'Dummebøde' på 50 mia for vejhuller

Ekstrabladets læsere har foreløbig rapporteret om mere end 500 alvorlige vejhuller. Det undrer ikke de danske ingeniører, der klager over manglende rettidig omhu hos kommunerne

- Det er ikke mærkeligt at EB’s læsere kan finde nogle huller rundt omkring – måske snare utroligt at de kan finde noget vej.

Sådan indleder Foreningen af Rådgivende Ingeniører en mail til nationens! vejservice, der siden torsdag har samlet på vejhuller. Ingeniørerne har fulgt med i læsernes meldinger på nedenstående kort, og læserne bekræfter det billede foreningen kender: Manglende vedligeholdelse af især de kommunale veje har ødelagt den danske infrastruktur.







To til tre gange så dyrt
- Det koster to til tre gange mere at rette op på en forfalden vej som at vedligeholde i tide. Vejvedligeholdelse er desuden jobskabende – også i en krisetid, hvor der fra både statsligt og kommunalt hold bør være fokus på arbejdspladser, der skaber samfundsværdi.

- Det er derfor helt uforståeligt, at kommunerne ikke bruger vejvedligeholdelse som en oplagte mulighed for at spare penge på længere sigt og få folk i arbejde på kort sigt, siger FRI-direktør Henrik Garver til nationen!, hvis beregninger forudsiger en forværring på vejområdet.

Pris: 50-100 milliarder
I alt mener ingeniørerne, at der skal bruges mellem 50 og 100 mia. kr. på veje og broer i Danmark, hvis det samlede danske vejnet skal op i god tilstand.

Ingeniørerne giver de kommunale veje karakteren 2, og begrunder den lave karakter med 'væsentligt efterslæb og behov for en forstærket indsats'.

Hvilken karakter vil du give de danske veje? Og kender du et vejhul, der ikke er markeret på kortet?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere