Finn døde alene: Der blev drukket 12 kasser øl til gravøllet

Forfatter og foredragsholder Ida Holst har skrevet bogen 'Pårørende søges' om 11 ensomme mennesker, der døde uden at nogen rigtig lagde mærke til det. Det er nøjagtig ti år siden, de døde, og bogen udkom i 2013. I hele maj måned kan du læse, hvad Ida Holst kunne finde ud af om dem, der døde og fik en dødsannonce med sætningen 'Pårørende søges'

D. 18. maj kommer endnu en efterlysende dødsannonce i aviserne. Annoncen omhandler en Finn Hendriksen Koldbæk, som blev 62 år. I dødsannoncen står der, at afdøde boede på Peder Lykkesvej på Amager.

I slutningen af maj tager jeg forbi Solvang Kirke, som er den kirke, der ligger nærmest afdødes bopæl. På kordegnekontoret finder jeg to kvinder, der sidder ved deres skriveborde i hver sin ende af lokalet. Jeg kommer naturligvis i træffetiden men undskylder alligevel, at jeg forstyrrer. Dette bliver ikke kommenteret. Jeg oplyser om mit projekt.

Se også: Præstens tale til tom kirke: Afdødes familie blev væk

Der er helt stille, mens jeg taler. Til sidst spørger jeg, om Finn Hendriksen Koldbæk skal bisættes fra kirken eller måske allerede er blevet det. Den ene kvinde svarer lettere afvisende, at hun ikke har hørt om afdøde. ”Han er ikke blevet bisat herfra,” siger hun, ”og desuden kan du ikke få nogen oplysninger.” Den anden tilføjer i same tone: ”Vi oplyser ingenting. Vi siger til folk, at de kan henvende sig til de pårørende, hvis de vil vide noget.” ”Giver I dem så navnene på de pårørende?” spørger jeg.

”Nej,” lyder det kort. ”Hvis ikke dem der henvender sig kender de pårørende, så har de heller ikke kendt afdøde godt nok.” Efter en lille pause fortsætter den ene: ”Vi oplyser ingenting. Det kommer ikke uvedkommende ved, hvornår andre skal begraves, og desuden siger vi ikke noget til nogen, som ikke viser legitimation.” ”Jeg kan godt vise legitimation,” svarer jeg. ”Det er jeg sikker på du kan, men du får ikke noget at vide,” svarer kvinden.

Jeg spørger, om de ville have givet mig oplysninger, hvis jeg havde været nabo til afdøde. Så havde jeg jo kendt vedkommende. Kvinden gentager, at hvis man ikke har kendt de pårørende, så har man heller ikke kendt afdøde godt nok, og derfor har man ingen ret til at komme med til bisættelsen.

”Tak for hjælpen,” siger jeg inden jeg går. ”Nå ja, det var jo ikke mange oplysninger, du fik ud af os,” lyder svaret.

Bedemandsforretningen på Amager, der står for de kommunale bisættelser, har ikke modtaget nogen oplysninger om dødsfaldet. Det betyder, at Finn Hendriksen Koldbæk har haft pårørende, som har valgt at betale for hans bisættelse.

Der ligger et plejehjem på den vej, hvor afdøde boede. Måske har Finn Hendriksen Koldbæk boet der, selvom han ikke var så gammel. På plejehjemmet får jeg imidlertid at vide, at afdøde ikke har boet der. Kvinden i receptionen fortæller, at der lige ved siden af plejehjemmet ligger et højhus. Det var tidligere beskyttede boliger, men er nu lavet om til almindelige lejligheder. Måske har afdøde boet der. Hun oplyser, at det er pedellen, jeg skal tale med.

Se også: Grethes pårørende kom ikke: Vennerne fra Fuglereden bar kisten

Jeg går hen til højhuset. Pedellens dør står åben, da jeg kommer. Han kan godt huske Finn Hendriksen Koldbæk, og jeg får at vide, at der kom 12-15 personer til bisættelsen. ”Jeg kan ellers ikke fortælle dig så meget,” siger han, ”for jeg blander mig ikke i beboernes liv. Men måske kan du få lov til at tale med Allan. Han var ven med Finn, og han bor også her i bygningen.” Vi aftaler, at jeg skal skrive et brev til Allan, som Pedellen så vil aflevere til ham. Så kan Allan kontakte mig, hvis han har lyst.

Heldigvis vil Allan gerne fortælle mig om Finn. Han siger, at han selv er meget interesseret i sociale forhold. ”Du foreslår i dit brev, at vi kan mødes i haven på Peder Lykkes Vej,” siger Allan. ”Det kan jeg godt lide dig for. Men vil du ikke hellere komme ud i mit kolonihavehus en eftermiddag?” Det vil jeg meget gerne. Vi aftaler, at jeg skal komme den næste fredag kl. 14.00. Kolonihavehuset ligger i haveforeningen af 1907 på Amager.

Om fredagen tager jeg metroen til Ørestad. Herfra kan jeg gå til kolonihavehuset. Det er begyndt at småregne, uvejret tager til, og lige i det øjeblik jeg finder Allans kolonihavehus og er kommet indenfor, buldrer det løs. Var jeg kommet 2 minutter senere, var jeg blevet gennemblødt.

Allan er venlig. Han har en varm udstråling, som bevirker, at jeg med det samme bliver fuldstændig afslappet og føler mig godt tilpas i hans selskab. Regnen pisker ned udenfor. Det bliver så kraftigt, at vi på et tidspunkt næsten må råbe for at overdøve uvejret. Det giver en hel speciel stemning. Allan spørger, hvad jeg vil have at drikke, og jeg beder om kaffe. Hjemme drikker jeg altid te, så når jeg er ude, er det rart med kaffe. Allan drikker normalt heller aldrig kaffe, siger han, og ligesom han er derfor ikke vant til at brygge den. Jeg kan godt tage te, hvis det er nemmere, siger jeg, men Allan insisterer på, at når jeg har bedt om kaffe, så skal der serveres kaffe. Han sætter vand over, og i det samme kommer hans sorte langhårede hunkat Balou ind i stuen. Hun ser på mig med sine smukke grønne øjne og beslutter sig til at hilse kort ved forsigtigt at snuse til min hånd. Så går hun igen.

Allan fortæller, at han for et par år siden arvede Balou fra sin mor, da hun døde. Moderen hed pudsigt nok også Ida. Vandet er begyndt at koge i elkedlen, og Allan skolder omhyggeligt den grønne kaffekande. Så kommer han den hvide tragt i kanden, sætter kaffefilteret i, hælder et par skefulde kaffe på, hvorefter det kogende vand forsigtigt hældes over. Et par minutter efter serverer Allan kaffen i et stort krus. Den smager præcist, som den skal. Ikke for stærk og ikke for svag. ”Jeg var lidt i tvivl om hvor meget kaffe, der skulle i,” siger Allan, da jeg roser kaffen. Allan spørger, om jeg vil have mælk og sukker, og jeg beder om lidt mælk. Den bliver serveret i en lille porcelænskande.

Allan henter også digestive kiks, og han spørger, om jeg vil have en lille én til kaffen. ”Jeg drikker ikke selv,” siger han, ”men jeg har altid noget stående til gæster.” Egentlig bør jeg ikke indtage spiritus, for jeg føler, at jeg befinder mig i noget, der minder om en arbejdssituation. Alligevel vælger jeg at sige ja tak. Allan foreslår mig at prøve en drink, der hedder Dooley’s.

Den vil smage godt til kaffen, siger han. Det er en kakaolikør, som kommer i en rød og blå flaske. Allan serverer drinken i et glas, hvorpå logoet Dooley’s er trykt. Det er der stil over. Kakaolikøren smager godt.

Vi har sat os, kaffen er klar, og Allan begynder at fortælle om Finn Hendriksen Koldbæk. ”Jeg har kendt Finn i halvandet år,” siger han, ”men han havde også en ven, som har kendt ham i over 30 år. Finn havde ingen uddannelse, men hvis han havde været skuespiller, så ville han have fået alle forbryderrollerne, for sådan så han ud. Stor og grov var han. Han kunne være meget opfarende, og hvis nogle i en forsamling talte om sygdom, så kunne han finde på at råbe: ”Det her er fandeme ikke lægens bord.” Han var ikke spor interesseret i at høre om, hvordan andre mennesker havde det. Vi havde en bil sammen, og hvis der kom en ambulance bagfra, så ville Finn ikke køre ind til siden. ”Det er jo ikke os, der er syge,” lød hans svar.

