Flixbus tilkaldte politiet pga lugt: Det var McDonald's-mad

Politiet blev tilkaldt og bussen blev forsinket, da chaufføren i en Flixbus-tur fra København til Aarhus, ville smide passagerer af, fordi de spiste mad fra McDonalds. Det lugter nemlig stærkt ifølge selskabet

- Jeg sidder skråt overfor to smilende piger. Den ene er 15 og den anden omkring 9.

- Den ældste bærer tørklæde.

- Lidt i klokken 15 trasker chaufføren frem med tunge skridt mod de to piger.

Jeg fik mæsket mig i min burger
- Jeg og min sidemand har begge lige mæsket os i hver vores burger, og pigerne har lige akkurat pakket deres frem.

- Inden pigerne når at gøre kål på burgerne og stoppe sulten, læner chaufføren hele sin krop ind over pigerne, og den mindste kryber sig forskræmt op ad den ældste.

Sådan lyder de første sætninger i et meget langt og kritisk opslag fra Isabel D. på busselskabet Flixbus' Facebook-side - et opslag, som flere læsere har bedt nationen! om at skrive om.
For turen som Isabel og de to piger var med på fra København til Aarhus d. 30. december, endte nemlig med at politiet blev tilkaldt - og i det svar, nationen! har fået fra Flixbus, tyder det da også på, at selskabet har taget kritikken til sig. Isabels opslag fortsætter nemlig således:

Så får chaufføren øje på de to pigers mad
- Chaufføren fortæller beordrede, at de ikke må sidde sammen, fordi at den yngste har en anden pladsreservation.

- Pludselig får han øje på deres mad, og skal til at tage det fra dem imens han siger, at de ikke må spise i bussen.

- Jeg bryder ind og siger at vi andre også spiser, så selvfølgelig kan han ikke tage deres mad.

- Først nu stopper han med at chikanere pigerne, og går sin vej uden et ord.

- Bussen kører og meddelelsen i højtaleren lyder 'vi er nu på vej til Århus, mod Odenses, husk at bruge skraldespanden og spis uden at spilde'...

Vi laver et nødstop: Fire passagerer skal smides ud
- Stilheden falder på, månens blege skær og de forbikørende biler kaster lys gennem de snavsede ruder i flixbussen, og lige da klumpen i halsen finder sin plads i maven, stopper bussen.

- Kort efter lyder der en meddelelse over højtalerne: 'vi bliver nød til at lave et nødstop, da 4 af passagerne skal smides ud'.

- Derefter er der stille, helt stille.

- Vreden pibler frem i mig indtil jeg ikke længere kan sidde stille, jeg beslutter mig for at gå ned og prøve at tale ham til fornuft.

- Chaufføren forklarer, at de smides ud fordi de spiser i bussen.

- Jeg fortæller at ingen af pigerne har rørt posen siden han sagde til dem, at de ikke måtte spise, på trods af han lige havde meddelt i højtaleren at man gerne måtte spise, så længe man ikke spildte.

Så skal han også smide mig og de andre ud
- Så siger jeg, at hvis de smides ud, fordi de har medbragt mad - uden at spise - så skal han også smide mig og samtlige passagerer ud.

- Han truer herefter med at smide mig ud, fordi jeg også har spist. Da jeg indser, at der ikke kan komme noget konstruktivt ud af at snakke med chaufføren, ender jeg med at råbe ad ham, kalde ham en oplæst idiot og diverse andre skældsord.

- Efter en dyb vejrtrækning går jeg tilbage til mit sæde sætter mig, og kort efter kommer politiet.

Heldigvis er politibetjenten meget forstående
- En ung politibetjent med fuldskæg kommer op ad trappen, snakker med nogle af de forreste passagerer, og kommer derefter gående imod pigerne.

- Da han sætter sig på ved deres plads, bryder den yngste ud i gråd, og knuger sig ind mod den ældste.

- Heldigvis er politibetjenten meget forstående, klapper beroligede den yngste på skulderen, og forsikrer begge piger, at der ikke sker dem noget.

- Han spørger ind til hvad der er sket, og forklarer, at han desværre ikke kan gøre noget, fordi flixbus er et privatejet firma, men at han vil prøve at tale chaufføren til fornuft.

- Efter lidt tid kommer han tilbage og forklarer, at chaufføren vil tage dem med på turen, på den betingelse at han får deres mad.

Synes chaufføren skal fyres
- Jeg tager posen op, får øjenkontakt med den ældste pige, jeg gestikulere at jeg vil give ham posen, og hun nikker bekræftende.

- Jeg rækker ham posen. Politibetjenten ønsker pigerne og resten af passagerne godt nytår, og forsvinder ned ad trappen, skriver Isabel bl,.a. og opfordrer Flixbus til at fyre chaufføren, som hun kalder en 'åbentlys racist'.

Men i det svar nationen! har fået om sagen fra Flixbus' nordiske PR manager Jelena Jovanovic, står der ikke noget om at nogen er blevet fyret - der står kun, at sagen vil blive håndteret 'internt'. Og at det er imod reglerne at medbringe 'stærkt lugtende mad', som f.ex. McDonalds:

Flixbus: Bad dem om ikke at spise McDonalds mad
- Vi ønsker, at vores passagerer har en behagelig rejse, og er kede af at høre, at dette ikke har været oplevelsen for alle på den pågældende tur. Det er tilladt for alle passagerer at medbringe madpakke ombord.

- Dog beder vi af hensyn til øvrige rejsende om, at man ikke medbringer stærkt lugtende mad som for eksempel varm fastfood (se nedenstående screenshot)

- De to passagerer, som er omtalt i Facebookopslaget, rejste ifølge med en voksen, som medbragte McDonalds mad til deres gruppe.

En uoverenstemmelse omkring den medbragte mad
- Passageren blev i lighed med en anden passager, som medbragte pizza, bedt om ikke at spise dette i bussen.

- Der opstod en uoverensstemmelse mellem den voksne passager og chaufføren omkring den medbragte mad.

- Chaufføren vurderede, at der skulle ekstern assistance til at løse uoverensstemmelsen og kontaktede politiet.

- Efter politiet havde samtalt med både chauffør og den pågældende passager, nåede de pågældende frem til, at passagererne blev kørt til deres bestemmelsessted og uoverensstemmelsen lagt på hylden.

- Uoverensstemmelsen drejede sig om lugtende mad i bussen.

Der bliver fulgt op internt
- Vi er i kontakt med buspartneren om den pågældende hændelse, og der bliver fulgt op internt.

- FlixBus fordømmer forskelsbehandling af enhver art over for passagerer, og vi transporterer naturligvis passagerer uanset deres oprindelse, religion, køn og seksuelle orientering.

- FlixBus kører i 29 lande over hele Europa og arbejder med et multinationalt team med medarbejdere fra forskellige lande og kulturelle og religiøse baggrunde, skriver Flixbus, men hvad tænker du?

369 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere