Danmark vil udvise syg 90-årig: Barnebarn kalder det en 'dødsdom'

Udlændingestyrelsen har bedt 90-årig syg kvinde om at rejse ud, og familien frygter at politiet kan komme og hente hende hvert minut, det skal være.

- I september sidste år døde min mormors bror og kort efter døde hendes kusine.

- De to var de eneste familiemedlemmer, hun havde i Armenien.

- I november falder hun så ned af trapperne og brækker hoften, hvilken ender med et længerevarende hospitalsbesøg, og min mor bliver nødt til at rejse til hjemlandet for at sørge for hende.

Hun har kun os i Danmark
- På baggrund af den brækkede hofte og hendes forværrede tilstand, besluttede vi at det bedste ville være hvis min mor tog hende med tilbage til Danmark og fik lavet en familiesammenføring.

- I december 2016 kom min mormor så til Danmark. Det var første gang siden 2004. Hun havde et visum på 3 måneder, og da det udløber sætter vi gang i familiesammenføringen-sagen.

- Alt hvad min mormor har tilbage er os - mig, min lillebror, og min mor - i Danmark,

Sådan indleder 22-årige Jaquelin M et brev til nationen! om den triste situation hendes mormor og hun er havnet i.

 

Her er udvisningen:

Demens og Alzheimers
Jaquelin - som er 22 år, og universitetsstuderende og barista og tjener med to arbejdspladser - er nemlig meget påvirket af, at hendes 90-årige mormor ifølge Udlændingestyrelsen IKKE har ret til være i Danmark. Og at mormoren faktisk - som du kan se i det afslag, som Jaquelin har sendt med - allerede skulle have rejst d. 24. august. Jaquelins brev - som hun håber at hele Danmark læser, så mormoren måske kan få lov til at blive her alligevel - fortsætter derfor således:

Her er begrundelsen:

- Alt efterfølgende er kaos.

- Min mormor er blevet stemplet som værende demens og har nu begyndende Alzheimers.

- Inden for dette år er hendes tilstand forværret så meget, at hun har ændret sig markant: Hun tror at hun er 73 år, selvom hun er født i 1927, hvilket betyder at hun nu er 90 år, og grunden til dette er, at hun tror at vi stadig er i år 2000.

- Til tider ved hun ikke hvor hun er, hun kan ikke genkende os og sommetider ser hun ting, der ikke er sket.

- Basale ting, såsom at tage tøj på og gå på toilettet er en udfordring og hun kan end ikke huske, hvornår hun har spist mad. 

Lå i koma i flere timer
- Hun besvimer, og blot for 1 måned siden lå hun i koma i flere timer, hvor lægerne ikke kunne finde ud af hvad der skete med hende.

- Oftere og oftere har hun dage hvor hun er til fare for sig selv og andre. Det kan både politiet og sygehuset bekræfte.

 

- Hun er voldelig, truer med at slå i ihjel, ødelægger ting, prøver at stikke af og skriger, alt dette fordi at hun glemmer hvem vi er og går i panik.

- En dag blev det så slemt at politiet blev tilkaldt, som derefter tilkaldte ambulance.

- Ofte kommer hun til sig selv en halv dag efter, hvor hun har ingen ide om, hvad der er foregået hele dagen.

Ingen til at pleje hende i Armenien
- Det er blevet vurderet at hun har brug for pleje 24/7, og eftersom at der ikke er nogen i hendes hjemland tilbage, som kan passe hende og min mor er det eneste tætte familiemedlem tilbage, mener vi at det bedste er, at hun bliver hos os i Danmark, hvor hun kan blive plejet.

- Bare indenfor den sidste måned er hendes tilstand forværret så meget, at hun det meste af dagen ligger i sengen uden at ville spise noget og vi er bekymrede for hvor lang tid hun nu har tilbage.

- Siden afslaget er kommet, har min mormor været på hospitalet 2 gange nu, anden gang hvor hun var i en komalignende tilstand den 7. september

- Nu står vi så i en situation hvor udlændingestyrelsen har besluttet at afvise ansøgningen om familiesammenføring og gav hende datoen 24. august til at forlade Danmark.

Så absurd: Damen er 90-årig og kan ikke overleve alene
- Dette er så absurd i forhold til at der er tale om en 90 årig gammel dame, der ikke kan overleve alene.

- Vi har klaget om afvisningen og beder om at lade hende forblive i Danmark mens klagen bliver behandlet, men dette er også blevet afvist, og vi er bange for at politiet tropper op når som helst, og sender vores gamle og svage mormor tilbage til hjemlandet, hvor INGEN venter på hende og ingen kan hjælpe hende med at komme igennem hverdagen.

Danmark sender hende direkte i døden
- I vores øjne svarer det til, at hun bliver sendt direkte til døden.

- Udlændingestyrelsen begrundelse for afvisningen er blandt andet at min mor ikke har forsøget min mormor i 25 år og at min mormors tilstand blot er på baggrund af alderen, hvilket er utrolig absurd.

- I den seneste tid, hvor min mormor er stoppet med at være 'aktiv' og blot ligger i sengen dagen lang og intet spiser, er et tydeligt tegn på at hun er ved at falme hen.

Vores egen læge mener ikke at mormor kan flyve
- Hvordan kan man sende sådan en person ud af landet, velvidende at hendes handicap og alt andet, betyder at hun ikke længere tage varer på sig selv?

- Vores egen læge har tilset hende og mener at hun ikke er i stand til at flyve længere.

- Hun er ikke en belastning for samfundet og det eneste vi beder om er at hun kan få lov til at tilbringe hendes sidste tid sammen med os - de sidste familiemedlemmer hun har, slutter Jaquelin, der godt vil høre, om du kan forstå, at familien er ulykkelig.

Skal Jaquelins mormor på 90 år have lov til at blive i Danmark indtil hun dør?