Paula: Er DR til højre eller venstre?

Klummen: Har nogen måske spurgt til, hvorfor alle disse borgerlige journalister fra DR vælger nye græsgange? spørger Paula Larrain

Paula Larrain filosoferer over, om DR mon er venstre- eller højredrejet. Foto: Ekstra Bladet
Paula Larrain filosoferer over, om DR mon er venstre- eller højredrejet. Foto: Ekstra Bladet

PÅ DET SENESTE ER debatten om DR's eventuelle politiske slagside igen fundet frem til avisernes spalter. Denne gang er anledningen, at nok en studievært har besluttet at kaste sig ind i politik for et borgerligt parti.

Med dette som bevis hævder venstrefløjen, at alle angreb mod DR's påståede venstredrejning nu definitivt at slået i jorden. Men det er noget sludder. Sandheden er lidt mere kompleks og kan ikke læses ud fra enkelte journalisters personlige valg.

FOR DET FØRSTE er det ikke underligt, at netop journalister tager springet over i den politiske lejr. Det er præcis samme samfundsengagement, der driver politikere og landets dygtigste journalister.

De journalister, der ikke på en eller anden måde brænder for sagerne, er som regel enten udygtige eller kyniske jægere af den gode historie for den gode histories skyld. Journalister, der brænder for samfundet og deres fag, har naturligvis også politiske meninger. Af disse er de allerdygtigste dem, der kan sætte sig ud over egne holdninger og behandle alle fair ud fra så neutrale præmisser som muligt.

DERFOR ER DET kun et kompliment for en journalist, der bliver politiker, at folk bliver overrasket over vedkommendes politiske ståsted. Desværre er ikke alle journalister og redaktører lige gode til at se bort fra egne holdninger. Derfor er det slet ikke sjældent, at journalistik bliver ensidig. Navnlig på det seneste er dansk journalistik blevet værre og værre.

På redaktionerne har de for få penge til undersøgende journalistisk, og det betyder, at spalterne bliver fyldt med holdningsjournalistik – tendentiøse artikler, der er blevet til på journalistens flade bagdel foran computeren og kun med en sparsom uddannelse som udgangspunkt.

DA RIGTIG MANGE journalister i deres ungdom har raset over verdens uretfærdigheder, og som sagt siden kun har været udsat for sparsom uddannelse, så hænger de ofte fast i traditionelle venstrefløjsdogmer præget af tidens socialdemokratiske tabuisering.

Der er bare nogle ting, som ikke engang er til diskussion. Så som: Det er altid synd for dem i Afrika, USA er et grimt land med mange fattige og onde, rige mennesker, babysæler er bedre dyr end køer, og derfor må deres skind ikke bruges til tøj, biler er noget skidt, cyklen er god, og alle på overførelsesindkomst har fortjent hver en krone – selvom de udgør 1,7 millioner af en velstående befolkning på fem.

HVIS MAN SÅ FORESTILLER SIG, at alle disse dogmer bliver lagt ned over den journalistiske vinkling af de daglige nyheder hver dag, ja, så kan man godt tænke sig til, at journalistikken kommer til at se lidt venstredrejet ud.

Og tro mig, dette gælder ikke kun for DR's journalister, men også f.eks. Berlingskes, der bestemt ikke er mere borgerlige end Politikens. Borgerlige journalister er sjældne, og det mærker man da så tydeligt, når man selv er borgerlig og arbejder på et nyhedsmedie.

Har nogen måske spurgt til, hvorfor alle disse borgerlige journalister fra DR vælger nye græsgange?