Theil: Fri mig for al den kontrol

Klummen: Kontrol og sikkerhed sniger sig ind over alt. Efter mødet med en lidt for sikker bil, har Pernille Rosenkrantz-Theil fået nok.

KAMERAER OP PÅ hvert gadehjørne, mobiltelefoner, der afslører, hvert eneste skridt man tager, dokumentation for hvert minuts arbejde i det offentlige, cpr-registrering og adressetjek ved handler på nettet.

Kontrol og styring sniger sig ind i alle ender og kanter af vores liv. Det er blevet så normalt, at ingen hæver et øjenbryn over, at selv teknologien er begyndt at kontrollere og opdrage på os.

Normalt er jeg ret glad for ny teknologi og nye små og store dimser, der kan nye, sjove ting. Men jeg må til at genoverveje den indstilling. Der er nemlig en tendens til, at ny teknologi er spækket med indbygget overformynderi. Det tangerer efterhånden det komiske i hverdagen.

ET EKSEMPEL PÅ hysterisk opdragende teknologi er min brors bil. Den fik jeg allernådigst lov til at låne, da jeg skulle en tur i Danmarks Akvarium med hele den pukkelryggede. Vi triller af sted i adstadigt tempo. BIP BIP BIP, råber bilen pludselig med stadig stigende styrke.

Jeg bliver så forskrækket, at jeg i en elegant undvigemanøvre er ved at torpedere tre-fire vejskilte på Jagtvejen. Der sidder nemlig sådan nogle følere i bilen, som fortæller, om man er ved at ramme nogen, så min første indskydelse er naturligvis, at undvige eventuelle modkørende eller medkørende.

MEN, MEN, MEN, en lampe i displayet lyser og blinker og fanger derfor min opmærksomhed. Den kan nemlig med stor nøjagtighed afsløre, at synderen er min mor. Altså ikke, at hun er ved at køre ind i os, for hun sidder på bagsædet. Nej, hun har taget sin sikkerhedssele af, og det er derfor, alt blinker og dytter.

Alt imens jeg bruger tid på at efterforske sagen på bilens display, stopper bilerne foran mig for rødt. Heldigvis havde jeg holdt god afstand, for ellers havde bipperiet og ikke mindst min grundige efterforskning udløst en harmonikaulykke, som jo alt andet lige kunne være temmelig alvorlig.

BEFIPPET, SOM min mor også bliver af situationen, tager det dobbelt så lang tid for hende at få udstyret på igen. Efter en del fumlen og en stadig mere og mere skærende biptone, som nu udløser en bævende underlæbe hos min lille søn, lyder der et klik fra spændet, og alt bliver befriende stille.

Displayet falder igen til ro, og jeg kan nu koncentrere mig om vejen igen.

EFTER ROEN HAR sænket sig, funderer jeg over, hvad i alverden det skal til for. Er det ment som en sikkerhedsforanstaltning?

Hvis det er tilfældet, så er det da den mest ulykkefremmende sikkerhedsforanstaltning, jeg endnu har været i nærheden af. Jeg spekulerer endnu en gang over, hvem alt detn her opdragelse og kontrol egentlig er til for? Jeg er så træt af, at vi bliver påduttet at være bange for alting, og at alting konstant skal gøres så forbandet rigtigt.

NU SKAL VI SÅ også underlægges tåbelige bilers formynderi i form af bip og dyt, hvis blot man gør en lille ting forkert i to sekunder. Fri mig for den slags fjernstyrede opdragelsesmekanismer.

0 kommentarer
Vis kommentarer