Drinksbokse var bestilt: Så fik de trist besked

Vi har mistet vores klasse, skriver Kathrine L, der sammen med de 22 andre fra 2. D i Frederikssund føler sig som et offer i storgymnasiet Unords politiske/økonomiske spil i. Deres klasse skal nemlig lukke

Fest i 2.D - og hvis ledelsen på Unord får deres vilje bliver der ingen fester i 3.D.  Privatfoto
Fest i 2.D - og hvis ledelsen på Unord får deres vilje bliver der ingen fester i 3.D. Privatfoto

- Tirsdag d. 25. maj kl 12 skulle efter skemaet være en helt normal skoledag.

- Hvad vi ikke vidste var, at denne tirsdag var en drastisk ændring på resten af vores gymnasietid!

Chokerede
- Vi modtog nemlig den meget kedelige og triste besked om, at vores klasse (2.D) skal opløses og fordeles ud på de resterende 3 klasser på årgangen grundet et for lavt elevtal og dårlig økonomi.

- Vi er alle dybt chokerede over situationen, og vi er meget uforstående overfor denne beslutning.

Sådan indleder Kathrine L et brev til nationen! om at have 22 gode klassekammerater – og blive tvunget ud i nye klasser i det sidste år. Kathrine og klassen demonstrerer ofte foran rektors kontor, men føler ikke rigtig, det er nok. Så nu prøver de nationen!

Gymnasietiden har allerede været anderledes
Brevet – som Unord har fået tilsendt mandag formiddag sammen med et par spørgsmål - fortsætter nemlig således:

- I vores øjne er det en uheldig prioritering.

- Vi er nu ved at afslutte andet år af vores gymnasietid. En gymnasietid, der på mange måder har været meget anderledes end forventet.

Set frem til festerne i 3.g
- Vi har accepteret situationen og de afsavn, der har været, men vi har uden tvivl set frem til og håbet på, at vi kunne nå at opleve en almindelig gymnasietid i 3.g med alt hvad der hører sig til med fester, fysisk undervisning, sjov og hygge med egne lærere og de klassekammerater, som vi har glædet os til at være sammen med igen.

Urimeligt med uro - og nye relationer
- Vi har været fortrøstningsfulde ift. at vi nok skulle nå at indhente det forsømte, samtidig med at vi har hængt i i den virtuelle undervisning. 

- Vi synes nu, at det er helt urimeligt at skabe den uro i og omkring os i 3.g.

- Nu skulle vi fokusere på at forberede os på studentereksamen, men nu skal tiden derimod bruges på, at skabe nye sociale relationer.

- Derudover forstår vi ikke, hvorfor valget om nedlægning af vores klasse sker nu, da elevtallet for vores klasse har været det samme det sidste år.

Har booket studentervogn med drinksboks
- Vi er meget glade for vores nuværende klasse og har set frem til endelig at kunne være sammen igen.

- Klassetrøjen med alle klassens navne var købt og studentervognen med drinksbokse bestilt, skriver Kathrine, og nationen! bad mandag formiddag Unord om at svare på, hvad klassen kan gøre, for at forhindre opsplitningen - og om Unord vil erstatte de udgifter klassen allerede har haft til trøjer og studentervogn osv, hvis opsplitningen gennemføres.

Unord har ikke svaret, men hvad tænker du?