”Vi fiskede en del sammen, og vi fangede en masse ål, som vi solgte. Men Finn ville ikke have, at jeg tjente på ålene. Han ville have alle pengene selv. Han var noget klodset anlagt, og jeg sagde til ham, at jeg kun tog med ham ud at fiske, fordi jeg ellers var bange for, at han ville komme til skade. Så sjovt var hans selskab sku heller ikke. Nogle gange blev vi uvenner, for Finn kunne blive virkelig irriterende at høre på. Så blev jeg vred og sagde, at nu gad jeg fandeme ikke høre på ham mere. Så sejlede vi ind. Så blev Finn god igen. Så sejlede vi ud og fiskede videre. Vi blev tit uvenner.”

”På et tidspunkt hjalp jeg Finn med at reparere hans båd. Jeg er uddannet maskinmester på B & W, så jeg ved godt hvordan sådan en lille båd skal repareres. Selvom Finn ikke havde nogen uddannelse eller var udlært på nogen måde, så skulle han altid være den klogeste. Det var faktisk ligegyldigt, hvad vi talte om, så vidste han altid bedst. Han afbrød tit folk ved at sige: ”Det kender jeg godt,” selvom han ikke havde spor forstand på, hvad de talte om. Han var utrolig bedrevidende. Mens jeg reparerede hans båd, så skulle han hele tiden stå der og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, men jeg ignorerede ham bare. Pludselig sejlede han ud på vandet med både mig og båden, før den var repareret færdig. Det blev jeg sur over.”

”Finn havde ikke ret mange venner, for han var noget af en ågerkarl, og han stolede ikke på nogen. Jeg stoler på folk. Ind i mellem brænder man så fingrene, men jeg stoler stadig på folk. Det gjorde Finn ikke. Han var selvisk og ikke særlig sød. Han lånte gerne penge ud, men han tog 25 % i renter om måneden. Lånte man 4.000 kroner den første i en måned, skulle man betaler 5.000 kroner tilbage, når måneden var omme. Sådan var Finns regler. Der var derfor mange, der var lettede, da han døde, for så slap de for at betale deres gæld. Men Finn har da også nogle gange lånt penge af mig, men så var der ikke noget med renter. Når det var Finn, der skulle låne, så gjaldt pludselig andre regler.”

”Finn var foruden ågerkarl også både klunser og kræmmer,” fortæller Allan videre. ”Han kunne sælge alt. Fandt han et rustent søm på gaden, troede han straks, at det var en million værd, og han fik da også solgt det om end ikke til den fulde pris. Når han var på markeder, gik han rundt med en badge, hvorpå der stod: ”Den ærlige kræmmer.” Så stod han der og bildte folk en masse ind. Men han tjente gode penge. Han kunne også underholde og var god til fortælle. Men når hans løgnehistorier blev for tykke, så gik jeg. Der var grænser for, hvad jeg gad høre på.” ”Finn har også siddet i fængsel flere gange. Først ungdomsfængsel og senere almindelig fængsel. Men jeg har da også siddet i fængsel,” siger Allan og smiler.

Imens Allan taler er katten Balou gået ind og ud af stuen flere gange. Det regner stadig, men det er ved at stilne lidt af. Nogle gange hopper Balou op og lægger sig på Allans skød, og efter at have ligget der lidt går hun ud af stuen igen. Nogen gange går hun hen til mig for lige at hilse. Jeg får dog ikke lov til at ae hende ret meget. Ofte sidder hun på køkkenbordet i længere tid og stirrer på Allan. ”Hun er vant til at få rejer om morgenen og kl. 16.00,” fortæller han. ”Men i dag har jeg bestemt, at hun får rejer kl. 18.00.” Jeg skæver til uret. Klokken er lidt over fem, og Balou ser sur ud. Det er tydeligt, at hun fornemmer, at rejerne burde være serveret for længst. Hun ser vredt på mig, som om det hele er min skyld, hvad det måske også er.

Se også: Ingen pårørende, ingen bisættelse: Sigrid endte på anatomisk

Allan fortsætter med at fortælle. ”Jeg har i mange år sejlet som maskinmester og været hele verden rundt. Det var nogle spændende år. Senere blev jeg skilt, og i dag har jeg ingen kontakt til min ekskone eller vores to børn. Både min søn og min datter har selv børn nu. De har to små børn hver, men jeg har aldrig mødt nogen af dem. For et par år siden så jeg min datter på gaden med hendes børn. Jeg gik over på den anden side af vejen, for jeg ville ikke trænge mig på. Naturligvis vil jeg gerne have kontakt til familien igen, og der har også været tale om, at vi skulle ses for 3-4 år siden, men det blev ikke til noget. Det vigtigste for mig er dog, at de har det godt.

Hvis de nogensinde får økonomiske problemer eller andet, vil jeg gøre alt for at hjælpe dem. Det gælder både min ekskone og mine børn.”

”Da jeg blev skilt, flyttede jeg ind i et hus som ligger i nærheden af kolonihavehuset. Her holdt jeg vinbjergsnegle i haven. De andre beboere blev sure og påstod, at sneglene kom ind i deres haver. De sagde også, at det var ulovligt at holde vinbjergsnegle. Det var løgn det hele, men naboerne blev ved med at brokke sig. Der kom mere og mere hetz mod mig fra vejens beboere. Til sidst skred jeg fra det hele og blev hjemløs.”

”Når man er hjemløs, så bliver man udnyttet. Er det koldt udenfor, så ved ens såkaldte venner jo udmærket, at man er desperat for at få et sted at overnatte. Derfor kan de godt finde på at tage 3.000 kroner for, at man kan få lov til at sove i deres kælder i en måned. Det er heller ikke nemt at få en lejlighed, når man er hjemløs. Jeg har været skrevet op i mange år til en lejlighed i Rødovre, men da der endelig blev en lejlighed ledig, ville kommunen pludselig hellere have en somalier end mig. Han skulle jo integreres, som de sagde, men mig var det lige meget med. Kommunen sagde, at de alligevel ikke kunne have mig. For 2 år siden fik jeg så heldigvis en lejlighed på Peder Lykkes Vej. Først tilbød de mig en lejlighed på 6. sal, men da jeg så den, fik jeg det dårligt. Der var noget over lejligheden, som gjorde, at jeg besvimede. Ambulancen kom, og jeg var indlagt i 2 dage. Jeg sagde, at jeg umuligt kunne bo i den lejlighed. Så fik jeg tilbudt en anden lejlighed på 14. sal, og der kunne jeg bo. Det var en hel anden god fornemmelse, jeg havde, da jeg kom ind i den.”

Allan fortæller, at han desværre ikke var med til Finns bisættelse. ”Jeg var syg og indlagt på det tidspunkt,” fortæller han. ”Finn blev bisat fra Simeons Kirke d. 23. maj. Det var Finns ven gennem mere end 30 år, der stod for begravelsen. Han bor i Gentofte i en kæmpe villa, så han havde råd til at betale. Finn kunne ellers aldrig selv finde på at gå med til andres begravelse eller give en femmer til en bårebuket. Alligevel kom der 12-14 venner og bekendte til hans begravelse. Når det bliver min tur til at dø, så vil jeg dø alene,” siger Allan. ”Jeg vil ikke have nogen begravelse. Det er mit valg, og det skal respekteres. Er der en sjæl, så er den vist fløjet for længst,” tilføjer han med et lille smil.

Klokken er efterhånden blevet 18.00, og Balou har siddet ret længe på køkkenbordet og stirret på Allan. ”Nu er det vist rejetid,” siger Allan. Han rejser sig, kommer lidt vand i elkedlen og tænder. Så tager han en håndfuld dybfrosne rejer frem og hælder dem ned i et højt glas. Balou hopper ned fra køkkenbordet. Hun går frem og tilbage og stryger sig op af Allan. Hun ved godt, hvad der er ved at foregå. Allan fylder glasset med rejer halvt op med koldt vand og fylder så kogende vand i til kanten, hvorefter han rører rundt. ”Det er sådan, Balou vil have sine rejer,” siger han. ”Gør man det anderledes, vil hun ikke spise dem.” Efter et par minutter er rejerne tøet op. Allan hælder vandet fra og serverer rejerne for Balou, som straks guffer i sig.

Efter at have talt med Allan i godt fire timer er det tid til at bryde op. Det er holdt op med at regne, og solen er begyndt at kikke lidt frem. Allan forærer mig to tryk af Mads Stage, som han synes, jeg skal have. Det ene tryk forestiller en kat og det andet en ræv. Da han ser, hvor glad jeg er for billederne, henter han et til i samme serie. Dette billede forestiller et egern, og det må jeg også gerne få. Inden jeg går, giver Allan mig et fast håndtryk og et smil. Han har været glad for mit besøg.

Se også: Virkelig ensom: Astrid døde og ingen lagde mærke til det

Noget tid efter tager jeg kontakt til den præst i Solvang Kirke, som bisatte Finn Hendriksen Koldbæk. Jeg blev ikke venligt modtaget, da jeg henvendte mig på kirkekontoret, men forhåbentligt er præsten mere åben.

Da jeg kommer, inviterer sognepræsten mig ind på sit kontor. De kønne gamle møbler i lokalet er store med enkle blomsterudskæringer og lyseblåt betræk. Han finder sin prædiken frem. ”Det, der står her er blevet sagt i et offentligt rum, så der er ikke noget hemmeligt ved det,” siger præsten og giver mig et kopi. Jeg fortæller præsten, at jeg har været i kontakt med Allan, som var ven med afdøde, men at afdøde også havde en anden mangeårig ven. Det var vist denne ven, som stod for bisættelsen. ”Ja, han kom her efter dødsfaldet,” siger præsten. Ønsker du også at tale med ham?” ”Ja, hvis han vil kontaktes af mig,” svarer jeg.

Præsten finder telefonnummeret på vennen og ringer til ham med det samme. Han får forbindelse og efter en kort samtale oplyser præsten, at jeg gerne må kontakte Torben, som afdødes ven hedder. Jeg får hans telefonnumre.

Præsten fortæller, at han flere gange har prøvet at stå for bisættelser, hvor ingen er mødt op. Han fortæller, at han har en særlig prædiken ved disse lejligheder.

Da jeg forlader præstens kontor, læser jeg den prædiken, som han har skrevet ved afdødes bisættelse. Der står:

Ved bisættelse med Finn Hendriksen Koldbæk
26.01.43
P. Lykkes Vej 61
Solvang Kirke, torsd. D. 26.05.05
Ven: Torben
754, Hvad var det dog der skete, 784

Salm. 139
Johs. 3,16

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi hører i denne gamle salme om Gud som den, der er til stede overalt. Han kender alt ved alt. Ingen er ukendt for ham. Ingen kommer uden om ham. Ingen er glemt af ham.

Vi tager i dag afsked med Finn Koldbæk. I ser tilbage på det liv, som han fik. Et liv med mange skift, skiftende opholdssteder, skiftende job, med opture og nedture, et farverigt liv med mange oplevelser, et liv, hvor han har været rundt og set meget af verden. Glade dage. Hårde dage. Dage med medgang og dage med modgang. I tænker på ham som ven, sammen med hvem I har fået lov til at vandre et stykke af livets vej. Trods et hårdt liv, gav han ikke op. Han kæmpede videre og fandt tilfredshed i det liv, som han nu fik. Men vi tager afsked med ham i den tro, at også hans liv var kendt af Gud.

Dagen efter ringer jeg til Torben. Han forslår at jeg kommer til hans private adresse den følgende fredag kl. 14.00.

På den aftalte dag tager jeg ud til den smukke villa, hvor Torben bor. I forhaven er der en stor bronzefigur hvor djævlen er ved at nedlægge en kvinde med blottet barm. Han har bøjet sig over hende, hun er nærmest gået i bro, og han holder hendes ryg med begge hænder. I nødværge rækker kvinden sin højre hånd op og har grebet et af hans horn i panden. Man er dog ikke i tvivl om, at det er djævlen, som har overtaget.

Jeg går op af hovedtrappen, ringer på, og Torben åbner døren. Han er en nydelig hvidhåret herre. Jeg bliver budt indenfor, og vi går gennem entreen ind til kontoret. Vi sætter os på hver sin side af et stort antikt mahogniskrivebord med messingbeslag og indlagt træ. Kontoret er møbleret med stilfulde møbler i samme træsort som bordet, og på gulvet ligger ægte tæpper. Væggene er hvide, og der er højt til stukloftet.

Torben spørger, hvor jeg har ideen fra til mit projekt. Jeg fortæller om artiklerne i Urban, men han kender dem ikke, og har heller ikke hørt om Anders Lund Madsen. Han vil gerne vide, hvordan jeg fandt frem til Finn. Jeg fortæller ham det.

Torben fortæller, at Finn var hans barndomsven. De voksede op sammen, men mistede forbindelsen til hinanden, da de blev voksne. Senere i livet genoptog de kontakten, og Finn blev en god ven af huset og kom ofte i hjemmet. Finn havde både haft forældre og søskende, men af forskellige grunde valgte han dem fra tidligt i livet. I nogle år rejste han rundt med et cirkus, og hvis nogen fra kommunen spurgte om noget, så svarede Finn bare, at han var feriebarn. Siden kom han ud at sejle. Da han ikke havde nogen uddannelse, fik han det groveste og hårdeste arbejde på skibet. I mange år rejste han verden rundt på den måde. ”Finn levede et frit og farverigt liv med lidt for mange øl og lidt for mange cigaretter, fortæller Torben. ”Jeg skældte ham tit ud fordi han røg så meget,” tilføjer han. Han bekræfter også, at Finn har været i fængsel flere gange. ”Når man lever det liv, han levede, kommer man nemt på kant med loven.”

”I et par år havde Finn en butik på Amager, der hed Stjernekram. Der kom vennerne tit og skulle have en øl. Hver ven drak en øl eller to i butikken, men da Finn drak med dem alle sammen, så blev det jo til en del for ham. Det skældte jeg ham også ud for. Jeg var heller ikke tryg ved, at Finn lånte penge ud til folk og tog store renter for det. Det var jo desperate mennesker, han lånteud til. Jeg sagde til ham, at jeg var bange for at finde ham i en blodpøl en dag. Det var jo farligt, det han gik og lavede.”

”Finn boede i mange år i den store ejendom på Peder Lykkes Vej. Bebyggelsen er et sted for folk, som er kommet lidt ud i tovene på den ene eller den anden måde. Finn var glad for sit liv der med vennerne, øllerne og cigaretterne. Han valgte selv det liv, og det var det liv, han ville have. Men samtidig kom han her hos os som vores gode ven. Han var også med på flere af mine forretningsrejser til bl.a. Egypten og Tyskland. Finn har også arbejdet som vicevært i nogle af mine ejendomme,” tilføjer Torben.

”Finn var meget glad for vores børn,” fortsætter Torben. Han tager et billede frem og viser mig sine fire små børn. Tre drenge og en pige. Den næstældste søn Fritz på 6 år er børneskuespiller. Han har været med i filmene ”Min søsters børn.” ”Du skal næsten også se et billede af Finn,” siger han så. Torben forsvinder ind i stuen ved siden af og leder. Hans kone er derinde, og hun siger, at der da må være et billede i Finns pas. Torben finder en del billeder frem, men Finn er ikke imellem. ”Jeg så nogle billeder af ham forleden dag,” siger han, ”men nu kan jeg ikke finde dem.” Han leder længe og finder endelig et billede, hvor man ser Finn fra ryggen. Han var en stor stærk mand med tatoveringer på armene. ”De andre billeder må du have til gode til en anden gang,” siger Torben.

Jeg får at vide, at Finn blev syg i januar i år. Lægen stillede diagnosen lungekræft. Det gik hurtigt ned ad bakke derefter, og d. 9. maj kl. 15.10 døde Finn på hospitalet. ”En af Finns venner kom kl. 15.00, og jeg ankom kl. 15.15,” fortæller Torben. ”Jeg besøgte Finns ven Allan samme dag for at fortælle ham, at Finn var død. Allan var indlagt på samme hospital på det tidspunkt.” Torben spørger til, hvordan Allan har det.

Jeg får bekræftet, at der kom 12-14 personer til Finns bisættelse. ”Jeg var med til bisættelsen, men jeg deltog ikke i gravøllet. Jeg sørgede dog for at bestille en varevogn med øl, som blev kørt til Peder Lykkes Vej. Så kunne folk tage de øl de havde brug for. Der var vel en kasse pr. mand.”

Læs mere og kontakt forfatteren på bogens Facebook-side

 

Er du bange for at dø alene?

Vis kommentarer
Mest læste i nationen!
Seneste i nationen!
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen