Fire dæk skåret op på Gerts Opel: Hvad nu?

Hvad stiller man op, når ens bil bliver udsat for groft hærværk – i flere omgange? Gert gik til politiet, men de kunne ikke opklare sagen.

- En almindelig torsdag morgen, d. 3. september, kommer vi ud til vores bil, der er totalt smadret.

- Alle 4 dæk er skåret op, forruden og 3 sidevinduer er baldret med hammer.

- Taget, kølerhjelm, bagklap, og siden af bilen er blevet ridset med store ridser af nøgle el. skruetrækker.

- Og bilen er blevet malet med sort maling.

 

Og så en gang til
Sådan indleder Gert C et brev til nationen! om at være borger i et land, hvor tilliden til myndighederne er høj – og så konstatere, at de selvsamme myndigheder ikke er i stand til at hjælpe, når man har brug det. For selv om politiet tog billeder, skrev rapport, og endda også talte med de vidner, som havde fortalt Gert, at der var set to unge gutter i området, og en person bliver sigtet, lægger politiet sagen ned. Og nu er Gert rasende:

- D. 1/11 - 2020 sker det så igen. Denne gang dog ikke i samme omfang.

- Men alle 4 dæk er skåret op igen. Og nu var der blevet ridset BJ på kølerhjelmen.

- Endnu engang ankommer politiet og gør det de nu skal.

Men igen frafalder politiet sigtelsen
- Den ene af politimændene siger, at det højst sandsynligt er samme person, som har gjort det igen.

- Personen bliver sigtet igen, men igen vælger politiet at frafalde sigtelserne.

Tør ikke parkere foran min bolig
- Nu parkerer jeg 3 km væk fra min bopæl. I en anden by, skriver Gert og nationen! har spurgt Syd- og Sønderjyllands Politi, om de selv synes de har efterforsket hærværkssagerne godt nok, hvad de råder en borger, der er blevet udsat for omfattende hærværk to gange, til at gøre og endelig, hvad de tænker om, at Gert nu er mest tryg ved at parkere bilen i en anden by?  Og det vil de gerne svare på:

- Vi har efterforsket sagerne så godt, som det kunne lade sig gøre. Vi har blandt andet foretaget afhøringer, og der har været rejst sigtelser i begge sager.

- Begge sager er også blevet vurderet juridisk i anklagemyndigheden. Og her er det anklagemyndighedens vurdering, at der ikke er beviser i sagerne, der kan føre til, at de sigtede kan blive dømt i retten for hærværket.

- Årsagen er, at beviskravet i en straffesag er højt. Det er derfor ikke nok, at anklagemyndigheden kan sandsynliggøre, at en sigtet er skyldig. Det skal kunne bevises, at den sigtede er skyldig uden for enhver rimelig tvivl.

Hvad råder I en borger, der er blevet udsat for omfattende hærværk to gange, til at gøre?

- Vi opfordrer dels borgerne til altid at anmelde hærværk til politiet. Dels har vi særlige sikringsrådgivere, som borgerne er velkomne til at kontakte, i forhold til for eksempel at undgå hærværk.

Tegning: Patrick Byron
Tegning: Patrick Byron
 

Hvad tænker i om, at han nu er mest tryg ved at parkere bilen i en anden by?

- Det er vi naturligvis ærgerlige over.

- Men heldigvis er kriminaliteten dalet markant de seneste år, og dette gælder også antallet af sager om hærværk, skriver politiet til nationen!

Fyens.dk kunne i sidste uge fortælle om en bilejer, der fik skrevet 'Fuck you' på døren. Også her fortalte politiet, at den slags sager er svære at efterforske, men hvad tænker du?