Schaldemose: Kræftgåden kan løses gennem EU-penge

Morten Messerschmidt, DF, og Christel Schaldemose, Socialdemokraterne, varmer op til EU-parlamentsvalget. I et debat-maraton - 42 indlæg i alt - skriver de hveranden dag frem til valgdagen her på nationen!

Hvert år bliver 350 danskere ramt af en ondartet og meget aggressiv kræft i hjernen. Glioblastom hedder kræftformen.

Årsagen kendes ikke. Desværre. Igennem de seneste år har der på verdensplan været rigtig mange forsøg og forskningstiltag for at forbedre overlevelsesraten for kræftpatienterne. I gennemsnit lever folk kun 1 ½ år efter diagnosen er stillet.

EU har derfor givet 45 millioner kroner til at udvikle og afprøve en ny vaccine, som spås store helbredelsesmuligheder.

Der er ingen garanti for, at vaccinen kan kurere alle, men der er håb om, at behandlingen kan gøre en forskel. Samarbejdet i EU er afgørende. Intet land har forskere, der isoleret set kan løse kræftgåden. Det gøres bedst i fællesskabet. Langt de fleste EU-projekter giver god mening.

Morten Messerschmidt skriver videre om EU-politik i morgen - og så kan du hver dag frem til Europa-parlamentsvalget d. 25. maj følge de to EU-politikere her på nationen!

0 kommentarer
Vis kommentarer