Hash-Lars ransaget: I har glemt kælderen

Licens-Lars eller Hash-Lars eller bare Lars Kragh Andersen fik i weekenden besøg af sine tidligere kolleger fra Københavns Politi, der ransagede hans hjem

Fra en tid før han slog sig på aktivistisk narkohandel: Lars Andersen holder Nytårstale til DR(foto fra video)
Fra en tid før han slog sig på aktivistisk narkohandel: Lars Andersen holder Nytårstale til DR(foto fra video)

- Lars Andersens bolig er blevet opbrudt og ransaget af mænd med pistoler, fordi undertegnede har solgt tørrede blade til voksne mennesker. Både dommeren, politianklageren og de involverede kollegaer burde skamme sig over deres krænkende og samfundsskadelige handling. Desuden glemte de at lede i kælderen...;-), skriver Lars Kragh Andersen på sin Facebook-side.
Han vedhæfter samtidig et billede af ransagningskendelsen fra Københavns Politi.
Ransagningen fandt sted, efter at Lars Andersen havde solgt joints til fire mennesker fra sin lejlighed i København som en del af en 'aktion' for fri hash. Hash-salget blev fuldt dokumenteret med billeder af handlen på Facebook. Da Politiet ikke gjorde noget, lavede Lars Andersen selv en anmeldelse - af sig selv.

Stakkels Lars?
Hvor Lars Andersen ikke selv virker, som om han tager de mulige konsekvenser særlig alvorligt, er der flere af hans Facebook-bekendte, der er bekymrede:
- Stakkels dig Lars. Du har tydeligvis hjertet på rette sted, det må være hovedet, det kniber med. Jeg tror ikke, det er særlig sjovt at sidde i fængsel. Jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvad du prøver at opnå - måske undervurderer jeg dig :-), skriver Jørgen O.
Lars Andersen forklarer selv:
- Men jeg ønsker opmærksomheden, så jeg kan anskueliggøre, hvor krænkende myndighederne opfører sig, skriver han.
David P. kan ikke se pointen:
- I virkeligheden er det jo dig, der burde skamme dig. Handlingen er jo din - retssamfundet reagerer blot på den, som retssamfundet altid vil gøre, når en direkte ulovlig handling åbenlyst observeres. Det er logikken i et retssamfund. I sidste instans er det dig, der har spildt politiets, dommerens og anklagerens tid og dermed også spildt skatteydernes penge og brugt bundne midler, der kunne være gået til at bekæmpe seriøs kriminalitet og ikke bare finansiere et eller andet ideologisk medieshow. Hvis jeg er forarget over noget, er det, hvor meget af det offentliges tid du bruger på din egen person, skriver han.

Ryger ikke selv
Lars Andersen er ikke selv hashryger, men påkaldte sig i sin tid megen opmærksomhed, da han som daværende politiassistent i København udtalte, at han nægtede at konfiskere hash.
- Der er intet i vejen med at være for narkotikaindtagelse. Det skal vi lige have slået fast. :-) Men jeg er ikke tilhænger af narkotika, selv om jeg er narkohandler - jeg er til gengæld tilhænger af selvejerskab og dermed retten til egen krop, skriver han.
Han har konsekvent dokumenteret alt, hvad han har gjort, på Facebook og sågar indsendt en joint som bevismateriale.
Ransagningen af hans lejlighed begrundes med, at der 'ville kunne findes spor, der kan tjene som bevis eller ting, der kan beslaglægges'.

Er ransagningen af Lars Andersens lejlighed en 'krænkende og samfundsskadelig handling'?