Betalte på forkert dato: DSB-kunder misser rabat på 3600 kr

Flere DSB-kunder er gået glip af den kompensation DSB giver til pendlere, der har været ramt af sporarbejde på Ringsted-banen. De synes DSBs regler er svære at forstå.

- Efter det store sporarbejde ved Ringsted tidligere i år tilbyder DSB at kompensere sine trofaste kunder, pendlerne, for de længere rejsetider, sporarbejdet har forårsaget.

- En flot kompensation på, for mit vedkommende, cirka 3600 kr.

- Betingelserne - for sådan nogle er der, generne fra sporarbejdet gør dig ikke automatisk fortjent til at modtage kompensation - er, at du køber et pendlerkort på minimum 59 dage i perioden 1. august til 30. september.

Læste afslaget og forstod det ikke
- Og her mener DSB bogstavelig talt, at man skal KØBE og BETALE sit pendlerkort mellem 1. august og 30. september.

- For selv om jeg opfylder kriterierne med et pendlerkort, som gælder fra 1. august og 59 dage frem, kan jeg ikke blive kompenseret, fordi jeg har været i god tid og betalt for kortet allerede den 27. juli.

 

Sådan indleder Sabine v et brev til nationen! om den i hendes øjne komplet urimelige behandling hun har fået af DSB. Sabine er rystet over, at hun bliver straffet for at være i god tid med betalingen - og hun er ikke den eneste. På DSBs Facebook har en anden DSB-pendler skrevet en tilsvarende klage, men i det svar DSB i går aftes sendte til nationen!, holder de fast. DSBs svar kan du se nedenfor - Sabines brev fortsætter således:

Det var ikke nok at det var gældende
- Da jeg i går fik afslaget på mail, forstod jeg ikke, hvad problemet var.

- Jeg nærlæste reglerne på deres hjemmeside uden at blive klogere.

- Det var først, da jeg ringede til DSB's kundeservice for at høre, hvori fejlen bestod, og medarbejderen forklarede mig, at jeg skulle have ventet med at købe og betale til 1. august, at det stod klart for mig. Det var altså ikke nok, at kortet var gældende fra 1. august og 59 dage frem.

- Medarbejderen i kundeservice mener, at det står klokkeklart sort på hvidt.

- Jeg mener, det er et rigidt regelsæt, DSB har sat op for at slippe udenom at betale en halv formue i kompensation til pendlerne. Hvis ikke det er en tom gestus, så er det i hvert fald at tage tykt pis på sine kunder, skriver Sabine, der har læst denne besked på DSB.dk.

Sådan skriver DSB til deres kunder
Sådan skriver DSB til deres kunder

Vi har sat store skilte op
Men DSB - som også har fået en klage fra Peter, der købte sit kort 1 dag for tidligt til at få 3600 i kompensation (den kan du læse nedenfor - mener de har en god sag. Og derfor skrver Aske Wieth-Knudsen, underdirektør i DSB, således:

- Det er ikke nogen god situation, du er endt i.

- Når det er sagt, vil jeg gerne sige, at vi har fortalt vidt og bredt om betingelserne for dette tilbud, hvor vi giver pendlere, der har været berørt af de store sporarbejder på Sjælland i 2019, en gratis måneds transport.

- Tilbuddet lød, at hvis man købte sit pendlerkort til 59 dage i perioden 1. august til og med 30. september 2019 med gyldighedsperiode 1. august til 31. december, så ville vi betale den ene måned tilbage.

Og det har været på DSBs forside
- Vi startede med at kommunikere om det i foråret, hvor vi i forbindelse med de store sporarbejder introducerede tilbuddet om kompensation til vores kunder.

- Vi har fortalt om det på vores hjemmeside, også på forsiden.

- Vi har beskrevet det i aviser i togene, vi har lagt særskilt information om det ud i togene, folk har kunnet tilmelde sig en sms-reminder, vi har fortalt om det i pressen, togpersonalet har delt små kort ud til passagererne med info om tilbuddet og endeligt har vi fortalt om det på store skilte på stationer i det berørte område.

- Og det hele hen over flere måneder, for når vi giver sådan et tilbud, er vi selvfølgelig interesserede i, at de berørte passagerer benytter sig af det.

- Jeg mener faktisk, at vi har gjort, hvad vi kunne for at fortælle om tilbuddet og ikke mindst betingelserne for at købe det.

Jeg vil stå ved beslutningen: Ingen penge til Sabine
- Personligt synes jeg, at det er godt tilbud, vi har givet – derfor er det også tidsbegrænset. Uanset hvilken grænse vi havde valgt for tilbuddet, vil der desværre altid være nogen, der lige har købt et par dage for tidligt eller sent, og dermed i god tro falder udenfor tilbuddet.

- Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at du er endt i en irriterende situation, hvor du har købt dit periodekort fire dage før tilbuddet trådte i kraft, men jeg vil stå ved beslutningen om, at dit køb ikke opfylder betingelserne for at opnå tilbuddet, skriver underdirektøren, men hvad synes du?

Peter har betalt 57.600 til DSB

- DSB henviser at man fra 01 oktober kan få 30 dage refunderet, hvis man har været ramt at sporarbejde i sommerperioden.

- Jeg bruger 3-4 timer hver dag og smider 3600kr hver måned afsted til DSB jeg har gjort det siden juni 2018. Dvs 1 år 4 mdr . Dvs 57.600kr til DSB

- Jeg får så en mail efter 14 dage - efter at have udfyldt formularerne ved hjælp fra en medarbejder af DSB kundeservice som endda forklarer mig, at der ingen problemer er og at alle får refunderet deres penge, hvis de bare udfylder denne formular.

- Men det er LØGN, jeg bliver afvist til at kunne få refunderet 30 dage, fordi jeg ikke havde fornyet mit kort præcis d 01 august, men havde valgt at gøre det dagen før - altså 31 august . 
- Hvor står at jeg ikke måtte det?

- Hvad fanden har jeg gjort JER siden I skal behandle mig på den måde???

- Jeg har de seneste 4-5 mdr ikke andet oplevet forsinkelser - og der er stadig sporarbejde og mage sene forsinkelser . 
- Det smart tænkt DSB

- I må virkelig have flere end mig , der føler sig taget ved næsen og i R”ven.

Opslag fra Peter R på DSBs Facebook

 

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 
88 kommentarer
Vis kommentarer