Giv børnene sikker chat

nationen!s brugere og chatekspert giver gode råd til børnenes snak på nettet. Læs de bedste do's og don'ts her.

Skal de små på nettet? Så læs hvordan du sikrer dem bedst muligt mod børnelokkere og andre fælder her! (foto: colourbox)
Skal de små på nettet? Så læs hvordan du sikrer dem bedst muligt mod børnelokkere og andre fælder her! (foto: colourbox)

De sidste fire dage har Ekstra Bladet afsløret fire danske mænd mellem 36 og 72 år i at ville have sex med en 13-årig pige.

Vi kan godt fortsætte med at afsløre børnelokkerne én efter én. Men vi kan lige så godt også forebygge problemet. Derfor har nationen! bedt om læsernes råd til bedre chatsikkerhed - og fået chateksperten Linda Krüger Nielsen, SSP-konsulent i Gladsaxe til at give sit besyv med.

Tag nettet seriøst
– Det vigtigste er at tage nettet seriøst som forælder. Hvis man ikke gør det, risikerer man at blive hægtet af en stor del af barnets liv, siger hun.

Forældrenes interesse er faktisk langt vigtigere end både politiagenter og digitale signaturer, mener Linda Krüger, der opfordrer forældrene til at tage musen i egen hånd.

Digital signatur ikke nok
Indfør digital signatur til børn, foreslår Henning Nielsen. Hvis der eksempelvis er et chatrum kun for 10-12-årige, er det så kun den aldersgruppe, der kan komme ind

– Hvis man lovgiver om det, vil mange unger bare fortrække til udenlandske sider, tror jeg. En signatur kan være en god retningslinje, men også en falsk tryghed, hvor forældrene glemmer at tage ansvar, siger Linda Krüger.

Ingen forbud og spioner
– Børn skal da ikke sidde foran skærmen og have sin egen computer før de er i konfimationsalderen, skriver Claus Wennike. Men sådan et forbud hjælper ikke, fastslår Linda Krüger:

– Man kan lige så godt forholde sig til, at alle unge går på nettet. Hvis man siger, at de ikke må, skubber man bare problemet foran sig, siger hun.

Hun synes heller ikke, at forældrene skal spionere i børnenes gemte chatfiler. Det får bare børnene til at chatte andre steder, fordi de også har ting, de gerne vil have for sig selv.

Lær selv nettet at kende
– Den eneste måde forældre kan sikre børn på nettet, er ved at lære dem at færdes sikkert på nettet. Man lader heller ikke sine børn gå over vejen, før de har lært at se sig for, pointerer Bjarke I. Pedersen.

Flere læsere skriver også, at forældre selv skal sætte sig grundigt ind i internet og chat - og det er Linda Krüger helt enig i.

– Forældrene tænker i øvrigt ofte kun på pædofilien og glemmer de andre farer, der fylder hos de unge. Tæskehold og at de udstiller billeder af hinanden på nettet. Derfor skal forældrene sætte sig ind i hele universet og tale med børnene om det, siger Linda Krüger.

Se med på barnets chat
- Jeg har en ordning med børnenes mormor, som har oprettet en profil på Arto.dk. Hun tjekker jævnligt om der skulle være noget skummelt, hun chatter lidt med børnene og stiller spørgsmål til fremmede, som prøver at chatte, skriver Ann Jeanett Nielsen.

Linda Krüger foreslår noget lignende:

– Forældrene betaler jo internetregningen, så de kan til gengæld bede om at se børnenes billeder og profiltekst på nettet. Hvis forældrene viser interesse i bare 10 minutter, kan de bede barnet om at sige til, hvis der er problemer.

Webcam er godt og skidt
– Køb web-cam. Alle børn har i dag webcam, og hvis barnet ikke kan få en webcam-snak med den, de chatter med, er det højst sandsynligt en voksen, skriver Lotte Aagaard.

– Både ja og nej. Jo flere ting, man har på nettet, jo flere muligheder er der for krænkelse og for, at tingene ender i de forkerte hænder, siger Linda Krüger.

Stil computeren i stuen
– Barnets computer bør stå i et rum, hvor forældrene kan have opsyn, foreslår Ivan Christensen.

– Det er en rigtig god idé at stille den ude i gangen eller inde i stuen. Lær børnene, at computeren er en fælles ting. Så kan man spørge, hvad de er i gang med og få en god samtale uden at snage, siger Linda Krüger.

1 af 2 SSP-konsulent Linda Krüger Nielsen mener det vigtigste for børnenes sikre chat er, at forældrene også føler sig hjemme på nettet og kan snakke med børnene om det (foto: Benjamin Kürstein)
2 af 2 Skal de små på nettet? Så læs hvordan du sikrer dem bedst muligt mod børnelokkere og andre fælder her! (foto: colourbox)
0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere