Fogh er på vej i minus

For første gang i regeringens tid, er der udsigt til underskud på de offentlige finanser

Anders og hans regering er for første gang i minus.(Foto: Anders Brohus)
Anders og hans regering er for første gang i minus.(Foto: Anders Brohus)

For kun en måned siden forudså regeringen, at der ville være et overskud på syv milliarder kroner på statsfinanserne, nu forudser økonomerne, at der vil være underskud, og det bliver stort.

Finanskrisen rammer hårdt
Det er første gang i 11 år, at der er et minus, og eksperterne regner med, at det bliver på ni milliarder kroner.

Det er økonomer fra Danske Bank, der har lavet den nye analyse, og de giver finanskrisen skylden for de røde tal på bundlinjen. Det skriver Ritzau.

For kun en måned siden nedskrev Finansministeriet det offentlige overskud fra 56 milliarder kroner til syv, nu bliver de syv så til minus ni, ifølge økonomerne.

Oliepriserne falder
Grunden til at plus syv milliarder forvandler sig til minus ni, skyldes olieprisernes dyk. Da regeringens lavede deres beregninger, regnede de med en oliepris på 70 dollar per tønde. Den er nu faldet til 50 dollar per tønde. Det forværrer udsigterne for den danske økonomi.

Prisfaldet på olie giver staten seks milliarder kroner mindre i indtægt fra Nordsøolien. For en måned siden regnede regeringen med en økonomisk vækst på 0,3 procent, men nu venter flertallet af økonomer nulvækst. Det vil koste 10 milliarder i mistede indtægter fra skat, moms og afgifter, mener analytikerne fra Danske Bank.

Fra 56 milliarder til minus ni
Regeringens forventede overskud på 56 milliarder er altså forsvundet ud i den blå luft og erstattet med et minus på ni milliarder, det er første gang i Fogh-regeringens tid, at der har været underskud på de offentlige finanser.

Har regeringen ført en forsvarlig finanspolitik? Er det udelukkende finanskrisens skyld, at vi kan se frem til nulvækst og underskud?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere