Schaldemose: Vækst i en krisetid med støtte fra EU

Morten Messerschmidt DF og Christel Schaldemose, Socialdemokraterne, varmer op til EU-parlamentsvalget. I et debat-maraton - 42 indlæg i alt. I dag er de nået til målstregen

For os med en sød tand er der næsten ikke noget bedre end en karamel, der smelter på tungen.

Det ved Karamel Kompagniet fra Bornholm, og det er netop det, de har slået sig op på. Firmaet laver kvalitetskarameller på Danmarks solskinsø. Produktionen startede i et nedlagt hotel, men flyttede i 2006 til større lokaler.

Efterspørgslen fulgte med og blev bare større og større. Det var både resten af Danmark men også resten af Europa, som ville have flere karameller. Til sidst blev efterspørgslen så stor, at Karamel Kompagniet ofte var nødt til at sige nej. De havde simpelthen ikke kapacitet til at levere.

Til sidst satte folkene i firmaet sig ned og lavede en femårig vækststrategi. De skulle have større lokaler til produktionen og gå fra at have 5 sæsonarbejdere til 10-12 fuldtidsansatte. Med andre ord ville de gå fra at være en lille, håndværksmæssig sæsonvirksomhed til at være en mellemstor produktionsvirksomhed.

En vigtig brik i planen var støtte fra EU's regionalfond. Ansøgningen gik igennem, og EU støttede projektet med lidt over 600.000 kr. Det sikrede Karamel Kompagniets udvikling og vækst. Til glæde for slikmunde og for lokalsamfundet, som nu har fået flere arbejdspladser. Langt de fleste EU-projekter giver god mening.

Morten Messerschmidt skriver videre om EU-politik i morgen - og så kan du hver dag frem til Europa-parlamentsvalget 25. maj følge de to EU-politikere her på nationen!

0 kommentarer
Vis kommentarer