Dorte og Brian Nielsen: Der må snart komme noget medgang

Dorte, der har 3. skulderoperationer bag sig og lider af anoreksi, kæmper på 10. år med et jobcenter og et system, der ikke kan hjælpe hende med at finde et 10-15 timers job. Hun og familien trænger til tryghed.

Brian og Dorte snakker tit om præstens ord om 'i medgang og modgang'. For de sidste 10 har der været mest modgang. Privatfoto
Brian og Dorte snakker tit om præstens ord om 'i medgang og modgang'. For de sidste 10 har der været mest modgang. Privatfoto

- Jeg ser mig nødsaget til at gå så langt som til at gå offentligt med min historie.

- Jeg går på 10. år i jobcenteret system.

- Til november bliver mine penge stoppet og vi må som familie med mand og to mindre børn sælge vores elskede og faste rammer.

3 skulderoperationer og anokeksi
Sådan indleder Dorte N. et brev til nationen! om at føle sig syltet af det velfærdssystem, som hun havde regnet med skulle hjælpe hende. Dorte - som har en skulderlidelse, der foreløbig har kostet hende tre gange på operationsbordet, og som også lider af anoreksi - forstår nemlig ikke, at hun skal sendes rundt i jobcenterets manage år efter år.

Jeg er egentlig meget åben
Hun og de behandlere, hun har, har nemlig forlængst konkluderet, at Dorte kan arbejde 10-15 timer om ugen som f.ex. sekretær på sygehus/læge klink, receptionist på hotel eller hos en af byens virksomheder/sekretær på skole eller lignede uddannelse center. Dorte kan også se sig selv i et job, der kunne bestå af små opgaver, hvor hun kan dække op til møder, passe telefon og lave lettere papir arbejde, ligesom hun også kan forestille at arbejde hos en bilforhandler, hvor hun kunne hente og bringe kunder eller køre med reservedele (der skal så være en til, at løfte i og ud af bil.

- Jeg er egentlig meget åbent, skriver Dorte, der forstiller sig at hun skal have 120 kr i timen, og at kommunen så skal supplere op, så hun kan ende med at have 8-10.000 kr udbetalt, når måneden er gået. Hendes brev - som hun og Brian gerne vil have du deler, så der kommer fokus på folk, der gener vil arbejde, men som ikke kan passe et 37-timers job, fortsætter derfor således:

- Jeg blev ramt af en arbejdes skade og har fået 3 operationer og igennem min lange tid i systemet har jeg flere gange gået psykisk ned og er nu ramt af spiseforstyrrelse anoreksi.

10 år og systemet har stadig ikke 'afklaret' mig
- Mit ønske har hele tiden været, at få er job på de 10-15 timer, som jeg fysik og psykisk kan holde til, men efter ti år er jeg endnu ikke blevet afklaret.

- Jeg er blevet en kaste bold i systemet og har haft mere end 12 sagsbehandlere - og faktisk bare 3 på de sidste halvandet år.

- Jeg har været i flere praktik forløb, som har været afbrudt pga de tunge løft og de manglede skåne hensyn.

- Derfor mener jobcenteret ikke, at de har været gældende for, at afklare mig og igen kaster de mig ud i noget nyt, hvilket får disse psykiske belastninger til at blusse helt op gang på gang.

Ny ryger de faste rammer også snart
- Og nu er vi nået dertil, at hus og faste og trygge omgivelser også snart bliver splittet.

- Mit råd herinde er for, at få regering til, at se netop på min lange sagsbehandlings tid og lytte til, at her sidder faktisk en ung kvinde, som brændende ønsker sig et job med de skåne hensyn der nu må tages.

- Men jeg får aldrig en afklaring og et job-  i stedet går jeg og fylder i kasserne og bliver omrokeret gang på gang.

- Jeg er uddannet sosu hjælper, gift med min bedste ven, mor til to mindre børn.

- Bor i et pænt villa kvarteret (lidt endnu) min mand arbejder 50-60 timer i ugen, så vi bidrager skam også til samfundet.

Hvorfor er der ikke plads til os?
- Min dreng gå i børnehave og pt er han på vej i en udredelser pga noget mave/tarme sygdom og er bagefter grovmotorisk (fylder også meget i mit svækket psyke), da han er født før tid.

- Min datter går i dagpleje og hun er med på alle punkter.

- Alt i alt er min en skøn dansk kernefamilie, som nu bliver ramt så hårdt af de lov krav om flere i job.

- Men hvorfor er der ikke plads til os, som ønsker et job lige nu, men som har nogle hensyn, der skal tages

- 10 år i systemet og ikke kommet videre!

- Please hjælp og min familie med, at råbe min sag op, tænker at jeg ikke er alene

Der må da være penge at spare i at give mig et arbejde
- Tænkt også lige på den besparelser det ville give, hvis jeg som ønsker et job, fik muligheden og ikke bare sylter rundt i deres kasser.

- Jeg har så mange kvaliteter af give af og har også tidligere været meget i den frivillige sektor, men det må jeg ikke længere pga de regler.

Brian og Dortes ønsker for fremtiden
- Vi har ikke de vilde ønsker for fremtiden, men vi vil bare gerne, at vores økonomi kan hænge sammen, så vi kan blive vores hus og vores børn kan få en tryg og rolig opvækst.

- Vi ønsker ro i forhold til et afklaring omkring Dortes skulderlidelse og spiseforstyrrelse.

- Vi ser ikke en fremtid med vilde udskejelser, men vi har et telt, som vi kan holde ferie i eller et sommerhus ferie er alt rigeligt for os.

- Vi ønsker som bare en afklaring for fremtiden, som er så usikkert pga. at vi følere os syltet i systemet med en afklaring af Dortes skulderlidelse i forhold til hvor meget Dorte kan arbejde / ikke kan arbejde.

- Hendes sag har nu taget over ti år og vi er ikke kommet videre og Dorte er flere gange gået ned med store depressioner og har måtte starte op i behandling for spiseforstyrrelse igen og igen.

Dorte ønsker ikke et liv som førtidspensionist
- Dorte ønsker selv et job på 10-15 timer i ugen, hvor der i skånehensyn, som der nu skal tages både fysisk og psykisk.

- Dorte ønsker ikke selv et liv som førtidspensionist. Men som tiden går og flere nedbrud kommer og håbet for, at få lov til, at yde den lille smule hun nu kan ser ud til, at være en kamp, der aldrig ender.

- Så kan hun i det mindste gøre en forskel som frivillig igen.

- Dorte har tidligere været frivillig vågekone, ledsager og har også været frivillig på et krisecenter for voldsramte kvinder.

- Det frivillig job har ikke været kropsligt, da de frivillig jobs har bestået i samtaler, våge/observere og bare være en støtte.

Brian arbejder op til 60 timer pr. uge
- Disse frivillige jobs har været meningsfyldte og har givet noget 'energi'/ livsglæde hos Dorte.

- I dag sidder hun hjemme efter, at børnene bliver afleveret i børnehave og ved dagpleje og manden er på job.

- Dagene går med, at få børnene afleveret, hentet igen, madpakker og aftensmad.

- Brian arbejder omkring 45-60 timer i ugen og for ca. halvandet år siden havde han en faldulykke, hvor fik flere brud på sin rygsølje, et brækket ribben, et brud på bækkenet og en blødende milt.

- Så vi er da også bange for, om han senere i livet vil få mén af dette, men i dag mærker han intet til det.

Vi håber at systemet læser om vores livskrise
- Vi håber herhjemme at ved, at vi beskrive vores livskrise, at dette kan være med til, at råbe systemet op og Dorte kan blive afklaret til et flexjob, så de gode kvaliteter der er i hende kan været til nytte for samfundet.

- Alt den sagsbehandling tid har kostet samfundet mange gode timer, som Dorte kunne have bridraget med, hvis bare man vil erkende de psykiske og fysiske begrænsninger og ikke mindst læse de lægelige papir, hvor der flere gange er beskrevet, at Dorte aldrig kommer til, at arbejde med noget, hvor hendes skulder bliver påvirket, skriver Dorte og Brian, men hvad siger du?

Har du et godt råd til parret, der savner lidt medgang? Og synes du, systemet er god nok til at hjælpe folk, der gerne vil arbejde, men som ikke kan arbejde fuld tid?

 

70 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere