Rejsekongen Fogh

Har rejst næsten lige så meget i år, som dengang han var formand for EU.

Der bor ikke flere mennesker i Stor-Hamburg end i Danmark, men Anders Fogh Rasmussen rejser rundt i Verden som var han regeringschef i en stormagt.
Ihvertfald har han rejst næsten lige så meget i år, som dengang han var formand for EU.
Fraregnet ferieperioder har han i år haft 59 arbejdsdage i udlandet. Og fik han bonuspoints, hvad han ikke gør, siger Statsministeriet til Nationen!, så ville han have frirejser til mange år frem i tiden

25 rejser til 20 lande
Dagene er fordelt på 25 rejser til i alt 20 lande, viser en optælling foretaget af Jyllands-Posten på baggrund af oplysninger på Statsministeriets hjemmeside.
Det er tæt på de 70 arbejdsdage i udlandet, som Fogh havde i EU-formandsåret 2002, og en anelse mere, end han sammenlagt rejste i 2006 og 2007 .

Nordisk rekord
Og det er mere end både den norske og den svenske statsminister. Sveriges Fredrik Reinfeldt har ifølge den svenske regerings hjemmeside haft 30 rejsedage i udlandet mod 43 til Norges Jens Stoltenberg, skriver Jyllands-Posten.
Fogh opholder sig næsten lige så meget i udlandet, som udenrigsminister Per Stig Møller (K), der ifølge Udenrigsministeriet i år har haft 70 arbejdsdage uden for landets grænser.

På rejse efter top-job
Rejseaktiviteterne er blandt hovedforklaringerne til rygterne om Foghs kandidatur til en international toppost. Rygter, som i går fik tillidsfolk i Venstres bagland til at efterlyse en klar aflysning af kandidaturet fra Foghs egen mund.
Meldingen fra baglandet får Fogh til at gå til frontalangreb på kritikerne af hans rejseaktiviteter.

Nødvendigt siger Fogh
- Jeg må ligeud sige, at de, der ikke kan forstå, at det er nødvendigt med rejseaktivitet, har overhovedet ikke forstået, hvad det vil sige at varetage et lands interesser i en moderne globaliseret verden, siger Anders Fogh Rasmussen.

Har det været mere godt for Fogh og hans fremtid end for landets, at statsministeren har rejst så meget, eller skulle Fogh i højere grad have været hjemme og passe foreningen Danmark?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere