Asger til Suzanne: Du ligner en zebra

null

Suzanne Bjerrehuus er en modeslave. Men derfor behøver hun jo ikke gå i fangetøj, skriver hun. Foto Linda Johansen.
Suzanne Bjerrehuus er en modeslave. Men derfor behøver hun jo ikke gå i fangetøj, skriver hun. Foto Linda Johansen.

DET ER EN Stine Goya-skjorte, jeg har på. Jim Lyngvild… hallo???? Er Ekstra Bladets modediktator hjemme??? Den er købt herude i 2900 Happiness i Hoffmanns Saloner på Strandvejen og har kostet kassen. En fin sag med brede sorte og hvide striber. Sidste kollektion. Meget fotogene striber.


Du ligner en zebra, sagde Asger til Suzanne.
Men har han ret? Foto Henning Hjorth

Alligevel skriver modediktatoren: 'Suzanne Bjerrehuus iført en tarvelig skjorte, der bestemt ikke fremhæver kroppen.' De andre kvinder på siderne har han rundhåndet væltet stjerner ud over, mens jeg får sølle to. Mig, der var så fint klædt på og havde det så fedt til Cosmopolitans Fun Fearless Female Awardshow på Glyptoteket.

TARVELIG SKJORTE. Hvordan kan manden skrive det, tænker jeg, mens jeg – ja, jeg ved det godt – selvoptaget studerer mig og skjorten på fotoet.

Og så er det ligesom den dyre skjorte pludselig mister fortryllelsen. Om torsdagen havde jeg ellers ført mig frem i den som en dronning. Hvorfor er den nu ikke pæn længere? Er den overhovedet af silke, tænker jeg og styrter op ad trappen for lige at tjekke. Der står 100 pct. silke i den. Det er faktisk rigtig tyk og fed silke. Hmmm hr. modediktator, du skulle nu lige have følt på den. Desværre ved jeg, at jeg ikke får den på igen.

JEG KIGGER kritisk på fotoet. Op af kraven stikker et lille knophoved, mens resten af kroppen er gemt under teltet. Et eller andet sted har han måske ret, ham Jim Lyngvild. Den gør absolut intet for mig og min krop. Og det er ikke, fordi jeg har købt den for stor eller selv er for lille. Den er one size.

MANDEN I MIT liv sidder lige over for ved morgenbordet.

– Asger, se det her foto, siger jeg så skarpt, at han straks lægger Berl.T og kigger. Mænd går jo ikke så meget op i, hvem der har designet, eller hvad der er mode, de ser bare på, om det ser godt ud på kroppen. Så jeg spørger ham, om det kan have sin rigtighed, at den der skjorte ikke klæder mig.

– Ser den billig ud, spørger jeg og peger på fotoet. Og tilføjer, at han roligt kan sige sin mening, jeg bliver ikke sur.

Og Asger studerer lydigt fotoet af mig iført skjorten med de brede sorte og hvide striber.

– Den er måske lidt cirkusagtig, siger han så.

– Ja og ???? spørger jeg spændt. Og så bryder han ud i et stort grin:

– Man venter hvert øjeblik, at der kommer en domptør ind og smælder med pisken. Du ligner en zebra.

AK JA, så er det sat på plads.

Det første, jeg gør i morgen, er at suse ned i genbrugsforretningen og skaffe mig af med den. Inden det breder sig for meget, at den her hundedyre skjorte er en billig klud. Der skal nok være en anden, som hopper på den.

Det bliver en befrielse at slippe for at skulle vælge den fra inde i klædeskabet, hver gang jeg skal ud til noget festligt. Jeg hader at have tøj hængende, som minder mig om mine fejlkøb.

HELDIGVIS er der ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget. Jeg bliver nødt til at finde en ny overdel til de fede, sorte, posede Graumann-bukser, som jeg specielt købte lige netop til den skjorte. Det bliver helt sikkert ikke noget sort- og hvidstribet. Man skal ikke være så meget slave af moden, at man går i fangetøj.



0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere