Chauffør nægtede: Jysk kone ville betale kontant

Da Lasses kone skulle med bussen til Aalborg i lørdags, blev hun tvunget til at betale med MobilePay. Det synes Lasse ikke er i orden, men busselskabet siger det er pga. corona. Hvad siger du?

For tiden tager Nordjyllands Trafikselskabs chauffører ikke imod kontanter. Det synes Lasse er for dårligt. Pressefoto
For tiden tager Nordjyllands Trafikselskabs chauffører ikke imod kontanter. Det synes Lasse er for dårligt. Pressefoto

- Min kone skulle med bussen og ville betale med kontanter.

- Det var en 1'er fra Vodskov mod Nørresundby kl 12.03 i lørdags.

- Men buschaufføren nægtede at tage imod kontanterne.

- Det er så vidt jeg ved ikke lovligt!

Presset til MobilePay
Sådan indleder Lasse O en mail til nationen! om de problemer, folk, der godt kan lide kontanter, i stigende grad oplever. Lasse har selv oplevet at få afvist gode danske sedler i det lokale fitnesscenter. Han håber, at der er nogle politikere, der læser med her.

Hans brev – som buschaufførens chef kommenterer nedenfor – fortsætter nemlig således:

- Hun følte sig presset til at betale med mobilepay.

- Og meget komisk - nu når vi nu skal holde 1 m afstand - bad chaufføren hende også om, at holde så meget afstand, at det var umuligt for ham at se billetten på mobilen

Udskamning af kontanter må stoppe
- Nu må denne udskamning og stigmatisering af personer, der forsøger at betale med kontanter snart ophøre, skriver Lasse O, men Nordjyllands Trafikselskab - som har set mailen - svarer, at det slet ikke handler om at udskamme nogen:

- Fra og med torsdag 19. marts 2020, valgte alle trafikselskaber i Danmark midlertidigt at stoppe for salget af kontantbilletter i busserne i alle trafikselskabernes områder.

Trafikministeren opfordrede
- Stoppet for salg af kontantbilletter blev indført efter opfordring fra Transportministeren, jf. pressemeddelelse fra 18. marts.

- Vi henviser i stedet vores kunder til at anvende rejsekort eller til køb af billet via vores digitale kanaler, herunder vores egen NT Billet App samt www.ntbillet.dk.

- Heldigvis er langt de fleste af vores kunder fortrolige med at bruge disse kanaler, men vi er bevidste om, at det kan medføre udfordringer for nogle kunder.

Vi har informeret massivt
- Derfor har vi også sat massivt ind for at informere vores kunder om alternativerne til kontantbetalingen herunder, plakater i og på busserne, opslag på sociale medier og på informationsskærmene i de busser, der er udstyret hermed.

- Som det fremgår af pressemeddelelsen, er dette en midlertidig foranstaltning, der alene er begrundet i den særlige situation, vi befinder os i, med spredning af coronavirus/covid-19.

Vi genoptager salget af kontantbilletter
- Så snart driften er normaliseret, og der ikke længere skal tages disse helbredshensyn til chaufførerne i vores busser, vil salget af kontantbilletter naturligvis blive genoptaget, skriver Mette Henriksen, der chef for Kunder & Salg i Nordjyllands Trafikselskab, men hvad tænker du?

542 kommentarer
Vis kommentarer