Vindpust vendte P-billet: Værsgo at betale 606 kr

Der var betalt for parkering, men billetten lå forkert. En formsag at forklare for Europark, troede Jens Peter S. Men nej

- Min kone parkerede sin bil 19/8 hos Europark Parkering ved Horsens sygehus.

- Hun trak en parkeringsbillet i automaten og lagde den foran i bilen som reglerne forlanger.

Sådan indleder nationens! Jens Peter S et brev om en tur på sygehuset, der endte med at koste 606 kroner. Brevet fortsætter nemlig således:

Se også: Per fik P-bøde mens han var ved at fylde sin trailer

- Hun observerede ikke, at et vindpust fik billetten til at vende sig med bunden i vejret, da hun smækkede bildøren.

- Parkeringsvagten registrerede senere, at parkeringen var ulovlig (fordi billetten vendte på hovedet) og idømte hende en bøde på 606.00 kr for forseelsen.

- Da min kone kom tilbage til bilen og tjekkede ud som normalt, modtog hun en kvittering for betalt parkering.

Troede de ville eftergive bøden
- Hun sendte derfor bødeforlægget til firmaet med dokumenteret parkering betalt og regnede med, at det var en formssag at få bøden eftergivet.

- Det var det imidlertid ikke.

- Europark nægtede at modtage hendes bevis for retmæssig parkering og fastholder bødeforlægget, fordi parkeringsbilletten vendte forkert.

- Dette strider mod vor retfærdighedssans, og vi finder Europarks reaktion urimelig. Vil I hjælpe os, slutter Jens Peter, og nationen! har fået dette svar fra Apcoa, der ejer Europark:

Derfor fastholder vi
- Vores parkeringsservicemedarbejdere tager altid billeder i forbindelse med udstedelse af kontrolgebyrer.

- Billederne i denne sag viser, at der ligger en billet i forruden, men at denne desværre er vendt med bagsiden op.

- Dermed har vores parkeringsservicemedarbejder ikke haft mulighed for at kontrollere billettens gyldighed, og derfor har de modtaget et kontrolgebyr.

- Efterfølgende har de indsendt en kopi af en parkeringsbillet, hvilket desværre ikke ændrer på sagen, idet billetten skal være mulig at kontrollere, når og mens bilen er parkeret på parkeringspladsen.

- Derfor har EuroPark Parkeringskontrol fastholdt kontrolgebyret i tråd med vores procedurer og skiltning på området.

Hvad synes du? Skal Jens Peters kone have sletter bøden?

 

0 kommentarer
Vis kommentarer