Beck: Bankernes sande ansigt

Sidste uges 'hemmelige' rentestigning viste et helt andet billede af bankerne end caffelatte og øjenhøjde, skriver Cecilie Beck

MED EN STOR mængde energi og en endnu større bunke penge er det de senere år lykkedes de danske banker at skifte image. For få år siden var bankernes ansigt formynderisk, vrissent, gråt og grådigt.

I dag er det lykkedes de fleste banker at profilere sig som moderne, venlige virksomheder med et menneskeligt ansigt, det taler i øjenhøjde med kunderne.

FOR SELVFØLGELIG skal du ikke stå ydmygt med hatten i hånden, mens banken regner på, om det nu også er forsvarligt at rive en måned ud af kalenderen for at rejse rundt i Fjernøsten med hele familien.

Nej da, den flinke bankrådgiver giver selvfølgelig en caffelatte, mens han uden formaninger eller panderynken bevilger dig et lån til rejsen, firhjulstrækkeren eller plastikoperationen. Og spørger dig, om du er helt sikker på, at du ikke vil låne 10.000 oveni – bare for en sikkerheds skyld.

DET STORE SPØRGSMÅL er selvfølgelig, hvor dybt forandringen egentlig stikker. Jeg tror, at finanskrisen kommer til at give os svaret. I sidste uge kom det frem, at bankerne i løbet af de sidste to måneder har sat renten på kundernes eksisterende lån op med indtil to procent.

Det, skulle man mene, kræver en forklaring, men det har kunderne ikke fået. De har nemlig ikke engang fået direkte besked.

BANKERNE HAR BARE nøjedes med at fortælle om deres prisstigninger ved at rykke annoncer ind på avisernes bagerste sider. Det svarer nogenlunde til, at din udlejer hæver huslejen og fortæller dig om det ved at indrykke en gnidret annonce i Ekstra Bladet.

Det er ikke ulovligt, når man er en bank; men det er indlysende uholdbart, og det synes Finanstilsynet åbenbart også. Tilsynet vil i hvert fald tage fat i bankerne og bede dem om fremover at informere kunderne direkte, når prisen på deres produkter stiger.

DEN ADFÆRD ER der hverken meget caffelatte eller øjenhøjde over. Og det kan desværre også være, at der dukker et andet ansigt frem under den forstående bankmand, når krisen har kradset længe nok i overfladen.

Det er nemt nok at være venlig og villig i opgangstider. Men det er jo som bekendt i nedgangstider, man skal kende sine rigtige venner. Jeg er bange for, at vi bankkunder godt kan finde ydmygheden og hatten frem igen –og i øvrigt huske at tage termokanden med, hvis vi gerne vil have kaffe i banken.

Det svarer nogenlunde til, at din udlejer hæver huslejen og fortæller dig om det ved at indrykke en gnidret annonce i Ekstra Bladet

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere