Schaldemose: EU sikrer danske filmproduktioner

Morten Messerschmidt, DF, og Christel Schaldemose, Socialdemokraterne, varmer op til EU-parlamentsvalget. I et debat-maraton - 42 indlæg i alt - skriver de hveranden dag frem til valgdagen her på nationen!

Skal du se DR’s nye TV-serie '1864', når den får premiere til september? Så du 'Kvinden i buret' i biografen eller måske Lars von Triers 'Nymphomaniac?

Det er dejligt, når man kan læne sig tilbage og nyde en god film- eller TV-oplevelse. Men meget sjældent tænker vi over, hvordan filmene og serierne er blevet til. Hvordan små produktionsselskaber har knoklet med at få enderne til at nå og økonomien til at hænge sammen.

Det er der heldigvis andre, der tænker på. For det er en bekostelig affære at producere film og TV. Men det er vigtigt, at vi har vores små, danske produktionsselskaber. De tre eksempler ovenfor er alle blevet mulige takket være støtte fra EU.

Sidste sommer modtog Danmark over 14 mio. kr. i støtte fra EU til danske filmprojekter. Der var både store spillefilm og TV-serier imellem, men også mindre produktioner, kloge dokumentarer og computerspil.

Og endelig giver EU også støtte til den ellers besværlige udviklingsfase. Grundet den kan vi forhåbentligt se frem til en filmatisering af første bind i Lene Kaaberbøls serie om 'Skammerens datter' og bind 2-4 om Pelle Erobreren.

Og takket være EU kan vi glæde os til at læne os tilbage i sofaen og blive taget tilbage til slaget om Dybbøl i 1864. Langt de fleste EU-projekter giver god mening.

Morten Messerschmidt skriver videre om EU-politik i morgen - og så kan du hver dag frem til Europa-parlamentsvalget d. 25. maj følge de to EU-politikere her på nationen!

0 kommentarer
Vis kommentarer