Danmark lærer at føre valgkamp af Obama

Vi efterligner amerikanernes hang til glitter, glimmer og drama, men er det vejen frem?

Barack Obama - den retskafne helt, der skal redde Amerika
Barack Obama - den retskafne helt, der skal redde Amerika

Man kan mene meget om amerikanernes måde at føre valgkamp på. Det kan være beskidt, endimensionelt og med elementer af følelsesporno, men det virker. Den, der profilerer sig som den bedste leder, vinder.

Udramatiske Danmark
Når det kommer til at skabe drama, halter Danmark noget bagefter. Det er svært at forstille sig en halv time lang reklamefilm på DR1 og TV2 i primetime, der viser Anders Fogh Rasmussens liv i billeder akkompagneret af følelsesladet musik.

Ej heller forestiller man sig, at uretmæssige beskyldninger om, at Helle Thorning Schmidt skulle være terrorist, kommer til at præge næste valgkamp.

Den amerikanske valgkamp er et vedkommende drama med to fascinerende mænd i kamp mod hinanden på godt og ondt. Politikken interesserer vi os ikke så meget for, det handler mere om, hvem der er for og imod hvad. Det er personerne, der optager os, og det er dem, vi hepper på.

Journalist og ekspert i kommunikation, Jens Gaardbo, mener, at den danske valgkamp kommer til at ligne den amerikanske. Det gør den faktisk allerede.

Værdier og lederskab
- Vi kan gå helt tilbage til Nyrup, der var meget inspireret af den amerikanske valgkamp. Anders Fogh Rasmussen har også ladet sig inspirere af både England og USA. Det så vi under sidste valgkamp, da statsministeren kørte rundt i hele landet med en kampagnebus. Et andet eksempel er de store tv-debatter, hvor man kun inviterede statsministeren og oppositionslederen, så det i højere grad blev en kamp mellem to ledere. Det er allerede sket, siger Jens Gaardbo.

Jens Gaardbo fortæller, at den danske valgkamp sandsynligvis vil nærme sig den amerikanske yderligere.

- Før i tiden stemte vi på baggrund af de enkelte partiers politik. I dag har politikken klumpet sig så meget sammen omkring midten, at der ikke er den store forskel. Det er derfor andre ting, der fokuseres på i valgkampen.

Når politik bliver usynligt, er der, ifølge Jens Gaardbo, to ting, politikerne kan fokusere på: Værdier og lederskab.

Det ser man i høj grad i USA, hvor det er værdierne, der er i centrum, frem for det egentlige politiske indhold. Den tilstand nærmer vi os også i Danmark, mener Jens Gaardbo. Lederskab og værdier kommer til at spille en stadigt større rolle.

Der er en ting, kommunikationseksperten håber på, at de danske politikere vil undlade at lade sig inspirere for meget af. Det er de amerikanske politikeres store kampagnebidrag.

- Det er svært at gennemskue for vælgerne, hvad politikerne har lovet at gøre til gengæld for deres store bidrag, og det er ikke ordentligt politik, siger han

Kan de danske politikere lære noget af Obama og McCain? Synes du, det er en god idé, at fokus ligger på værdier og lederskab frem for politisk indhold? Skal der mere glimmer og glitter ind i valgkampen?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere