Dansk hotel totalt booket de næste tre år

Byggeriet af Femern Bælt-tunnellen, der skal forbinde Danmark og Tyskland, er i gang. Og medarbejderne skal jo overnatte et sted, og det kommer bl.a. Stop'N'Sleep i Rødbyhavn til gode.

Alt optaget hos Hotel Stop'N'Sleep i Rødbyhavn - de næste tre år. Screenshot fra Stopnsleep.dk
Alt optaget hos Hotel Stop'N'Sleep i Rødbyhavn - de næste tre år. Screenshot fra Stopnsleep.dk

- I dag er vi jo det mest attraktive sted på Lolland udlejningsmæssigt.

Sådan siger Richard Nyborg, der er daglig leder på et hotel i Rødbyhavn, til DR Nyheder om de 10 nye kolleger - plus en elev til køkkenet - der er blevet ansat, fordi værelserne på hotel Stop'n'Sleep er blevet booket de næste tre (3) år.

Asylsøgere fyldte hotellet i 2015
Sidste gang hotellet - der ligger i det nogen vil kalde underkanten af UdkantsDanmark - oplevede en nat med 100 procent bookede værelser var da asylsøgere i tusindvis kom til Danmark i september 2015. Det var også det år, det seneste Facebook-opslag fra hotellet blev lagt op, og Richard siger til nationen!, at Facebook-siden er det eneste, han ikke vedligeholder.

Fra 25 til 50 værelser
Til gengæld har han renoveret og udvidet, så der nu er dobbelt så mange værelser som i 2015 - ialt 50 - og ret meget tyder på, at han kunne have bygget  en del flere.

Der er nemlig hundredevis af de folk, der skal arbejde med Femern-forbindelsen, der skal indkvarteres de næste år. Lige nu er der 2-300 i sving, men det tal kommer op på 2-3000 ifølge DR Nyheder.

Costa del Rødbyhavn
I efteråret sagde Lolland Kommunes borgmester til den lokale avis Folketidende, at der er god plads til mere hotel- og resortbyggeri i området ved Rødbyhavn og mindede om, at placeringen kun er halvanden times kørsel fra storbyer som Hamborg og København:

- Vi har Skandinaviens længste sydvendte kyst.

- Den længste strækning overhovedet, hvor næsten ingenting bliver brugt.

- Ingen bruger det fantastiske strand- og naturliv, vi har her.

- Det giver potentiale og muligheder, sagde borgmesteren til Folketidende, men hvad siger du?