Cecilie Beck: OL og politik hænger sammen

Klummen: Hvordan kan nogen som helst så finde på at sige, at OL i Beijing er en apolitisk begivenhed? spørger Cecilie Beck

Cecilie Beck glæder sig til otte dages ferie i OL byen Beijing. Foto: Thomas Sjørup
Cecilie Beck glæder sig til otte dages ferie i OL byen Beijing. Foto: Thomas Sjørup

I AFTEN sætter jeg mine ben på plads bag de snævre sæder i et SAS-fly og sætter kursen direkte mod Beijing. For at holde otte dages ferie i det summende, boblende, kontrollerede kaos, jeg regner med, at en OL-by er. Jeg glæder mig vildt. For jeg har hverken været til OL eller i Kina før.

DET SIDSTE ærgrer mig faktisk en del. For jeg kan forstå, at De Olympiske Lege har forandret Beijing i en grad, så ældre kinesere har svært ved at genkende deres egen by.

Det får mig til at blande mig i debatten om, at man ikke skal blande sport og politik sammen. For den lommefilosofi bliver nemlig gentaget igen og igen i de her dage, så det nærmest lyder som et mantra fra en yoga-aftenskole. Og det er da meget sødt og sympatisk at mene, at vi skal holde det legesyge menneskes fredelige kampe i forskellige sportsdiscipliner skilt skarpt ad fra politik. Men det er desværre også en naiv illusion at tro, at det på nogen måde kan lade sig gøre.

I DEN MODERNE verden har ALT, hvad vi gør, en konsekvens og betydning. Og når det bliver tillagt politisk betydning, om man vælger fairtrade-kaffe i Brugsen, og når Paris Hilton pludselig spiller en rolle i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvordan kan nogen som helst så finde på at sige, at OL i Beijing er en apolitisk begivenhed?

SELVFØLGELIG er det da en åbenlys storpolitisk beslutning at lægge verdens største sportslige begivenhed i Kina.

Et gigantisk milliardshow, både målt i dollar og i antal af øjne, der hviler på begivenheden – placeret i et land, som har en mildest talt alternativ måde at fortolke begreber som menneskerettigheder og demokrati. Det har naturligvis en kæmpe politisk effekt – både negativ og positiv. F.eks. har OL i sig selv ført til utallige menneskerettighedskrænkelser. Hundredtusindvis af arbejdere er blevet flyttet ind fra landområderne for at bygge OL-byen under elendige vilkår, tusindvis af mennesker er blevet tvangsflyttet fra deres hjem, og styret har op til OL haft et voksende ønske om at lukke munden på interne kritikere.

Men samtidig har OL fået det kinesiske styre til at forbedre sig på en lang række punkter og måske oven i købet skærpet deres fornemmelse af, hvad vi mener i Vesten, når vi siger demokrati, pressefrihed og fri adgang til information.

Man kan kalde det en stupid eller klog politisk beslutning, alt efter om man tror på, at gulerod eller stok er den rigtige medicin over for det kinesiske styre. Men en politisk beslutning, det er det uomtvisteligt.

OM DE MENIGE kinesere synes, at der er flest plusser eller minusser på den politiske OL-konto, det bliver jeg forhåbentligt lidt klogere på i løbet af den kommende uge. Uanset hvad, så kan jeg næsten ikke vente på mødet med en by med 14 millioner indbyggere og mere end en million gæstende OL-tosser fra hele verden.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen