Engell: Foghs skrækbillede

Regeringens dagsorden er nærmest udtømt. Der er ikke mere på hylderne i VK-butikken, skriver dagens klummeskribent

Hans Engell. Foto: Claus Lunde
Hans Engell. Foto: Claus Lunde

ALLE PARTIER tæsker løs på de radikale, som forleden foreslog, at den kommende skattereform skulle bruges til at puste liv i økonomien. Mangler der nogle milliarder for at gøre reformen udgiftsneutral, sker der ikke noget ved det – pengene vil sikre beskæftigelse og aktivitet, mener Margrethe Vestager, og det forslag er faktisk ikke skævt.

Men SF benyttede lejligheden til at score billige point ved at angribe de radikale for 'økonomisk uansvarlighed'. Den sved –for det er præcis det kainsmærke R gerne vil klistre i panden på SF. Også S og regeringen var stærkt afvisende.

I det hele taget er det lettere at finde eksempler, hvor partierne er uenige på det skattepolitiske område, end hvor de møder hinanden. De fleste er parate til at se på topskatten, ligesom alle ønsker en grøn reform.

MEN HERFRA starter uenigheden. Hvor skal pengene findes til at nedsætte personskatten? Grønne afgifter belaster især børnefamilierne. Flere har kig på de tre milliarder, som det koster, at de faglige kontingenter er fradragsberettigede. Afskaffes den ordning, vil det udløse totalkrig mellem fagbevægelse/S og de borgerlige. Men de radikale støtter forslaget. Og sådan kan man blive ved. Fagligt og sagligt står alle langt fra hinanden.

Hertil det politiske: Regeringens støtteparti, DF, er slet ikke interesseret i en reform. Jo lavere ambitionsniveau, jo bedre. Det bliver meget svært at slæbe Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl til en aftale, hvis ikke andre partier er med. Fuldstændig som med forhandlingerne om jobplanen, hvor først S meldte fra – og bagefter skred DF. Helle Thorning tabte ikke på det forløb. Løkke kunne beskylde hende for uansvarlighed. Det gjorde ikke større indtryk på vælgerne. Regeringen stod som den store taber.

FOR FOGH, Lars Løkke og Lene Espersen vil en gentagelse ved skatteforhandlingerne være et skrækbillede. Helle Thorning kan vælge det standpunkt: Hvorfor hjælpe en regering, der i forvejen er slidt og på nedtur? Det er klart, at Helle risikerer at blive angrebet fra erhvervsliv, organisationer, radikale og regeringen for (igen) ikke at turde tage ansvar. Øvelsen er bestemt ikke uden risiko. Derfor er hun også nødt til at blive ved forhandlingsbordet længe. Men i sidste ende vil et nederlag først og fremmest være regeringens.

Fogh kan blive tvunget til at lægge maksimalt pres på Pia. True hende med valg i utide, hvis hun ikke vil hjælpe regeringen igennem med dens største prestigeprojekt: skattereformen. Nu er Pia normalt ikke en, der bøjer sig for pression. Men udsigten til valg – måske tabt regeringsmagt og dermed en ende på DF's indflydelse – er heller ikke tillokkende. Fogh kan bare ikke være sikker.

TILBAGE STÅR hans futuristiske klimaplan, som knap findes på papir, men kan ses på web-tv. Derudover er regeringens dagsorden for de kommende år på det nærmeste udtømt. Der er ikke mere på hylderne i VK-butikken.

Set i det perspektiv er problemerne med Birthe Rønn en ren bagatel.

Når VK i de kommende par uger skal lægge planer for 2009, er tingene ikke opmuntrende: Den stærkt opreklamerede arbejdsmarkedsreform ligger i ruiner. Klimatopmødet kan blive en fuser, fordi de store lande er mere optagede af egne problemer på grund af finanskrisen end et forkromet klimaprojekt, som har mindre vælgerappeal end stigende arbejdsløshed, et boligmarked, der kollapser, og opsparinger, der forsvinder.

Føjes til det billede en kuldsejlet skattereform, må Fogh konstatere, at regeringens problemer tre år inden det ordinære valg først lige er begyndt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere