Stadig god morgen på TV2, Danmark?

Det nye Go'morgen Danmark har nu to uger på bagen, men holder det meget længere?

Cecilie Frøkjær er kendt og elsket som mogenvært på Tv2. Lever Kamilla Walsøe op til hendes standard? (Foto: Jesper Stormly Hansen)
Cecilie Frøkjær er kendt og elsket som mogenvært på Tv2. Lever Kamilla Walsøe op til hendes standard? (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Mange danskere fik morgenkaffen galt i halsen, da de tændte for Tv2s morgenprogram efter nytåret. Både værterne og omgivelserne var nye - men er nyt nødvendigvis bedre?

Ødelagt programmet
Med den nye fremtoning er det meningen, at Go' Morgen Danmark skal appellere mere til det unge publikum.
- Vi lever af reklame og er nødt til at forholde os til, at vi har mistet mange af de unge seere om morgenen. Vi vil gerne have et morgen-tv, der er lige så fedt og fornyende, som ’Go’ morgen Danmark’ var, da det kom på skærmen første gang, sagde programdirektør Palle Strøm i april til B.T.
TV2s leflen for det unge publikum er dog til stor irritation for programmets faste seere.
- Det nye studie og de nye værter har ødelagt programmet totalt. Hvorfor i alverden dog lave det til et ungdomsprogram? Der er jo ingen unge, der ser tv på det tidspunkt, skriver Jette Larsen i et læserbrev i dagens Ekstra Bladet.

Savner Ole
Især de nye værter, Anders Breinholt og Kamilla Walsøe, står i skudlinien. Dels fordi det ikke er alle seere, der er glade for de to nye, dels fordi mange var rigtig glade for de tidligere værter, Ole Stephensen og Line Baun Danielsen.
- De nye værter kan jeg slet ikke klare. De er kedelige og ucharmerende. Hvor jeg dog savner Ole Stephensen og programmet, som det var før, er dommen fra Jette Larsen efter to uger med det nye morgen-koncept.

Flere seere
Tv2s programdirektør er ikke enig i kritikken, og slår tilbage i et indlæg i dagens Politiken.
- Vi har foretaget en bevidst redaktionel drejning i stofudvælgelsen, så programmet virker en tand mere vedkommende, nært og brugbart for seerne i deres hverdag, skriver han.
- Umiddelbart er seerne enige med os. I hvert fald ser de første seertal ud til, at der er omkring 20 procent flere, der finder vej til TV 2's 'Go ' morgen Danmark' efter fornyelsen.

Hvad er din dom over det nye Go' Morgen Danmark? Er programmet blevet bedre eller værre efter nytår?

Og hvad synes du om de nye værter?

Vis kommentarer
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen