Aurvig: Ud i lyset med fattigdommen

De fleste har flere penge til rejser og større biler, men afstanden til de fattige bliver større og større, skriver Tine Aurvig-Huggenberger

Tine Aurvig-Huggenberger. Foto Mads Winther
Tine Aurvig-Huggenberger. Foto Mads Winther

FATTIGDOM I DANMARK – vissevasse, vil velfærdsministeren sige. Det er bare noget, de der venstreorienterede ballademagere finder på for at genere regeringen. Fattigdom, det er da noget, som hører til i ulandene, det er i hvert fald ikke noget, vi gennemsnitsdanskere skænker mange tanker i det daglige. Egentlig tror jeg, at de fleste af os forbinder fattigdom med de eventyr, vi fik fortalt som børn. Jeg husker stadig min egen rædsel over historier som Ditte Menneskebarn og Den lille pige med Svovlstikkerne. Men det var noget, der hørte hjemme i eventyrene og ikke i virkeligheden.

Men fattigdom i Danmark er virkelighed, det er ikke bare noget, der findes i gruopvækkende indslag fra fjerne egne af kloden. Vi lever med fattigdommen i hverdagen, de fleste af os ser den bare ikke. Mens de fleste af os har fået flere og flere penge til charterrejser og større biler, er afstanden til de fattige blevet større og større.

NÅR 50.000 børn ikke kan fejre jul, medmindre deres familie får hjælpepakker fra private velgørende organisationer, når tusindvis af børn ikke kan gå til fritidsaktiviteter, fordi der ikke er råd til at betale kontingentet til idrætsforeningen. Og når børn ikke kan komme på lejrskole med deres klassekammerater, fordi mor og far ikke kan betale, så er det helt konkrete udtryk for fattigdom.

De økonomiske vismænd, som man vist ikke kan beskylde for at være venstreorienterede, vurderer, at der er 75.000 børn i Danmark, der lever i fattige familier.

Og det er et kæmpe problem, fordi al erfaring viser, at hvis du er vokset op i en familie med dårlige livsbetingelser, så får du det også selv, og du giver det videre til dine børn.

DEN NEGATIVE SOCIALE spiral kan altså bare fortsætte og fortsætte. En række af disse børn, ikke dem alle sammen selvfølgelig, men mange af dem er også dem, der bliver postet ud af den danske folkeskole uden at kunne læse, skrive og regne ordentligt. Og så bliver det bare skruen uden ende: social nød og fattigdom, der går i arv til generation efter generation.

Derfor undrer det mig, at regeringen ikke for længst har fastsat en fattigdomsgrænse. Ja ja, argumentet imod en sådan grænse er, at fattigdom sandelig er langt mere kompleks end bare et spørgsmål om penge, og at man da ikke skal pege mennesker ud på den måde.

DER ER MÅSKE NETOP behov for at få peget de fattige ud eller snarere finde ud af, hvem de er, så velfærdssamfundet Danmark kan hjælpe og ikke mindst støtte især de børn, der vokser op i fattige familier. Når vi kan kalde os et velfærdssamfund, er det vel, fordi vi giver børn som voksne de optimale muligheder for at skabe sig et ordentligt liv.

Men sandheden om fattigdommen i Danmark er måske så ubekvem, at en fattigdomsgrænse ville udstille, at det, vi kalder for et af verdens bedste velfærdssamfund, slet ikke virker for dem, som har allermest brug for det.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere