Cæsar ville være misundelig på Folketingets måde at regere på

Partihoppere, der taler grimt om hinanden og tænker mere på sig selv end på borgerne. Og som iøvrigt slet ikke spejler befolkningen. Robert synes Folketinget minder om Romerrigets Senat

- Den engelske historiker Adrian Goldsworthys skildrer Romerrigets overgang fra republik til kejserdømme i 1. århundrede f.Kr i sin bog om Cæsar-

- Bogen beskriver et råddent folkestyre dømt til undergang, som på væsentlige punkter minder mig om nutidens danske demokrati.

- Særligt tre forhold fra bogens beskrivelse af datidens romerske senat, får mig til at tænke på det danske folkestyre.

Ligner Folketinget det Romerske Senat?
Sådan skriver Robert H i et indlæg om den måde det danske folkestyre fungerer på pt - og som minder ham om den måde, Roms senatorer regerede på. Robert skriver om partihoppere, der taler grimt om hinanden og tænker mere på sig selv end på borgerne. Og som iøvrigt slet ikke spejler befolkningen. Hans indlæg, som han har givet overskriften ' LIGNER FOLKETINGET DET ROMERSKE SENAT?' fortsætter derfor således:

Det første forhold er, hvor lidt datidens romerske senatorer afspejlede befolkningssammensætningen.

- Ikke nok med at samtlige senatorer skulle være mænd. De skulle desuden tilhøre den velhavende og veluddannede ridderstand, som enkelte aristokratiske familier dominerede, og de skulle allerhelst være etniske romere.

- Kun få var såkaldt 'nye' borgere, med familier der for nylig var blevet tildelt statsborgerskab, på trods af denne befolkningsgruppes reelle størrelse i senrepublikken.

- Anseelsesforskellen mellem etniske og nye romere illustreres med et eksempel: I 90 f.Kr. anklagedes senatoren Marcus Aemilius Scaurus for modtagelse af bestikkelse. Anklageren var Quintus Varius Severus, der, skønt han var romer, oprindeligt stammede fra byen Sucro i Spanien.

- Scaurus spurgte retten og den fremmødte menneskemængde: 'Varius Severus fra Sucro påstår, at Aemilius Scaurus, lokket af bestikkelse fra en konge, forrådte det romerske folks imperium; Aemilius Scaurus benægter anklagen. Hvem af dem tror I på?'

- Som svar buhedes Varius ud af retten, anklagen blev frafaldet.

- I Danmark gælder samme forhold lige nu, hvor otte ud af ni folketingspartier har en overvægt af mænd, mens kun 37% af det samlede antal folketingsmedlemmer er kvinder, og kun fire folketingsmedlemmer har indvandrerbaggrund.

- Samtidig udgør højtuddannede DJØFere blot halvanden procent af den danske befolkning, men ca. 50% af folketingsmedlemmerne, næsten dobbelt så mange som for bare tredive år siden.

Det andet iøjnefaldende forhold er iveren, med hvilken senatorerne kastede sig over nedgørelsen af modstandere i stedet for at fremhæve egne visioner.

- Skønt samtlige aristokrater ønskede at udmærke sig, var den største frygt, at én skulle overstråle alle rivalerne og dermed vinde en fortrinsstilling, der kunne fremmane monarkiets spøgelse, som var romernes største mareridt. Derfor var det vigtigt konstant at nedgøre modstanderne.

- Oplagte eksempler er Cato den Yngre, der gennem hele karrieren var en sten i skoen på Cæsar og Marcus Calpurnius Bibulus, der som konsul i vrede over et lovforslags godkendelse trak sig tilbage til sit hus for at skrive smædeskrifter om modstanderne i resten af embedsperioden!

Hæmningsløs eksponering af personfnidder
- Nutidens politiske debat præges af mediernes hæmningsløse eksponering af personfnidder og -kritik i stedet for politikernes forfølgelse af egne mål.

- I faget politologisk grundkursus på Statskundskab hørte jeg forleden, at danske partier bruger næsten en tredjedel af tiden i politiske debatter udelukkende på negative kampagnebudskaber om modstanderne.

- Desuden bestod Socialdemokraternes folketingsvalgkamp i år for mig at se alene af bagvaskelse af Lars Løkke Rasmussen, mens politikere som Zenia Stampe for nylig brugte ligegyldigt krudt på at nedgøre Rasmus Jarlovs åbenbart forkerte definition af begrebet fanatisme.

- Tænk, hvis politikere og medier sluttede med at hakke på hinanden.

Det tredje forhold er, hvordan magthaverne satte egen ære og popularitet over republikken.

- Mod republikkens slutning var det almindeligt at sigte efter hæder og ære først og Roms bedste derefter. 1. århundrede f.Kr. plagedes af borgerkrige og mænd, der gik imod styret for egen vindings skyld, herunder særligt Cæsars slægtninge Lucius Cornelius Sulla og Gajus Marius, samt Cæsar selv. Desuden sås ofte politikere, der vendte på en tallerken i forhold til bestemte sager, hvis vinden begyndte at blæse i en anden retning.

- Dette var tilfældet i 62 f.Kr., da senatet skulle diskutere en passende straf i forræderisagen mod Catilina. Cicero indledte debatten og plæderede for dødsstraf, hvad næsten samtlige senatorer støttede.

- Men da Cæsar herefter foreslog fængselsstraf, vendte stemningen 180 grader, flere senatorer så fordele i at støtte den dengang voldsomt ambitiøse politiske komet, der fremadrettet kunne vise sig som en værdifuld allieret, selvom de grundlæggende var uenige i hans synspunkt.

DFs DONG-kovending
- Det er bekymrende, når politiske partier og deres repræsentanter giver indtryk af, at de hellere vil fiske stemmer, end de vil arbejde for det, de oprigtigt mener, er i befolkningens interesse.

- Sidste år kaldte Dansk Folkeparti DONG-salget for en 'fast aftale', hvor staten har 'fat i den lange ende', men få måneder senere stemte partiet imod selvsamme aftale. De fornemmede, hvilken retning folkestemningen blæste.

- Dansk Folkeparti valgte desuden efter folketingsvalget ikke at gå i regering, skønt det måske havde givet større mulighed for at gennemføre den politik, de gik til valg på.

Partihoppere redder deres eget skind
- Det allergrelleste eksempel på manglen på integritet er dog politikere som Astrid Krag, Ida Auken, Jesper Petersen og Uffe Elbæk, der uden skrupler forlader deres partier midt i en folketingsperiode.

- I Auken og Elbæks tilfælde til fordel for partier med markant anderledes synspunkter, og begge for at redde skindet i omstændigheder hvor henholdsvis Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre var i uvejr.

- Skønt republikkens fald i første omgang skyldtes Cæsars indtagelse af Rom, bidrog de tre forhold indirekte til den generelle udvikling mod diktaturet.

- Republikken havde mistet sin folkelige legitimitet og prægedes af interne magtkampe og visionsløse levebrødssenatorer, der konsekvent satte sig selv før Rom.

- Republikken styrtedes til sidst af Cæsar, der dermed indledte en blodig borgerkrig og et tyrannisk kejserdømme, der skulle regere og undertrykke befolkningen i århundreder.

- Hvad mon følgerne bliver for Danmark, slutter Robert, men hvad tænker du?

Går det Danmark som det gik Romerriget?

1 af 2 
2 af 2 
24 kommentarer
Vis kommentarer