Thisted: Stop nu Westergaard

Der er ingen grund til at ytre sig bare for at skade andre mennesker skriver Karen Thisted om Kurt Westergaards nye turban-bombe-tegning

NU ER JEG SÅ DØDHAMRENDE træt af tegneren Kurt Westergaard, manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen, at jeg ville ønske, et venligt menneske ville sende ham på pension.

Nogen må fortælle ham, at han har fået berømmelse nok for sine talenter, for det er, som om han er gået i selvsving og ikke kan få nok af rampelysets sødme.

Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær og bragt andre menneskers liv i fare med sine tåbelige tegninger. Og om han så ikke går i gang igen med uformindsket styrke i en bog udgivet af Berlingske Tidendes afsatte klummeskriver, journalist Lars Hedegaard.

HEDEGAARD HAR EFTER afskedigelsen samlet 100 af sine reaktionære klummer fra rubrikken 'Groft sagt' og bedt Kurt Westergaard give den hele armen endnu en gang. Samtidig lægger han ikke skjul på, at han er fyret af politiske grunde, selv om chefredaktør Lisbeth Knudsen dokumenterer usandheden i det politiske martyrium. Men altså, det værste er 73-årige Kurt Westergaards tegninger, for hvis de nu igen skal sætte verden i brand, er det ikke til at bære.

De fleste mennesker vil kæmpe for retten til at ytre sig, men der er ingen grund til at ytre sig bare for at skade andre mennesker.

JEG GARANTERER FOR, at ingen havde lagt særlig mærke til folkeskolelæreren og købmandssønnen fra landsbyen Døstrup i Himmerland –i hvert ikke som tegner –hvis ikke han havde tegnet den bombe.

Og nu kan han ikke holde op –jeg tror, at han er begyndt at betragte sig selv som en stor, provokatorisk kunstner, som ingen kan stoppe.

NÅR HAN PORTRÆTTERES i f.eks. Politiken i denne uge, må han selv stå bag nogle af de meget personlige oplysninger.

Og de tyder på en mand, der har store tanker om sig selv og sin baggrund for at fornærme hele den muslimske verden.

De store tanker startede nemlig allerede i den indremissionske søndagsskole, for her fik han en grundlæggende angst for religioner.

FANDEN MÅ DA HAVE TAGET ved søndagsskolelæreren i Døstrup, for knægten fik et skræmmende indtryk af den fundamentalistiske lære, som –ifølge Westergaard –gælder for såvel ekstreme muslimer som himmerlandske medlemmer af Indre Mission. Og det blev et livsvarigt traume.

Det skal vi andre så lide under, og ikke nok med det, han koster det danske samfund formuer og ekstra arbejde for Politiets Efterretningstjeneste, der har forhindret, at han blev slået ihjel af en tuneser, som politikerne nu ikke ved, hvad de skal stille op med.

VI TRÆNGTE SKATTEBORGERE har betalt store summer for at pansre Kurt Westergaards rækkehus i Århus, som af PET er blevet udstyret med panserglas, panserdøre og overvågningskameraer, så Kurt og konen Birgitte på tv-skærme i hele huset kan følge med i trafikken på havegangen.

I huset er der bygget et sikkerhedsrum, hvor Kurt og Birgitte kan låse sig inde, hvis de bliver bange.

Kære Kurt Westergaard, jeg beder dig inderligt: Stop nu! Og jeg mener det alvorligt.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere