeg, at Riget tør lidt mere end Herlev.

Risikoen for at skulle dø i en alder, hvor de fleste næsten lige er begyndt at leve fuldt ud, har Joy forliget sig med.

– Det betyder ikke, at det ikke er svært, og jeg tuder også, når jeg er alene i bilen. Det svære er, at jeg efterlader mig en lille søn. Og der er ting, jeg gerne vil nå. Vi snakker ikke om bungeejump eller en overlevelsestur i Australien. Men jeg er da ikke færdig.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få fat i flere læger, der har været involveret i sygdomsforløbet.