Banker er vigtigere end fattige børn

Julehjælp: Hvor er velfærdsministeren, når det gælder hjælp til fattige børn, spørger Mette Frederiksen (S)

Har velfærdsministeren overhovedet tænkt på de fattige børn, spørger Mette Frederiksen(S). Foto Jesper Stormly Hansen
Har velfærdsministeren overhovedet tænkt på de fattige børn, spørger Mette Frederiksen(S). Foto Jesper Stormly Hansen

- Hvor pokker er velfærdsminister Karen Jespersen (V) henne? Det er jo hendes ansvar i dag at sikre, at ingen børn i Danmark lever i fattigdom?

Spørgsmålet stiller Socialdemokraternes socialpolitiske ordfører, Mette Frederiksen. Hun har de seneste uger været frustreret over, at velfærdsminister Karen Jespersen forholder sig tavs over for de mange tusinde fattige børn, hvis forældre ikke har råd til at holde jul.

– Det er, som om regeringens forhold til sociale problemer forsvandt, da den forvandlede Socialministeriet til Velfærdsministeriet, siger Mette Frederiksen.

– Det er utroligt, at vi slet ikke har hørt fra Karen Jespersen, når hun i Ekstra Bladet har kunnet læse om de mange, fattige børnefamilier, der er i dagens Danmark.

Ude i hampen
– Så vidt jeg kan se, bruger Karen Jespersen al sin energi på at diskutere islamisme og drikke kaffe med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i stedet for at være minister for de børn i Danmark, der kan se frem til en juleaften uden gaver og lækkerier.

– Det er helt ude i hampen, at Karen Jespersen ikke har reageret med en plan for, hvordan vi løser problemerne for de her børn.

– Når Danske Bank ikke kan lave forretning, står regeringen klar med milliarder af kroner for at hjælpe, men den glemmer de fattige børn. Det er usmageligt, for børnene er da vigtigere, siger Mette Frederiksen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere