Nogen må have set mor med 8 børn flygte

Jeg appellerer af hele mit hjerte til jer, der har magten: Sørg for, det aldrig sker igen!

Karen Thisted.
Karen Thisted.

I FORBINDELSE MED nedrivningen af rædselshuset i Brønderslev er der fremkommet fotos fra hjemmet og dets beboere, der har brændt sig fast i min sjæl, så jeg ikke kan slippe det vanvittige liv, der har udspillet sig i en dansk familie på 12 medlemmer.

Når jeg mindes, hvordan hele verden gik op i den østrigske tragedie, hvor en datter i årevis blev holdt indespærret i familiens kælder og fødte sin fars børn, uden at myndigheder eller familie og naboer reagerede, så kan det undre, at den danske lige så grufulde historie – endda med flere ofre – kan gå så forholdsvis stille af, som tilfældet er.

DE BILLEDER, jeg lige nu sidder og ser på, viser et hjem, der ikke ligger særlig øde, men er så gruopvækkende og forfærdeligt et sceneri fra livet i en stor familie, der ikke kan have undgået at have haft kontakt med myndigheder, læger, skoler, naboer, skolebuschauffører, postvæsenet, socialvæsenet, skoletandlæger, præster fra konfirmationsforberedelser, sundhedsplejersker og fødselsafdelinger – for ikke at tale om de ti børns skole- og børnehavekammerater og disses forældre.

MODEREN I FAMILIEN havde ikke udearbejde, men hun må for mange år siden have opgivet ævred, for det store hus er så møghamrende og tragisk uhumsk, at man ikke kan forestille sig en mor til disse mange børn leve et liv her og se sine børn lide.

Fremmede mennesker, der gik ind i huset, inden det blev jævnet med jorden, har fundet familiebilleder i køkkenskabene.

Billederne viser jul og nytår i så forfærdelige omgivelser, at man ikke fatter, hvem i familien der dog har syntes, at dette skulle gemmes som minder fra højtiderne i den sønderskudte familie, hvor to af døtrene måske lige har rejst sig, efter at faderen har voldtaget dem.

MODEREN BRØD SIG IKKE om det og flyttede på et tidspunkt med otte af børnene på grund af sexovergrebene – ikke fordi hun var forarget, men fordi hun var jaloux. Hun ville have sin mand i fred.

Nogen må have set en flygtende kvinde med otte børn!

I huset blev også – ifølge B.T. – fundet en rørende dagbog fra en af familiens ældre piger, der en måned inden, forældrene blev anholdt af politiet, og børnene blev fjernet, har siddet og forberedt sin konfirmationsfest i det rottebefængte hjem, hvor toilettet og badekarret er proppet med lort.

Med barnlig formskrift står der:

DET VIL GLÆDE MIG

HVIS I VIL KOMME TIL

MIN KONFIRMATION D. 21.3. 2010.

HILSEN XXXX

11 mennesker skulle med. Der må altså være 11 mennesker, der har kendt til denne tragedie!

VI LEVER PÅ MANGE MÅDER i et fortrinligt land, hvor staten holder øje med os ned til mindste detalje, men hvordan i alverden kan det her så finde sted i så mange år og i så mange kommuner, som familien har boet i?

Der må være masser af myndigheder indblandet, det kan ikke være anderledes. Men ingen har reageret, og alle implicerede vasker hænder, når det drejer sig om at tage et ansvar.

Forældrene bliver dømt på den ene eller anden måde, men hvem sørger for, at dette aldrig kan gentage sig i Danmark?

Hvor er sundhedsministeren? Hvor er socialministeren? Hvor er undervisningsministeren? Hvor er statsministeren?

JEG MENER DET VIRKELIG, der må sættes noget i gang fra regeringens side hurtigst muligt, for kommunerne tænker kun på at spare penge, og så er de ellers ligeglade med al moral.

Jeg har ikke opskriften på, hvordan man forhindrer menneskelige lidelser på dette forfærdelige plan, og fri os for en kommission eller en undersøgelse, der tager årevis og intet fører med sig.

Jeg appellerer af hele mit hjerte til jer, der har magten: SØRG FOR, DET ALDRIG SKER IGEN!


0 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere