Erik Otto drak alle konens penge op og døde alene

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

Den 7. dødsannonce hvor eventuelle pårørende efterlyses kommer i avisen tirsdag d. 24. maj. Annoncen omhandler en Erik Otto Jensen, som boede på Gammel Køge Landevej i Hvidovre. Han blev 70 år.

Jeg får oplyst, at bisættelsen finder sted fra Strandmarkskirken i Hvidovre. En formiddag tager jeg forbi kirken. Det er en moderne kirke i gule mursten. Jeg taler med en mand, som ikke præsenterer sig, men som jeg senere finder ud af er kordegnen. Da jeg kommer, rejser han sig og kommer ud fra køkkenet, hvor han har siddet sammen med to andre og spist morgenmad. Vi går ind på kontoret. Kordegnen reagerer afvisende, da han hører om mit ærinde. Han vil ikke udtale sig om noget. Han siger, at han kan miste både sit job og sin pension, hvis han fortæller om Erik Otto Jensens bisættelse. Han kan heller ikke oplyse hvilken præst, der bisatte afdøde. Jeg siger, at jeg håber at nogle mødte op til Erik Otto Jensens bisættelse, men at mange jo desværre bliver bisat alene. Kordegnen svarer, at han kun en enkelt gang har været ude for at ingen mødte op. Normalt er der altid nogle venner, der møder op. Han giver det indtryk, at der kom nogen, da Erik Otto Jensen blev bisat.

Hos bedemandsforretningen på Hvidovrevej oplyser bedemanden mig om hvilken præst, der bisatte afdøde, og en varm sommerdag tager jeg forbi præsten. Det tager lidt tid, før han lukker op. Det er som om, han ikke venter, at der kommer nogen, selvom jeg kommer i træffetiden. Endelig åbnes døren. Præsten byder mig indenfor i det lille kontor, der ligger til venstre for indgangen. I vindueskarmen står gammelt legetøj som støvet har lagt sig på. Luften er tung i det lille lokale.

Jeg fortæller om mit projekt, og præsten lytter, men reagerer ligesom kordegnen hurtigt afvisende. Han vil ikke udtale sig om noget, for han har tavshedspligt, siger han. Jeg forklarer, at jeg blot ønsker at vide, om der kom nogen til Erik Otto Jensens bisættelse. Præsten gentager, at han har tavshedspligt. Jeg spørger, hvorfor der er tavshedspligt, når alle kirkelige handlinger er offentlige. Præsten siger, at jeg ville have fået tilladelse til at deltage ved bisættelsen, men at jeg ikke kan få oplysninger, når jeg først henvender mig bagefter.

Præsten gør mine til at vi skal bryde op. Jeg har været der i 10 min indenfor træffetiden, men præsten er tydeligvis ikke interesseret i at tale mere med mig. Jeg forlader kontoret og går ud i den friske luft på Hvidovrevej.

Dagen efter tager jeg hen til bedemandsforretningen i Hvidovre, hvor jeg træffer den kvindelige bedemand. Ingen har henvendt sig i forbindelse med Erik Otto Jensens dødsfald, og ingen mødte op til hans bisættelse, fortæller hun. Jeg spørger, om jeg må få at vide, hvor på Gammel Køge Landevej Erik Otto Jensen har boet. Jeg får den præcise adresse.

Nogen tid efter tager jeg forbi Erik Otto Jensens bopæl for at danne mig et indtryk af kvarteret. Jeg overvejer at hænge en seddel op i den opgang, hvor han boede. Måske husker nogle af naboerne ham. Det viser sig, at afdøde har boet i en pæn andelslejlighed. Idet jeg nærmer mig bygningen, ser jeg et ældre ægtepar komme ud fra gården på cykel. Jeg spørger, om de mon har hørt om Erik Otto Jensen. ”Ja, men han er død,” svarer kvinden. Jeg fortæller hende, om mit projekt. Hun siger, at jeg ikke vil få noget ud af at hænge en seddel op i opgangen, for ingen har kendt Erik. ”Det er kun min mand og mig, der har kendt ham,” fortæller hun. ”Jeg var bedste veninde med hans kone Gerda. De var gift i 28 år. Hun tog sit eget liv og det var på grund af Erik. Han var væmmelig.” Kvinden jeg taler med hedder Grethe og hendes mand hedder Bent. De er meget imødekommende, og jeg må gerne besøge dem en dag hvor de kan fortælle mig om Gerda og Erik. Kvinden fortæller, at hun blev født samme dag og samme år som Erik. Det er lidt pudsigt, synes hun.

Næste mandag kl. 10.30 om formiddagen besøger jeg ægteparret. Konen skænker kaffe op og begynder levende og medrivende at fortælle: ”Min mand og jeg har boet her i opgangen i næsten 50 år. Erik og hans kone Gerda kom først til for 10-12 år siden. Jeg kendte Gerdas bror gennem nogle venner, så jeg har altid vidst hvem hun var. Vi blev dog først veninder for 5-6 år siden. Vi kunne se deres køkkenvindue fra stuen. Nogle gange stod Gerda og jeg i hver vores lejlighed og gestikulerede til hinanden. Gerda var en meget smuk kvinde. Da hun var ung, blev hun gift med en selvstændig erhvervsdrivende. Han havde 8 forretninger inde i byen og penge nok. Gerda elskede ham, også selvom han drak, spillede og gik med andre damer. De fik en søn, som fik en fin akademisk uddannelse. Han bor i dag i et stort hus med havudsigt i Nordsjælland. Gerda blev skilt, og eksmanden døde senere. Han nåede dog at blive gift yderligere tre gange. Alle hans kvinder var ganske unge modeltyper.

Efter skilsmissen fik Gerda job som morgendame på en kro. Hun mødte kl. 5.00 og serverede kaffe og morgenbitter. Det var på kroen, at hun mødte Erik. Han var en lille tynd mand, ungkarl og med en 1. værelses lejlighed på Vesterbro. Oprindeligt arbejdede han som tolder, og han var meget ordentlig med alt, hvad han foretog sig. Han gik f.eks. aldrig over for rødt lys. Desværre fik han tuberkulose, og sygdommen var så slem, at han måtte opgive sit arbejde. Senere fik han et skånejob på Carlsberg. ”Det er ikke andet end vand, de laver der,” plejede han at sige. Han begyndte at drikke og kom meget på kroen. Gerda var skrøbelig af sind, og på et tidspunkt blev hun indlagt på den lukkede afdeling på Frederiksberg. Der besøgte Erik hende ofte. Han var glad for hende og ville gerne gifte sig med hende. Hun tøvede, men til sidst gav hun ham sit ja. Da var Erik omkring 42 år. Gerda var ca. 5 år ældre. De flyttede til en ejerlejlighed længere oppe af Gammel Køge Landevej. De købte den for 100.000 kroner og solgte den for 600.000 kroner, da de flyttede til andelslejligheden. Gerda havde også penge fra sit første ægteskab, men mange af dem drak Erik op på de lokale værtshuse. De to af værtshusene er lukkede nu, men det tredje La Strada eksisterer stadig. Her kom Erik og Gerda meget. Erik fik tit Gerda til at gå med ham for at drikke. Gerda ville gerne have os med derned, men jeg sagde til hende, at det med værtshus, det var ikke os. Vi var kun med 3-4 gange i løbet af alle årene, og det var for Gerdas skyld.

Hun ville ellers så gerne have os med, og det var nok fordi, hun var bange for Erik. Når han blev fuld, kunne han blive voldelig og ondskabsfuld over for hende, men han turde ikke være efter hende, når vi var der. Han havde respekt for min mand og mig. Gerda kunne nu også godt give Erik én på kassen. Han var helt skaldet og nogle gange fik han én på siden af hovedet.

Jeg sagde igen og igen til Gerda, at hun skulle forlade Erik. Hun elskede ham jo ikke. Gerda sagde, at den eneste hun nogensinde havde elsket, det var hendes første mand.” ”Det sagde hun ofte,” tilføjer manden. ”Men hun ville ikke forlade Erik,” fortsætter konen. ”Hun svarede altid: ”Det kan jeg ikke, så går han helt til grunde.”

Nogle gange inviterede vi Gerda og Erik til middag. For det meste var det nu kun Gerda, vi så. Vi var ikke så glade for at få Erik med. Han kunne jo ikke lade være med at drikke, og han sad der ved middagsbordet og var ved at brække sig hele tiden. Det løb ud af næsen på ham, og det brød vi os ikke om. Jeg har aldrig brudt mig om Erik,” siger konen ligeud. ”Men Gerda var sød og smuk. Vi var så gode veninder, og vi var sammen hver dag.”

”Gerda havde som sagt en søn, men hun så ikke meget til ham, efter hun giftede sig med Erik. Erik ville ikke have besøg af Gerdas søn, fordi han havde sådan en lang boglig uddannelse. ”Jeg er jo slet ikke fin nok til ham,” plejede Erik at sige. Gerda havde råbt, at hendes søn havde lov til at besøge hende, når han ville, og det skulle Erik ikke bestemme. Men det havde alligevel været svært, og det var mest over telefonen, at Gerda havde kontakt med sønnen. Gerda og Erik levede meget isoleret og havde ikke mange venner. Vi var f.eks. de eneste, der var med til deres sølvbryllup. Det blev holdt i Dueslaget ved Damhuskroen,” fortæller konen.

Hun kommer pludselig i tanke om en sjov episode, hvor hun var sammen med Gerda. ”Vi var på en fin spansk restaurant inde i byen ikke så langt fra Kgs. Nytorv. Vi var der ved middagstid, og vi skulle have tapas, du ved, de her små retter. Det lød jo lækkert, men da tjeneren kom med maden, fik vi ikke andet end nogen små tynde skiver spegepølse. Så bestilte vi en portion salat hver, men der kom også kun meget små portioner. Det var jo slet ikke noget for sådan nogle madludere som os. Maden, salaten samt et par øl kostede over 500 kroner. Så tog vi hjemad, og Gerda insisterede på, at vi skulle købe en flaske snaps i kiosken på Toftegaards Allé. Det gjorde vi så, og vi tog den med hjem. Normalt var vi hos mig, men den dag gik vi over til Gerda. Erik lå og sov, da vi kom. ”Dav dav Jensen jeg har Grethe med hjem,” sagde Gerda. ”Dav dav” lød det fra soveværelset. Sådan talte de til hinanden. Dav dav.

Erik stod op, og så sad vi og drak snapsen sammen alle tre. Vi blev ret fulde, og jeg var ved at dø af sult, for vi havde jo slet ikke fået nok at spise. Da flasken var tømt, tog Gerda og jeg til Friheden i Hvidovre og fik oksefilet med grøntsager og øl til. Da vi var færdige med at spise, fulgte jeg først Gerda hjem, og så tog jeg op til mig selv. Min mand var ikke hjemme, han var i Jylland. Da jeg kom op i lejligheden, kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne tænde lyset. Det blev ved at være mørkt, ligegyldigt hvilken lampe jeg tændte. Det blev jeg meget forvirret over. Jeg fandt senere ud af, at jeg var kommet til at slå hovedrelæet fra, da jeg kom ind. Det er den eneste gang i mit liv, at jeg har været fuld, men da var jeg sandelig også fuld,” ler hun. ”Næste dag spurgte Gerda mig, hvordan hun var kommet op til sig selv. Hun kunne slet ikke huske, at jeg havde fulgt hende hjem.

Vi havde mange dejlige stunder sammen Gerda og jeg, men Gerda havde det jo ikke nemt. En gang ringede Erik over til os. Jeg tog telefonen, og han sagde: ”Grethe du må komme. Min lille pige er død.” Hvad er det han siger? tænkte jeg, og skyndte mig derover. Gerda havde taget 50 piller, men hun overlevede heldigvis. Et år efter lykkedes det hende dog at tage sit eget liv, og da fandt jeg ud af, at det var 8. gang hun forsøgte. Da Gerda døde, var der blod ned af trapperne, og der lå en tynd slange i opgangen. Den var ikke tykkere end en strikkepind, og den var fuld af blod. Jeg ved ikke hvorfor den var der, men jeg fik en dame fra kommunen til at fjerne den. Jeg ringede også til viceværten, og han kom og tørrede blodet op i opgangen. Da Gerda døde, var hun ved at strikke babytøj, for hendes søn og svigerdatter skulle have en lille pige. Hun nåede dog aldrig at se sit barnebarn. Da hun døde, lå det halvfærdige babytøj tilbage i sofaen.

Ved begravelsen fortalte Gerdas søn mig, at Gerda ofte var fuld, da han var barn. Når han kom hjem fra skole, så lå hun og sov. Flaskerne havde hun skubbet ind under sofaen. Vi var ikke mange til Gerdas begravelse. Foruden sønnen, svigerdatteren og det lille barnebarn kom nogle venner fra det værtshus, hvor Gerda havde arbejdet som morgendame. Hendes bror og svigerinde var der også. Dem havde hun ellers ikke set meget til gennem årene. De blev uvenner for mange år siden, da Gerda var gift med sin første mand. Broderen ville have gratis varer fra mandens forretninger, og da det ikke kunne lade sig gøre, blev de uvenner. Gerda blev begravet ved siden af sin første mand. Det sørgede sønnen for, og han var ligeglad med, hvad Erik sagde til det.

Gerda havde haft det hårdt på grund af Erik, og hun var heller ikke rask. Hun havde fået nyt knæ tre gange og skulle have været opereret igen for fjerde gang. Hun havde også fået en operation mod overvægt, hvor lægerne havde snøret mavesækken sammen. Hun tabte sig noget efter den operation, men hun syntes ikke rigtig, at det havde hjulpet.

 

Præcist et halvt år efter Gerdas død døde Erik. Han drak sig ihjel. Det var hårdt for Erik at miste Gerda, selvom han ikke havde været sød ved hende. Han tabte sig meget, og han var ellers tynd nok i forvejen. Det mærkelige var bare, at han i Gerdas sidste tid ikke kunne komme på gaden. Det var han for svag til, sagde han. Efter hendes død kunne han imidlertid godt komme på gaden med sin rollator. Det var bare komediespil med ham for at få Gerda til at lave det hele. På et tidspunkt kom Erik på plejehjem i nogle måneder til noget genoptræning, men han vendte tilbage til lejligheden. Han lavede aldrig mad, levede næsten kun af øl og snaps. Jeg var ovre med øl til ham en gang, men jeg sagde til ham, at det ville jeg ikke igen. Vi besøgte ham også på plejehjemmet en enkelt gang, da han var der. Da han døde var jeg forbi lejligheden, og der stank. Hele køleskabet var fyldt med råddent kød. Det havde ligget der siden Gerdas død. Hun havde købt stort ind, inden hun tog sit liv. Der kom en opkøber og tømte hjemmet. Jeg græd, da jeg så, hvordan de smed Gerdas ting på jorden.” Konen får tårer i øjnene.

Mens vi taler er manden gået ind i kammeret bag soveværelset for at finde et billede af Gerda på computeren. Han leder og leder, men han kan kun finde et enkelt billede af Gerda. Billedet er fra en fest, hvor Gerda sidder i en lys sommerkjole. Hun har et blidt og venligt ansigt og helt hvidt krøllet hår. Hun er absolut en nydelig ældre kvinde, og man kunne ikke se, at hun måske drak lidt mere end godt var. ”Hun kunne tømme en hel flaske snaps, uden at man kunne mærke det på hende,” siger konen. ”Vi så hinanden hver dag, og vi lavede sølvsmykker sammen en aften om ugen. Da Erik døde, havde han et sølvarmbånd på, som Gerda havde lavet til ham. Han havde også et Rolex ur i guld, og det var ægte, det ved jeg. Det var også fra Gerda. Hun var så sød og så god af sig.”

Man fornemmer tydeligt, at konen savner Gerda. ”Jeg har ikke været nede og sidde i gården siden Gerdas død,” fortæller hun kort før, jeg bryder op efter 2 ½ time. ”Jeg har ikke haft lyst, når hun ikke er der. Men jeg kommer nok derned igen på et tidspunkt. Det tror jeg da.”

En mandag aften kl. 19.00 tager jeg forbi værtshuset La Strada på Gammel Køge Landevej, hvor Erik Otto Jensen kom med sin kone Gerda. La Strada ligger ikke langt fra afdødes lejlighed. Der er 8-10 gæster, da jeg kommer. De er alle omkring 40 til 70 år. Nogle står i baren, andre sidder ved bordene. Ved indgangen står bartenderen og spiller dart med en af de kvindelige stamgæster. ”Hej,” siger han og smiler, da jeg kommer ind. ”Hej,” svarer jeg. Nogle af gæsterne ser spørgende og lidt nysgerrigt på mig. Da jeg nævner Erik Otto Jensen, udbryder kvinden, der spiller dart: ”Ham kender vi.” Hun spørger straks de omkringstående, om de ikke også husker ham. Alle nikker bekræftende. ”Han har været tolder og var gift med Gerda,” siger en af gæsterne. ”Hun tog sit liv på grund af ham,” siger en anden. ”Gerda havde en søn, som Erik ikke kunne lide,” siger en tredje. ”Han havde en fin uddannelse,” siger en fjerde. Jeg lytter, og fortæller de omkringstående hvorfor jeg er kommet. ”Jeg vil gerne tale med dig, men jeg skal lige spille færdig først,” siger kvinden og kaster en af dartpilene. Bartenderen spørger, hvad jeg hedder, og om jeg vil have noget at drikke. Værtshuset har ikke fadøl, så jeg beder om en almindelig flaskeøl. ”Den er på husets regning,” siger han, da jeg vil betale de 16 kroner, den koster.

Jeg sætter mig op i baren ved siden af en mand i blåt arbejdstøj. Manden fortæller, at Erik Otto Jensen blev kaldt ”Jensen” eller ”Lille Jensen,” fordi han ikke var så høj. Før han siger mere, spørger han, hvem jeg er, og hvorfor jeg vil vide noget om afdøde. Han vil gerne have en uddybende forklaring, og det får han naturligvis. ”Du har ikke en båndoptager i tasken vel? ”spørger han og kikker på min store sorte taske Jeg åbner den, så han kan se, at der ikke ligger noget elektronisk udstyr. Manden slapper lidt mere af nu. Han spørger, om jeg bor i Hvidovre, og jeg svarer, at jeg har boet der i 2 ½ år, men at jeg nu bor i Valby. Da han hører, at jeg har boet i den del af Hvidovre, der hedder Friheden, spørger han, om jeg kender en der hedder ”Sveske.” Det gør jeg ikke.

Jeg spørger til Erik Otto Jensen, og manden fortæller, at han var fra Fyn, og at han havde mange søskende. Om de stadig lever, ved han ikke. ”Jensen elskede krigsfilm og westerns. Skuespillere som John Wayne og Clint Eastwood var hans store idoler. Jensen kunne godt lide at fantasere om, at han var en stor bredskuldret mand, selvom han var lige det modsatte. Det var lidt pudsigt. Vi talte tit om krigsfilm. Han var helt vild med dem.” Manden fortæller også, at Jensen og Gerda gik på værtshus hver formiddag. Ved frokosttid tog de hjem og spiste og vendte så tilbage tilværtshuset senere på eftermiddagen. Sådan var deres rytme. Jensen havde astma, så i stedet for en cigaret sad han med en nicorette inhalator.

Se også: Ingen pårørende, ingen bisættelse: Sigrid endte på anatomisk

Lidt efter har kvinden afsluttet sit dartspil. Hun kommer op til baren og sætter sig ved siden af mig. ”Jeg ved godt, at der var mange, der ikke brød sig om Jensen, men jeg kunne godt lide ham,” siger hun. ”Jeg ved godt, at han var hård mod Gerda, men det blandede jeg mig ikke i. Han snerrede aldrig af mig, og vi havde det fint sammen. Jeg har kendt Jensen i over 20 år både herfra og fra ”Stjernen” og det andet værtshus, som nu også er lukket. Vi talte ikke om noget særligt, men vi havde det hyggeligt. Der var aldrig et ondt ord mellem os. Jeg var så ked af, at jeg ikke var med til hans begravelse, men jeg vidste ikke, at han var død. Jeg ville så gerne have sagt et sidste farvel.” Kvinden får tårer i øjnene.

Manden ved siden af mig ville også gerne have deltaget i bisættelsen, og de er begge kede af at høre, at ingen mødte op til den kirkelige handling. ”Der gik flere uger, før vi fandt ud af, at han var død,” siger manden og kvinden tilføjer: ”Hvis Jensens dødsannonce havde været i Hvidovreavisen, så havde jeg set den, og så var jeg kommet til begravelsen. Jeg kunne godt lide ham, og så er jeg ligeglad med, hvad andre siger. Gerdas familie kunne ikke lide Jensen. Men de skulle da have respekteret ham, når nu Gerda havde valgt ham. Jeg så familien til Gerdas begravelse, men jeg talte ikke med dem. Jensen skulle tisse to minutter før begravelsen, men ingen hjalp ham. Han måtte selv finde vej ud med sine to stokke. Da græd jeg.”

Alle på værtshuset kunne godt lide Gerda. ”Hun var smuk og altid så pæn i tøjet,” siger en af stamgæsterne. ”Hun var jo også fint gift, før hun mødte Erik,” siger en anden. Kvinden i baren fortæller, at hun først for et halvt år siden blev klar over, at Gerda havde taget sit eget liv. ”Jeg troede, at hun sov stille ind, og jeg fik et chok, da jeg hørte sandheden,” fortæller hun. Der er lidt diskussion på værtshuset om, hvor mange børn Gerda havde. Nogle mener, at hun kun havde sønnen, andre at hun i hvert fald havde et barn til. En anden kvinde kommer op til baren for at købe en øl. Hun fortæller, at Gerda samlede på dukker. ”Hun gik på loppemarkeder, og købte alle dem hun så. Jeg gav hende engang en dukke, som manglede den ene arm. Gerda var lykkelig for den, og hun både strikkede og hæklede tøj til den.

Se også: Præstens tale til tom kirke: Afdødes familie blev væk

Hun syede også gardiner til La Strada for mange år siden. Hun var meget ferm på fingrene. Erik lavede ikke noget, tværtimod. Han legede tit syg for at få Gerda til at gøre det hele,” fortæller kvinden og fortsætter: ”Gerda gik med krykker pga. dårlige hofter og knæ, men Erik fik kommunen til at betale for, at han kunne få en rollator. Han tænkte ikke på Gerda, men hun tog hans rollator, når hun skulle handle ind. ”Jeg tager bare Jensens rollator,” sagde hun ofte. ”Hvad sagde han til det?” spørger jeg. ”Hun spurgte ham da ikke,” svarer kvinden. ”Hun tog den bare.”

”Jensen var meget ulykkelig over at have mistet Gerda,” fortæller kvinden i baren. ”Det kan godt være, at de havde problemer, men han elskede hende, og det tog hårdt på ham, da hun døde. Hvis han virkelig var så forfærdelig, som alle siger, så kunne Gerda jo bare have forladt ham. Han blev så lille og tynd til sidst. Han hentede øl hos købmanden hver dag, og så sad han alene og drak dem i sin lejlighed. Han fik slet ikke noget at spise.” Kvinden tilføjer, at hvis man pludselig ikke kommer på værtshuset længere, så bliver man hurtigt glemt af de venner, man havde der.

Da jeg har drukket halvdelen af min øl, sætter bartenderen to nye foran mig, som han knapper op med det samme. Jeg prøver at protestere, men kvinden stopper mig. ”Du skal bare tage imod,” siger hun og tilføjer drillende: ”Han kan godt lide dig.” ”Hold da op,” ler bartenderen. ”Jeg er gift og har seks katte.” I de fire timer jeg er på La Strada, fik jeg ikke lov til at betale for en eneste øl selv. Kvinden og manden, som jeg taler med, får også øl. ”Det er firmaet der betaler,” siger bartenderen gæstfrit.

En 72årig mand er kommet ind på værtshuset. Han sidder ved et af bordene, men kan sagtens følge med i vores samtale. Manden fortæller, at Jensen var brygger på Carlsberg, ligesom han selv har været. ”Hver morgen hejste Jensen Dannebrog på Carlsberg lige før klokken otte om morgenen. Præcist klokken otte ringede han med klokkerne. Det var en god arbejdsplads, men det er det ikke mere. Det var ikke godt de sidste år, jeg var der.” Jeg spøger ham om, hvordan han har det med, at Carlsberg flytter til Fredericia. ”Hvis bare folk tjener til min pension, så er jeg sgu ligeglad med, om de gør det i Valby eller i Fredericia,” lyder svaret. Manden tilføjer: ”Jensen var en grov karl både overfor Gerda og også overfor os på Carlsberg. Jeg spørger, om de kørte med bryggerheste. ”Jeg gjorde, men Jensen gjorde ikke,” svarer manden.

”Jeg kunne godt lide Jensen,” gentager kvinden i baren. Som den eneste på værtshuset gør hun meget ud af at forsvare ham. Det er tydeligt, at hun har holdt af ham, og at hun er ked af den skæbne, han fik. På et tidspunkt, da hun er midt i en sætning, bryder manden i baren ind. ”Må jeg tale færdig,” råber kvinden og ser vredt på ham. ”Hun bliver sku sur, når jeg afbryder,” siger manden med et smil på læben. Kvinden ignorerer ham og begynder forfra: ”Jensen så meget gammel ud af sin alder,” fortæller hun. ”Da han fyldte tres, lignede han én på halvfjerds. Han drak jo også meget, og han brokkede sig hele tiden. Der var mange, der ikke kunne lide ham. Men jeg brokker mig da også og siger min mening, så det er heller ikke alle her, der kan lide mig. Måske kunne jeg se mig selv lidt i Jensen.” Kvinden fortæller, at Jensens brokkeri blev værre med årene. ”Men han brokkede sig også for 20 år siden,” siger hun.

Bartenderen giver mig en blå smirnoff. Det er en italiensk vodka 45%, som man normalt skyller ned i et hug. Jeg smager forsigtigt på den. Den er sød men smager godt. Alligevel giver jeg resten til kvinden i baren. Før hun drikker den, holder hun glasset op mod lyset. ”Jeg elsker den blå farve. Sådan nogle øjne skulle man have,” siger hun.

Manden i baren kan ikke helt forstå, hvorfor jeg vil skrive om Jensen. ”Han var jo bare helt almindelig. Der er da andre, der er mere interessante at skrive om,” siger han. Det viser sig, at manden er historisk interesseret, og pludselig taler vi om både Otto Baches maleri af mordet i Finnerup lade, Egtvedpigen på Nationalmuseet, Christians IV’s kapel i Roskilde Domkirke og Frisen på facaden af Thorvaldsens museum, som forestiller hyldestmodtagelsen af Thorvaldsen da han vender hjem til København fra Rom i 1838. Manden har check på diverse årstal og andre historiske detaljer. Pludselig udbryder han: ”Jeg synes egentlig, det er flot, at du bare sådan kommer ind fra gaden og sætter dig op i baren.”

En meget høj lyshåret mand er også kommet ind på værtshuset. Han fortæller, at han boede ovenover Gerda og Jensen. Også han havde ondt af Gerda, fordi Jensen var så hård ved hende. ”Gerda var smuk,” siger han. ”Hun gik meget dårligt, men alligevel var det hende, der skulle købe ind. Det var synd.”

Da klokken bliver 23, er det tid at bryde op. Kvinden i baren giver mig et stort knus.

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen