Fatal kirurgi: Dansk overlæge afliver 6 forhuds- og onani-myter

I USA bliver cirka halvdelen af drengebørnene omskåret - men nu har dansk overlæge skrevet en artikel, der er blevet delt og liket 31.000 gange

- Tak, dr. Frisch, for denne - for mange amerikanere - meget oplysende artikel.

Alle skal beskyttes - det kan være fatalt
- Kvinder var ikke beskyttet mod omskæring før 1997, og nu er tid til at beskytte ALLE børn mod overflødig og til tider fatal kirurgi i kønsorganerne.

Se også: Kæmpeflertal: Vent med omskæring til der er hår på regnormen

Sådan skriver Lloyd Schofield i en af de 471 kommentarer, den danske overlæge, dr.med., ph.d. og adjungeret professor i seksuel sundhedsepidemiologi Morten Frischs artikel på Huffington Post har fået på fem dage. Lloyd er blandt de snart 30.000 læsere, der har liket overlægens budskab om at begrænse omskæring af drenge.

- Tvangs-omskæring er et brud på børnenes menneskeret til at bestemme over deres egen krop, skriver Jonathon Conte, og James Ketter - der hæfter sig ved at andelen af omskæringer langsomt er på vej ned i USA - fortsætter:

- Lige så stille vågner forældre op med forståelsen af, at deres børns kroppe kun skal ændres, hvis der er medicinske grunde til det.

Se også: Zouheirs mor blev sur: Hans søn skal nemlig ikke omskæres

- Men lige nu er vi i en istid af uvidenhed, skriver James. Selv glæder Morten Frisch sig over den store udbredelse artiklen har fået.

- Mange forældre i USA er i disse år ved at erkende det etiske problem, som drengeomskæring udgør.

- For alle børn, både piger og drenge, bør det være en basal menneskeret, at ingen må skære sundt, funktionelt og erotisk følsomt væv af dem, før før de selv er blevet myndige og selv kan tage beslutningen, siger Morten Frisch, der til brug for den videre debat - omskæring er tilladt i Danmark - har lavet en gennemgang af de seks mest almindelige omskærings-myter.

Myte 1: Forhuden er en lille, overflødig hud-flap

Fakta: Hos en almindelig voksen mand har forhuden et areal, der svarer omtrent til overfladen på en smartphone (cirka 50 kvadratcentimeter). Forhuden beskytter penishovedet og indeholder et stort antal seksuelt vigtige følenerver. Ved omskæring bortskæres disse nerver sammen med forhuden. Herved nedsættes følsomheden, og hele mekanikken ved onani og samleje ændres. En dansk undersøgelse har vist, at par, hvor manden er omskåret, oftere oplever seksuelle problemer, end par, hvor manden har sin intakte penis i behold.

 

Myte 2: Omskæring forhindrer drenge i at onanere

Fakta: Omskæring blev populært flere steder i verden under Victoriatiden (især i USA), fordi man dengang håbede, at det ville forhindre drenge i at onanere. I dag ved man, at onani overhovedet ikke er skadeligt, og i øvrigt er der intet, der tyder på, at omskårne mænd onanerer mindre end mænd med intakt penis.

 

Myte 3: Omskæring er bare et lille niv i tissemanden

Fakta: Nogle omskærings-tilhængere fremstiller omskæring som et bagatel. Omskæring er imidlertid langt fra risikofrit, og drengene oplever smerte før, under og efter operationen. Dette gælder især de yngste drenge, der slet ikke kan bedøves ordentligt. Man kender ikke med sikkerhed de psykiske langtidskonsekvenser af omskæring. Et dansk studie fra 2015 har dog vist, at tidligt omskårne drenge muligvis oftere udvikler autisme.

 

Myte 4: Omskæring beskytter mod sex-sygdomme og kræft i penis

Fakta: De sex-sygdomme, som omskæring påstås at beskytte i mod, er ikke hyppigere i Danmark end i lande, hvor drenge rutinemæssigt omskæres. I det hele taget giver omskæring ikke mening som sygdomsforebyggelse i Danmark. Konsekvent brug af kondom med nye sexpartnere beskytter derimod effektivt mod de fleste sex-sygdomme. Og drenge kan – lige som piger – blive HPV-vaccineret og derved effektivt få nedsat deres risiko for kønsvorter og peniskræft.

 

Myte 5: Omskæring beskytter mod urinvejsinfektioner hos små drenge

Fakta: Meget få drenge (under 1 procent) får urinvejsinfektion i de første leveår. Piger rammes langt hyppigere end drenge, men alligevel kunne ingen drømme om at omskære piger for at beskytte dem mod urinvejsinfektion. Hos begge køn behandles urinvejsinfektion let med antibiotika i et par dage, når problemet opstår - helt uden at amputere dele af kønsorganerne.

 

Myte 6: Forhuden skal jævnligt trækkes tilbage på små drenge, så der ikke samles skidt under den

Fakta: Denne myte er en alvorlig misforståelse! Helt generelt skal man lade små drenges tissemænd være i fred. Forhuden sidder fast til penishovedet ved fødslen hos de allerfleste drenge. I de første leveår løsnes forhuden, men hos nogle få drenge sker den endelige løsning først i puberteten.

- Forældre eller sundhedspersoner må aldrig bruge vold til at løsne forhuden fra penishovedet på små drenge. Mange problemer med forhudsforsnævring skyldes nemlig, at forældre med vold og magt trækker forhuden tilbage på deres drenge, inden forhuden er løsnet helt. Derved opstår rifter og sår i forhuden.

- Der kan tilstøde infektion, og senere kan der udvikles arvæv, der viser sig som forhudsforsnævring. En god tommelfingerregel er, at den første, der skal trække forhuden tilbage over penishovedet, er drengen selv.

 

119 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere