'Cyklisterne må spænde hjelmen'

Kæmpemæssige modulvogntog ruller i dag ud på de danske veje. En stor dag for miljøet, mener vognmændene, men både FDM og Dansk Cyklistforbund frygter for trafiksikkerheden

Modulvogntogene kræver særlig meget plads, blandt andet til at dreje, får ikke lov at køre andre steder i landet end på de udpegede strækninger. Modulvogntogene, her i Helsingør, er op til seks en halv meter længere end de længst tilladte lastbiltog i dag og op til 12 ton tungere. Foto: Carsten Snejbjerg
Modulvogntogene kræver særlig meget plads, blandt andet til at dreje, får ikke lov at køre andre steder i landet end på de udpegede strækninger. Modulvogntogene, her i Helsingør, er op til seks en halv meter længere end de længst tilladte lastbiltog i dag og op til 12 ton tungere. Foto: Carsten Snejbjerg

Et nyt forsøg giver fra i dag kæmpelastbiler adgang til udvalgte danske motorveje. Senere vil det tre-årige forsøg give lastbilerne adgang til landeveje, havne og transportcentre.

Fidusen er, at et modulvogntog skal erstatte 2-3 lastbiler og dermed være en økonomisk gevinst for vognmændene. Samtidig er der en gevinst i form af mindre CO2-udslip (ca. 15 procent).

Vejenes supertankere
En ting er økonomi, en anden er trafiksikkerhed. De nye modulvogntog bliver seks en halv meter længere og 12 ton tungere end hidtil tilladt. Og det har fået både FDM og Dansk Cyklistforbund til at advare mod vejenes nye 'supertankere'.

De lange modulvogntog kan vise sig farligere at overhale for almindelige bilister. Modulvogntogene kan også komme til at skabe ulykkesfremkaldende trafikpropper på vejene, når de selv kører forbi hinanden i de såkaldte elefantoverhalinger, frygter FDM. Forsker i trafiksikkerhed, Gitte Carstensen, fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) deler bekymringen.

- Det tager længere tid at overhale dem, og det kan der være en risiko i, hvis folk ikke beregner tilstrækkelig tid til overhalingen. Det kan være svært, fordi modulvogntogene er længere. Det kan også komme bag på nogle andre trafikanter, at de skal bruge mere plads til at svinge. Og sker der et stop på en motorvej, som chaufføren for et modulvogntog overser, så må man sige, at han med sinde ekstra 12 ton kommer til at smadre lidt mere end almindelige lastbiler, siger Carstensen til Ritzau.

De bedste kører
Formanden for vognmændene i Dansk Transport og Logistik (DTL) er til gengæld meget positivt stemt for forsøget.

- Et af transportbranchens vægtigste bidrag til at nedbringe Danmarks klimabelastninger er modulvogntog. Når man samtidig kan se modulvogntogene som en stor produktionsmæssig landvinding for transportbranchen, er der god grund til at kalde dette for en stor dag, siger DTL's direktør Erik Østergaard.

Han påpeger, at der er prestige i at køre vogntogene, og at vognmændene derfor sætter deres bedste mænd til jobbet. Desuden vil der være færre lastbiler på vejene. Erfaringer fra Sverige og Finland viser ifølge DTL, at vogntogene ikke medfører flere ulykker.

Tror du, modulvogntogene vil være en gevinst for både miljøet og trafiksikkerheden? Eller vil lange vogntog betyde flere færdselsulykker? Og har du et godt råd til, hvordan man undgår at ende i statistikkerne for højresvingsulykker?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere