- Jeg kontaktede Udbetaling Danmark i dag vedrørende min folkepension (jeg er 72).
- Og fik at vide at jeg ville blive stillet videre til en kunderådgiver….
- Altså: jeg er borger i Danmark og ikke kunde i butikken!
- Kan jeg måske få en vare retur hos Udbetaling Danmark eller selv blive byttet til en yngre udgave?
- Eller gå hen i en anden butik?
De skal ikke titulere sig kunderådgivere
Sådan indleder Niels Anker P. et brev til nationen! om at være (skatte)borger i Danmark og føle at udviklingen med sprog og tankegang i det offentlige, går i den lidt forkerte retning. Niels Anker har – efter opkaldet, der irriterede ham – søgt lidt på ordet ’kunde’ og fundet frem til at Wikipedia skriver om ordet ’kunde’: En kunde er et eller flere mennesker (typisk i form af et firma), der køber en vare eller en serviceydelse, og ofte betjenes af en sælger (salgsassistent). Og sådan synes han ikke hans pensionsforhold kan beskrives.
Brevet – som nationen! har bedt ATP om at kommentere – fortsætter derfor således:
Man kan jo ikke vælge en anden butik
- Jeg er bekendt med at ATP i 1964 blev etableret som en selvstændig, selvejende institution og at Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed som administreres af ATP Koncernen.
-Men jeg finder det problematisk, at man administrativt blander Danmarks udbetalinger af offentlige ydelser sammen med en koncern, hvis aktiviteter bl.a. går ud på at investere risikovillig kapital.
-Jeg betaler med glæde min skat, men jeg forventer at det offentlige behandler mig som borger - og ikke som kunde og at de undlader at titulere sig som sælgere/kunderådgivere.
Vi har en monopollignende tilstand
-Man kunne tilføje: kundeforhold er frivilligt, du kan altid vælge at handle i en anden butik, slutter Niels Anker, og nationen! har spurgt ATP, der driver Udbetaling Danmark, hvorfor de synes et borgere er kunder, og det svarer Trine Fruergaard fra ATP på sådan her:
- Jeg kan godt forstå Niels Anker Petersens undren.
- Ordet ’kunde’ er mest af alt tænkt til internt sprogbrug i vores organisation og et udtryk for, at vi altid skal gøre os umage, når vi hjælper borgere, pensionister, medlemmer, lønmodtagere, virksomheder, skadelidte osv.
- Udbetaling Danmark har en monopollignende status.
Og kundetankegangen kan gøre borgernes oplevelse bedre
- Det er vi meget bevidste om, og vi har derfor stor fokus på at yde en god service til borgerne i Danmark.
- Ligesom virksomheder ønsker, at deres kunder skal have en god oplevelse, er det også Udbetaling Danmarks ønske, at borgerne føler sig velkomne og godt behandlet, når de er i kontakt med os. For hvor skal de ellers gå hen?
- Og hvis vores rådgivere har et indbygget tankesæt om, at man taler med en kunde fremfor en borger, skulle det gerne smitte af på samtalen, så oplevelsen for borgeren bliver endnu bedre, skriver Trine, men hvem holder du med her?