Tirsdag den 11. september 2001 er gået over i historien som en dag, alle vil huske.
To kaprede fly fløj ind i World Trade Centers to karakteristiske tårne i New York og det amerikanske militærhovedkvarter Pentagon blev også ramt af et fly. Senere styrtede et fjerde fly, 'Flight 93' ned i nærheden af Pennsylvania.
Det var tydeligt, hvad der var sket. USA var blevet angrebet af terrorister. Det første angreb på amerikansk jord siden japanernes bombardement af Pearl Harbor i 1941.
Efter angrebet er der dog opstået et mindre hav af teorier om, hvad der virkelig skete. Teorierne omkring 11. september er mange, her har vi blot listet nogle af dem.
Det var nemlig ikke bin Ladens Al Qaeda, der angreb. Det var derimod USA selv, der stod bag angrebet. Blandt andet for at styrke USA's militære kapaciteter og have en årsag til at indlede en krig i Afghanistan og Irak for at få fingrene i den værdifulde olie.
Det er i hvert fald hvad konspirationsteoretikere mener.
Et nyt Pearl Harbor
Påstanden bliver underbygget af det såkaldte ' Project for the New American Century', altså projektet for det nye amerikanske århundrede.
Projektet blev startet i 1997 og havde så prominente navne som Dick Cheney (vicepræsident for George W. Bush), Jeb Bush (bror til George W.), Donald Rumsfeld (forsvarsminister januar 2001-2006) og Paul Wolfowitz (viceforsvarsminister 2001-2006 og en af arkitekterne bag Irak-krigen) blandt dets grundlæggende medlemmer.
I en rapport fra 2000, hvor organisationen argumenterer for et dominerende USA for at sikre landets overlevelse, skriver man, at forandringsprocessen vil vare længe. Med mindre USA bliver udsat for en 'katastrofal og katalyserende begivenhed', som for eksempel 'et nyt Pearl Harbor'. Læs rapporten som PDF-dokument.
Med andre ord: Den ændring, vi gerne vil have, kan ske hurtigere, hvis USA bliver angrebet a la Pearl Habor.
Kontrolleret nedrivning?
En anden ting, der peger i den retning, mener teoretikerne, er den måde, som de to tårne styrtede i grus på. Mange finder at kollapserne minder alt for meget om de kontrollerede implosioner, man ser, når huse skal rives ned.
Efter sammenstyrtningerne sagde en brandmænd på stedet til et rullende kamera, at han hørte noget sige 'boom-boom-boom-boom' ned ad etagerne i takt med, at bygningen styrtede sammen.
Her fremhæver konspirationsfolkene også det faktum, at man besluttede sig for at nedlægge Bygning 7 i WTC-komplekset, da den var blivet hårdt beskadiget af blandt andet faldende materiel.
Her undrer folk sig over, hvordan man med så kort varsel kunne få monteret eksplosiver i bygningen og få det detoneret. En proces der normalt tager flere uger.
Det magiske Pentagon-græs
Udover World Trade Center blev også Pentagon som bekendt ramt. Her finder konspirationsteoretikere det dog mere end pudsigt, at flyet træffer i den fløj af den femkantede bygning, der var under ombygning og derfor affolket.
Hullet i Pentagons ydermur, inden den kollapser, er samtidig heller ikke stort nok til at et fly af den type kunne passe ind. Spor efter haleror og vinger er der heller ingen af, fortæller værten i filmen ' 911 in Plane Site' der tager mange af teorierne omkring angrebet den 11. september op.
Påfaldende finder man det også, at græsset foran Pentagon på ingen måde bærer præg af at have været i nærkontakt med et fly. Græsset er ingen steder svedet, og der er ingen rester af flyet at se.
Siden er der blevet frigivet optagelser af det fly, der skulle have ramt Pentagon. Optagelserne er dog blevet kritiseret for kun at vise alt for lidt, blandt andet er det svært at afgøre, om filmklippet indeholder et fly eller sågar et missil, som nogle mener det var, der ramte.
Tre millioner at rutte med
Endnu en ting, der undrer konspirationsteoretikerne er økonomien i undersøgelserne af angrebet bagefter. I sin bog ' Det Nye Pearl Harbor' tager den pensionerede filosofi-professor David Ray Griffin fat i netop dette.
I januar 2003 fik den uafhængige 11. september-kommission således 3 millioner dollars. Til sammenligning fik den kommission, der blev nedsat til at undersøge Columbia-rumfærgens styrt 50 millioner dollars, skriver Griffin.
Time Magazine skrev ifølge Griffin i 2003, at 11. september-kommissionen bad Bush-administrationen om yderligere 11 millioner dollars. Det blev afvist.
Hvor blev flyene af?
En anden ting, der undrer David Ray Griffin er, at man ikke tilkaldte assistance fra den nærmeste luftbase.
I stedet vælger man en luftbase længere væk, og Griffins beregninger, tid for take-off og hvor langt de nåede, viser oven i købet, at disse fly ikke har fløjet med fuld kraft for at nå New York i tide.
Griffin mener, at der er blevet givet en såkaldt 'stand down'-ordre, altså en ordre om at militæret skulle forholde sig passivt. Ellers kunne det ikke være gået så galt, argumenterer han.
Nedstyrtning eller nedskydning?
Og her stopper teorierne ikke.
Det fly, der styrtede ned i Pennsylvania, Flight 93, styrtede slet ikke ned. Det blev i stedet skudt ned. Ifølge konspirationsteoretikere kan dette ses ved, at vragstumperne blev fundet så langt fra hinanden, at der må være sket en eksplosion i luften, som har skilt dem ad.
Ifølge David Ray Griffin peger telefonopkaldene fra passager på flyet til folk på landjorden i samme retning: Der var en eksplosion i luften inden, flyet, eller resterne af det, rammer jorden.
Blandt andet sagde en af passagererne via telefonen, at han så hvid røg i flyet. Det benægtede FBI, og personen, der havde modtaget opkaldet måtte ikke tale med pressen, fortæller Griffin.
Ifølge en avisreportage er det sidste, der høres på cockpittets lydoptager lyden af vind. Det peger i retning af, at cockpittet er blevet perforeret, skriver Griffin.
Et andet spøgelse fra fortiden, som David Ray Griffen hiver frem er historien om, hvordan USA var parat til at sænke et skib med cubanske civilister med et fly forklædt som et cubansk jagerfly. Det skulle ske med det formål at vinde den folkelige opinion imod Castros kommunistiske Cuba.
Det 'tiltag' var et del af ' Operation Northwood', der blandt andet havde til formål at forøge spændingen mellem USA og Cuba og påvirke den folkelige opinion og FN. Påfaldende, mener konspirationsteoretikere.
Afstemningen er afsluttet. Resultatet blev 50/50, således at den ene halvdel tror på den officielle teori, mens den anden halvdel mener, at der er noget suspekt over det.