Barskt tv: Seere slukkede

313.000 seere så med søndag aften, da DR viste den barske dokumentar 'Til Gilbert fra mor' om Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes leukæmi-ramte søn. Men flere måtte slukke undervejs

Vi græder også herhjemme når vi ser dokumentaren, men den fylder også vores lille familie med håb og kærlighed, skriver Anne-Grethe og Gilbert om dokumentarenm der var så følelsesladetm, at flere måtte slukke da det blev sendt søndag aften. Foto: Bo Mortensen
Vi græder også herhjemme når vi ser dokumentaren, men den fylder også vores lille familie med håb og kærlighed, skriver Anne-Grethe og Gilbert om dokumentarenm der var så følelsesladetm, at flere måtte slukke da det blev sendt søndag aften. Foto: Bo Mortensen

- Jeg sad med tilbageholdt gråd hele vejen igennem det program.

- Det var så barskt.

Så ham græde - så slukkede jeg
Sådan skriver Michella A. i en af de 352 kommentarer, der er skrevet på Kræftens Bekæmpelses Facebook-profil om Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes leukæmi-ramte søn Gilbert, der kunne ses på DR1 søndag aften.

Rigtig mange af de 313.000 seere, der ifølge DR Medieforskning kiggede med, græd da også i løbet af den én time lange dokumentar om sygdom og kamp for overlevelse. Men nogle blev faktisk så berørt, at de måtte slukke:

- Jeg kunne slet ikke se det.

- Jeg så ham ligge og græde af smerte, og så måtte jeg slukke. Hvor må det være frygteligt for alle parter at være i, skriver Jennifer B. for eksempel, og Birthe J. opgav på forhånd at kigge med:

- Jeg KAN ikke se den.

- Det flår mit hjerte i stykker, når jeg hører den lille dreng græde: Det gør så ondt!, skriver Birthe.

Tegning: Patrick Byron
Tegning: Patrick Byron
 

Kom halvvejs - følte, jeg skulle kaste op
Anja R. – som selv har haft sygdom meget tæt på inde på livet – begyndte også på dokumentaren, men gav op. Hun skriver:

- Jeg kom halvvejs, og jeg følte, at jeg skulle kaste op.

- Jeg har heldigvis aldrig været igennem sådan et forløb, men jeg har haft et meget sygt lille barn, hvis største ønske dengang var at dø.

- At kæmpe med alt, hvad man har i sig og meget mere til, når ens børn tigger og beder om at få lov til at slippe, fordi det gør ondt, og de er bange.

Man er så ensom og alene
- Når man SKAL være stærk og SKAL klare det! Når det hele er så vanvittigt, at det for 'normale' mennesker slet ikke er til at forstå. Ikke bare en uge, men i flere år, hver eneste dag, og man forsøger at kæmpe den der facade og dét humør op, som forhåbentlig kan smitte af på ens barn, det er det mest ubærlige, jeg nogensinde har prøvet.

- Og man er så ensom og alene i det.

- Jeg synes, det er stærkt, at Anne-Grethe viser dén side.

- Men jeg kan ikke se det, skriver Anja.

DR-redaktør: Sådan ser virkeligheden også ud
nationen! har spurgt både DR og Anne-Grethe Bjarup Riis og Gilbert, hvad de tænker om, at programmet var så voldsomt, at mange græd, og nogle endda slukkede. De har sendt disse svar:

- I dokumentaren ’Til Gilbert fra mor’ inviteres seerne med ind i den sårbare virkelighed, det er at være sygdomsramt familie, og det er en skildring af livet og virkeligheden, som den også kan se ud, skriver Anders Thomsen, redaktør for programmet i DR Medier.

- Det kræver både et enormt overskud og mod af Gilbert og hans familie at dele så følsom en proces, og det har jeg stor respekt for.

- DR skal også turde vise, dele og tale om, når livet gør ondt, og for mange kan dokumentaren forhåbentlig bruges som en anledning til at have en samtale om noget, der kan have været barskt, smertefuldt eller ensomt at opleve, og det mener vi i sig selv er en enormt værdifuld kvalitet, fortsætter han.

Vi har aldrig lært at tale om alvorlig sygdom
Anne-Grethe og Gilbert har sendt disse linjer - med kærlig hilsen:

- Vi græder også herhjemme, når vi ser dokumentaren, men den fylder også vores lille familie med håb og kærlighed.

- Vi har allesammen svært ved at tale om alvorlig sygdom, for vi har aldrig lært det. Vi tager naturligt afstand fra det, og det efterlader desværre alt for mange kriseramte i voldsom ensomhed.

- Gilbert og jeg - og også far-Bo og søster-Yrsa og bror-Osvald - er enige om at give andre muligheden for at få et ærligt indblik i et cancerforløb, og vi håber inderligt på, at det kan være med til at skabe et sprog og en åbenhed om kriser, så vi bedre kan hjælpe og støtte hinanden.

Du kan se programmet her

Begyndte som ondt i ryggen

Anne-Grethe Bjarup Riis’ søn havde i lang tid forfærdeligt ondt i ryggen. Måske skyldtes det bare et uheld på rutsjebanen i skolegården. Men en blodprøve afslører at Gilbert er syg af kræft og har leukæmi. Allerede i perioden op til diagnosen filmer Anne-Grethe sin 8-årige søn med sin mobil, akkurat som andre forældre filmer deres børn i hverdagen og ved særlige lejligheder. Men nu tager optagelserne en anden drejning.

Ingen ved, hvordan det i virkeligheden er, at være sammen med et kræftsygt barn 24 timer i døgnet. Men ved at insistere på, at Gilbert en dag skal kunne se tilbage på den livstruende periode i sit liv fortsætter Anne-Grethe optagelserne og følger hans op- og nedture i det lange behandlingsforløb på to et halvt år. Gilbert er tæt på at dø flere gange pga bivirkningerne fra kemobehandlingen og hans familie er helt uforberedte og forsøger at takle livskrisen.

Filmen har et stærkt og klart budskab om, at vi skal rejse os igen og igen. At livet skal gå videre selv efter en katastrofe, og at vi skal give de mørke tanker baghjul med livsgnist, kærlighed og en tro på at Gilbert bliver rask igen.

DRs programtekst