Erkender 'rodet omgang': Ørsted sletter gebyrer

Troels M er så træt af elselskabet Ørsteds måde at kommunikere på, at han beder nationen! om hjælp. Det hele begyndte, da han bad om lov til at vente to måneder med at betale en regning på 1093 kr. Ørsted erkender, at det er 'en rodet omgang'.

- I juni i år måtte jeg pga nogle midlertidige økonomiske problemer annullere en kvartalsregning til Ørsted i min netbank. Beløbet androg 1.093,37 kr.

- Jeg informerede Ørsted herom pr. mail og foreslog at betale beløbet inkl. gebyr grundet for sen betaling efter 1. august.

Jeg accepterede en afdragsordning i tre rater
- Den 12. juni modtog jeg et svar fra en person ved navn Daniel fra Ørsteds Kundeservice. Iflg. ham var det ikke muligt at udskyde betalingen til efter 1. august. I stedet tilbød han en afdragsordning i tre rater med tillæg af et gebyr på 100 kr. Samtidig gjorde han opmærksom på, at det ikke var mit navn, der stod på kundeforholdet.

- Samme dag svarede jeg, at det formentlig var min tidligere kones navn, der stod på kundeforholdet, men at hun ikke har boet i huset siden vores separation i 2012. Og at huset siden da har været lejet ud, da jeg ikke selv bor i det.

- Jeg erklærede mig villig til at acceptere en afdragsordning i tre rater.

Mail-mareridt
Sådan indleder Troels M et brev om de mange breve og telefonsamtaler han efterhånden har haft med Ørsted om det, der i hans øjne burde være ret simpelt – nemlig en henstand i to måneder. Troels kan ikke forstå at medarbejderne i Ørsted ikke kan finde ud af tale sammen. Og i det svar nationen! har fået fra Ørsted omkring Troels ’sag’, erkender firmaet da også, at der har været noget miskommunikation. Du kan læse Ørsteds svar nedenfor – Troels brev fortsætter således:   

- Dette viste sig at være indledningen til et mareridt af nærmest Kafkaske dimensioner.

- Jeg har ikke tal på hvor mange mails, jeg har måttet sende til Kundeservice.

Først betalte jeg 597 kr
- Adskillige mails, som jeg modtog, var stilet til min ekskone – ikke til mig - med anmodning om betaling af forskellige beløb.

- For hver uforståelig mail, som jeg har modtaget fra mindst ti forskellige personer, der åbenbart ikke taler samme, og som præsenterer sig ved fornavn, blev historien et kapitel længere, og jeg måtte forklare det hele fra starten af med tilføjelse af det nye kapitel.

- På et tidspunkt modtog jeg dog en mail stilet til mig med anmodning om at betale 597,44 kr. senest den 7. august, hvilket jeg gjorde.

Så blokerede jeg deres betalingsanmodninger
- Dråben, der fik glasset til at flyde over, var da jeg opdagede, at der i august var blevet hævet 370,71 kr. fra min nem-konto for betaling af en regning stilet til min ekskone.

- Jeg kontaktede banken og bad den øjeblikkeligt blokere yderligere betalingsanmodninger fra Ørsted. Det gjorde banken. Fra starten af september har jeg skiftet el-leverandør.

- Den 10. november kontaktede min ekskone mig.

Så betalte jeg 654 kr
- Ørsted havde via et inkassofirma afkrævet hende et beløb på 654,06 kr., der indeholdt diverse rykkergebyrer og trussel om inkasso. Iflg. Ørsted skulle hun have afmeldt sig som kunde ved sin fraflytning i 2012, hvilket var årsagen til kravet.

- Denne begrundelse forekommer mig totalt på månen, men hun har betalt beløbet, som jeg derefter har refunderet hende, så sagen er nu lukket for hendes vedkommende.

Nu skriver inkassofirmaet 652 kr
- Selv har jeg fra samme inkassofirma modtaget et antal rykkere, hvoraf den seneste beløber sig til 652,16 kr.

- Selv mener jeg, at Ørsted højst har 225,22 kr. til gode.

- Jeg har betalt 597,44 kr. + de 370,71 kr., som Ørsted uretmæssigt trak på min konto.

- Den oprindelige regning lød på 1.093,37 kr., og med gebyret på 100 kr. bliver det 1.193,37 kr., så forskellen mellem hvad jeg har betalt og det jeg skulle betale inkl. gebyr andrager 225,22 kr.

 

Betaler under protest hvis de fastholder
- Hvis Ørsted fastholder sit krav på 652,16. kr., betaler jeg det for at undgå yderligere bøvl med denne magtfuldkomne og uprofessionelle virksomhed.

- Men i så fald bliver det under protest skriver Troels, der nu efter at nationen! er gået ind sagen, kan se frem til en dialog med ørsted:

- Vi har nu fået set nærmere på Troels’ sag og må erkende, at det har været en rodet omgang, hvor han ikke er blevet ordentlig informeret af os.

Ørsted: nogle af rykkergebyrerne skal ikke betales
- Vi er i direkte dialog med ham nu for at finde en løsning, som alle kan være tilfredse med.

- Jeg kan oplyse, at vi ikke står fast på de 652 kr., da der indgår rykkergebyrer, som han ikke skal betale, når det er os, der ikke har været klare nok i kommunikationen.

- Det har særligt været uklart i forbindelse med det skiftende kundeforhold, hvor det først var hans ekskone, der havde en elaftale, og senere ham selv,skriver Ørsted.

Nedenfor kan du se et lille udpluk af korrespondancen om de 1093 kr, der skulle vente lidt, men hvad tror du?

 

 

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4 
59 kommentarer
Vis kommentarer