Kræftens Bekæmpelse taber 62 mio

Faldende aktiekurser har betydet at Kræftens Bekæmpelse taber penge - så mange, at indtægterne fra to landsindsamlinger er tabt

Kræftens Bekæmpelse er ramt af finanskrisen. Både dette og sidste års landsindsamling er ifølge TV AVISEN gået tabt, fordi organisationen er blevet offer for den seneste tids finanskrise.

- Det er træls at tabe penge. Vi kan bedst lide at vinde penge. For det giver mulighed for at hjælpe kræftpatienter, siger direktør i Kræftens Bekæmpelse, Arne Rolighed, til TV AVISEN.

En del af Kræftens Bekæmpelses formue placeres nemlig i aktier, og de er styrtdykket i værdi. En opgørelse viser, at der er tabt 55 millioner kroner på aktier, heraf alene 17 millioner i sidste måned. Hertil kommer et mindre tab på obligationer så de samlede tab kommer op på 62 millioner kroner.

- Vi beholder aktierne og venter til, at de stiger igen, siger han.

Kræftens Bekæmpelse er den eneste organisation, der har spekuleret på indsamlingsmidler, siger TV AVISEN. Men er det OK, at indsamlingspenge bliver placeret i aktier?

0 kommentarer
Vis kommentarer